En af de meget læste historier på nyhedstjenesten dknyt lige op til jul var, da vi kunne bringe fordelingen af finanslovens meget omtalte ældre-løft under overskriften ’Se din kommunes andel af ældre-milliarden’.

KL-formand (og det er han lidt endnu) Erik Nielsen (S) havde i en kommentar ellers pippet lidt om, at han ville advare mod, ’at pengene skulle udmøntes for bureaukratisk med ansøgninger og puljer. (…) Regeringen bør også i udmøntningen have tillid til, at det er kommunerne, der er tættest på borgerne og ved, hvad den bedste indsats er.’

Men sådan blev det ikke. Ældremilliarden blev endnu en gang et eksempel på statsstyring og et bureaukratisk forløb, der gør det svært at se, hvordan man i de højere administrative luftlag egentlig forestiller sig, at papirarbejdet skal mindskes og ikke øges.

Embedsmændene i Socialministeriet fordelte nøje milliarden ud på de 98 kommuner – ud fra en såkaldt objektiv fordelingsnøgle for udgiftsbehovet. Så var den di­skussion ligesom taget – uden irriterende indblanding - og ikke mindst derfor var der så stor interesse for artiklen på dknyt med de afgørende tal.

Syltet ind i bureaukrati

For en pulje var det jo – og en pulje skal man søge – også selv om det på forhånd er bestemt, hvor stor en andel man kan råde over. Alle 98 var udset til en bestemt andel, alle 98 søgte, og alle 98 fik godkendt deres ansøgning om, hvordan de ville bruge deres andel på genoptræning, personlig pleje og rehabilitering.

Undervejs gav det lidt murren i krogene som, da byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Tine Korsholm (V) til Ringkøbing Amts Dagblad udtalte: ’Pengene er syltet ind i bureaukrati. Vi skal redegøre for alt – helt ned til, hvilken timelønmedarbejderne får. Og vi bliver nødt til at sætte penge af til at redegøre for, hvordan pengene bliver brugt. Det kan ikke være rigtigt.’

Korsholm kaldte det en mistillidserklæring fra Christiansborg – og et eksempel på, hvordan kommunernes råderum hele tiden bliver indskrænket. Men søge gjorde de ude i kommunerne. For hvem ville sige nej til nogle ældre-millioner, selvom de, der udfyldte de udførlige ansøgninger, må have haft samme initiativ-dræbende fornemmelse som de bryllupsgæster, der på forhånd får at vide, i hvilken butik de skal købe netop den gave, værterne ønsker sig.

Stive smil

Så i årets første måneder fik alle embedsmændene ovre i Socialministeriet fine ansøgninger fra alle embedsmændene ude i kommunerne. Og alle ansøgningerne fik et flot ja til det, kommunerne havde søgt om – og de havde jo også fået at vide, hvad de skulle bede om og hvor meget. Og presseafdelingerne i kommunerne kunne skrive, hvor glade borgmestrene var for, at ministeriet havde sagt ja til netop deres ansøgning.

Måske var smilene en smule stive. Mandag Morgen kunne citere kommunaldirektør Per Røner fra Stevns for en vis overraskelse over at skulle gøre rede for, hvor mange kilometerpenge de ansatte skal have udbetalt under ekstrabesøg hos de ældre: Jo flere detaljer vi skal regne på, des mere administration for os.’ Stevns brugte cirka 50.000 kroner på opgaven.

Til sidst et par lønlige håb: At afbureaukratisering i praksis bliver fast tema på de studier, der uddanner embedsmænd – med gæstelærere fra kommunal gulvhøjde – for eksempel den aarhusianske ’kontrolfri zone’. Samt at modige socialdirektører indbyrdes aftaler at trodse de ministerielle detaljekrav. For ellers skal hele forløbet med ført hånd og stive smil gentages til næste år.