Amatørpolitiker, der er stadig brug for dig

Amatør er noget, flere politikere bør være. I hvert fald de kommunale. For i byrådet skal det ikke handle om at tjene penge, men om at brænde for en sag. I stolene sidder såvel lavtuddannede som højtuddannede, og alle borgere føler sig repræsenteret.

Det er essensen af De sidste sande amatører - Kommunalpolitikerne og deres rolle i det lokale demokrati, som Ulrik Kjær, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, og Carsten Lê Madsen, direktør for Næstved Sprog- og Integrationscenter, har skrevet.

Der sker i øjeblikket en professionalisering, hvor kommunalpolitikerne skal evne at svare på alt lige fra budgetforhandlinger til randzoneloven. Samtidig skal de til hver en tid kunne forsvare politiske holdninger, som de i øvrigt ikke må ændre på – heller ikke selvom de bliver klogere. Men sådan bør det ikke være, hvis man spørger de to forfattere.

En nødvendig kamp

Ulrik Kjær og Carsten Lê Madsen omtaler det selv som en romantisk drøm. De er som litteraturnørder, der håber på boghandlerens overlevelse, eller miljøaktivister, der ønsker sig en verden uden fossile brændstoffer.

- Vi er efter vores vurdering på vej et sted hen, hvor vi trænger til at blive trukket lidt tilbage mod det romantiske billede af, at politikeren er én, som kommer med budskaber og har et politisk engagement. Ja, det er lidt romantisk, men alternativet er et system, hvor vi får nogle sekunda-embedsmænd, siger Ulrik Kjær.

Og sekunda-embedsmænd er ikke noget at stræbe efter. Hvis lokalkendskabet forsvinder, udviklingen fortsætter og kampen ikke bliver taget, så frygter Ulrik Kjær, at kommunalpolitikerne i fremtiden blot vil være dårlige kopier af det embedsværk, vi allerede har betalt for én gang.

- Og så forsvinder argumenterne for, at staten ikke overtager al magten, siger han.

Tre politikere

Der bliver i bogen oplistet tre politikertyper i det kommunale landskab: Netværkeren, Manageren og så Politikeren. Netværkeren og Manageren har det til fælles, at politiske værdier ikke er vigtige. De to adskiller sig dog ved, at det for Manageren handler om at se rationelt på kommunale anliggender og sørge for, at alle beslutninger bliver truffet på baggrund af evidens og belæg, mens Netværkeren ikke har noget imod det usikre og uforudsigelige. Politikken dannes ud fra indsamling af meninger, og det handler så vidt muligt om at holde alle glade.

Politikeren er den person, det lokalsymbol, der bliver appelleret til som en rød tråd gennem hele bogen. Implicit og eksplicit. Det er den politiker, der søger magt for at få gennemført det, der er bedst for befolkningen. Det er den politiker, der er drevet af sund fornuft og de mål, han eller hun sætter sig på baggrund af iagttagelser. Det er Politikeren, der tør tage kampene og stå ved sine holdninger, men også acceptere, at man kan blive klogere. Det er ikke altid lige populært at gøre i et repræsentativt demokrati, og de to forfattere mener, at Manageren og Netværkeren møder større opbakning i dag.

Derfor er bogen i den grad henvendt til Politikeren med stort P, som de selv kalder det, til amatørpolitikeren, de faglærte og ufaglærte, som måske er ved få den opfattelse, at der ikke længere er plads til dem. Bogen er en velargumenteret håndsrækning snarere end en faglitterær afhandling.

- I stedet for at bevise, om nogle af dem har det dårligt, så prøver vi at sige, “I skal passe på.” Hvis I ikke holder fast i jeres amatørstatus nu, og hvis I ikke holder fast i at være politikere, så kan I risikere at ende i en vanskelig situation, forklarer Ulrik Kjær.

Vi skal kræve holdninger

Han mener, at det er et fælles ansvar: Du og jeg. Medierne og embedsværket. Vi skal acceptere, at kommunalpolitikerne - amatørerne, som ikke får løn for det - ikke kan svare på alle tekniske spørgsmål. Og det er helt fint, for her står der dygtige, veluddannede embedsfolk klar i kulissen med svar. Det er vigtigt at skelne mellem amatørpolitikere, som har andre job ved siden af byrådsmøderne, og så folketingspolitikerne, der lever af hvervet – de professionelle.

Men vi skal stadig stille krav til amatørpolitikerne – krav af en mere politisk karakter. Vi skal kræve, at de har holdninger, de brænder for. Mærkesager, der er opstået på baggrund af deres kendskab til lokalmiljøet, fordi de selv lever i det. Det skal være drivkraften for at bruge timer pro bono på at gøre lokalsamfundet til et bedre sted. Det skal kompensere for den manglende viden om skattefradragsregler og EU-konventioner.

Bogen i sig selv er også et indspark i en stille debat, hvor håbet er at få meninger på bordet. Også de uenige, så længe der bliver reageret.

- I den bedste af alle verdener vil der være nogen, som kan se vores argument, men der må hjertens gerne også være nogen, som er stærkt uenig med os. Og det tror jeg da nok nogen skal være, siger Ulrik Kjær.