CBS-opgør med New Public Management

Hvad er High Performance Leadership (HPL)?

Det er et forsøg på at slippe alle de gode kræfter løs ved at lægge en dæmper på ledelsens trang til styringssystemer og performance management i bred forstand, KPI’er og kontrol af medarbejdernes produktivitet. Hvis man styrer sine ambitioner på det punkt, så slipper man en masse ressourcer løs, hvilket dybest set også er i virksomhedens interesse.

Hvad er der nu galt med New Public Management?

Det, der er galt med New Public Management (NPM), er forestillingen om, at det er nødvendigt at lave specifikke mål og så efterfølgende kontrollere, om de nu bliver opfyldt. Konsekvensen er, at dét, man kalder transaktionsomkostningerne, stiger og stiger. For vedligeholdelsen af og opfølgningen på systemerne er i sig selv omkostningstung. Dernæst er det spild af gode kræfter, fordi alt for mange mennesker bruger deres tid på at se på de her mål og sørge for at de kan dokumentere, at målene er opfyldt. Men det allerværste er måske, at folk begynder at suboptimere: De fokuserer alene på at nå deres mål - i stedet for at gå efter det mere hensigtsmæssige og en gang imellem også overskride grænser, fordi man ikke alene tænker på at nå sine mål.

Så HPL er altså en art tillidsbaseret ledelse?

Det handler om menneskesyn. De fleste mennesker vil jo godt gøre et stykke arbejde i den gode sags tjeneste. Og det her er sådan set bare en psykologisk aflæsning af, at det smarteste, man kan gøre i den forbindelse, er at frigøre folk for bindingerne - for energien og lysten er der. Medmindre vi har et ledelseslag, der tror, de skal leve op til nogle forventninger ovenfra, og derfor binder deres medarbejdere ind i en masse systemer og kontroller og sanktioner.

Der er stort politisk pres på kommunerne for, at de skal effektivisere. Kræver HPL ikke, at man overordnet også forstår, at alting ikke kan måles og vejes?

Det tror jeg ikke. Jeg kan sagtens forstå bekymringen på de kommunale lederes vegne, men selv de mest detailorienterede og ihærdige politikere på Christiansborg kan jo ikke følge op på og styre alt - der er et kæmpe råderum indenfor deres krav om effektivisering. Langt henad vejen er det jo meget ihærdige kommunale ledere, der har taget dette (NPM red.) til sig med kyshånd og indført disse systemer i deres iver efter at komme med nogle overbevisende tal, som - i deres egen optik - plejer deres områdes interesser. Jeg mener dybest set, at det brede ledelseslag har været med til at vildlede politikerne og produceret nogle mål og resultater, som har stimuleret politikernes illusioner om, at det var dem, der sad og styrede. Det er en rigtig dårlig idé og omtrent som at indgå en handel med Djævlen.

Kan HPL hjælpe kommunerne til at blive mere effektive og måske endda spare penge?

Ja, det er jeg helt overbevist om. Hvis du tager den kommunale debat – og i og for sig også debatten i store dele af den private sektor – så har man reduceret fokus til det, vi kalder et nulsumsspil. Det vil sige, at der kun er én given mængde energi til stede, og at 'det er den, vi er nødt til at styre'. Men vi kan jo ikke reducere kvalitet og resultater og med en simpel ligning sige, at det blot er et spørgsmål om, hvor mange mennesker, der er til at løse opgaven. Det er en meningsløs debat. Der sker jo noget andet med mennesker, hvis de også har en ide om, at det, de laver, også gør en forskel.

Hvorfor tror du, performance-systemerne har fået så mange kommunale fans?

Der er en tendens til, at disse løsninger smitter. Helt ukontrollabelt. Det må have overrasket mange, hvordan NPM bredte sig med lynets hast i offentlige organisationer. Men det er jo sket, fordi en leder med lidt pondus til et KL-møde har fortalt andre, at ‘sådan her har vi gjort i min kommune’, og så er fem andre gået hjem og har tænkt, at ‘hvis jeg skal være med i den gode kreds, så må jeg hellere forsøge at indføre noget af det her.’ Det er helt banalt, men det er sgu sådan, det foregår.

Tilsvarende så mener jeg, at VL-grupperne er en betydelig barriere for udviklingen i det danske samfund. Netværk er godt, men det er også, som jeg plejer at sige, iscenesat impotens.