“Vi har manglet politisk accept siden 60’erne"

Siden by- og landzoneloven trådte i kraft i 1970 har landsbydøden bredt sig. Men politiske signaler peger endelig mod fornyet opbakning til landområderne, mener Carsten Abild, formand for Landsbyerne i Danmark

landsbyer

Af Lærke Cecilie Lindegård | [email protected]

 

KL annoncerede på Kommunalpolitisk Topmøde i år at sætte fornyet fokus at sikre et Danmark i balance, hvor vækst både sker i land og by. Hvad ligger i det budskab?

Det er utroligt positivt, og det har vi i mange år savnet. Det er trist at tænke på, at det er 44 år siden, at politikerne på Christiansborg reelt besluttede, at landsbyer og landdistrikter skulle afvikles. Man fik den opfattelse i 60’erne, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne lade sig gøre i byer, hvor folk boede tæt, og ikke på landet, hvor folk boede spredt. Derfor fik vi by- og landzoneloven (i dag randzoneloven, red.), hvor man i landzonen kun tillod tre erhverv; landbrug, skovbrug og fiskeri, mens al udvikling skulle ske i byzonen. Det var også i byerne, at håndværk, småindustri, nye arbejdspladser og bosætning skulle ske. Det var simpelthen en national katastrofe.

Jeg var i Bruxelles for fem år siden, og der sagde embedsmændene, at de slet ikke forstod os danskere. Vi havde et dejligt land, store arbejdspladser og veludviklede byer over hele landet, og så laver man en lov, der siger, at Danmark kun skal bestå af bysamfund fremover. Ingen andre EU-lande har valgt at afvikle landsbyerne på den måde.

I mener, at hovedproblemet i planloven ligger i, at den hindrer en udbygning af boliger på landet?

Præcis. Den hindrer bosættelser og nye arbejdspladser, som er to fundamentale ting, for at et samfund kan fungere. Loven siger stadigvæk i dag, at udviklingen skal ske i bysamfund.

Men hvis der nu virkelig var en folkelig vilje til at få landsbysamfundene til at blomstre, skete det så ikke?

Nej, problemet er jo, at det her aldrig har været til folkeafstemning eller folkedebat. Det var udelukkende noget, som politikerne besluttede med Kommunalreformen (i 1970) og med by- og landzoneloven. Det kom som et chok for landsbysamfundene, da det gik op for dem, at håndværkeren, mureren og tømreren, som altid har været på landet, ikke længere kunne have deres håndværk og småindustri derude.  

Hvad er det for en lempelse af planloven i efterlyser?

At man eksempelvis kan være iværksætter på landet og bruge nogle af de 100.000 tomme landbrugsbygninger, der er. Selvom man i princippet godt må bruge de tomme bygninger i dag – det har man måttet siden 1993, hvor den første lempelse af planloven tillod andre erhverv end landbrug, skovbrug og fiskeri i bygningerne. Men problemet er, at man ikke må udvide bygningerne i landzonerne.

Men hvilket belæg findes der for, at folk rent faktisk har lyst til at bo på landet? Kan der ikke ligge en mental eller kulturel barriere, som slet ikke handler om planlov eller mulighederne for boligudvidelser?

Nej, det mener jeg ikke. En undersøgelse viser for eksempel, at 15 procent af alle byboerne gerne vil på landet og leve det der hedder ‘en blødere velfærdstilværelse’. Det vil sige et overskueligt liv, de kan have dyr, der er fællesskab, foreningsliv og medbestemmelse. Jeg er slet ikke i tvivl om, at folk gerne vil bo på landet, hvis der var sikkerhed for, at der var en skole, en nærbutik osv. Det som har slået landsbyerne ihjel er usikkerheden om hvorvidt alt det her ville forsvinde, hvilket det så også har vist sig at gøre.

Havde man blot taget et fjerde ben med i lovgivningen og tilladt håndværk og småindustri, havde vi set en meget anden udvikling på landet, hvor der ville være grundlag for arbejdspladser og deraf også bosættelser. Og så havde vi også til dels undgået den ruinfase, vi er på vej ind i.

Da lempelsen af planloven skete i 93, flyttede flere folk så rent faktisk ud på landet?

Absolut. Mange håndværkere er flyttet ud i tidligere landbrugsbygninger. Men et andet problem er låneforholdene, som er meget dårlige.

Ja. For et år siden havde Landsbyerne i Danmark et møde med Carsten Hansen (S) og Realkreditrådet om udfordringerne med at få lov til at optage lån, blandt andet kreditforeningslån. Er i kommet en løsning nærmere?

Desværre nej. Og det er et stort problem. Kreditforeningerne har den opfattelse, at hvis et hus har en værdi til under en halv million, så vil man slet ikke låne til det eller også skal man stille med mange penge selv. Derfor foreslår vi statsgaranterede lån, hvor kreditforeningerne giver 60 procent, staten 20 procent og 20 procent egenfinansiering.

Da S-SF-R dannede regering i 2011 fik Danmark sit første Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter. Har ministeriets eksistens levet op til jeres forventninger?

Vi har haft flere møder med Carsten Hansen, men han har også miljøministeriet, han skal have med på en liberalisering af planloven. Carsten Hansen (S) har gjort det godt, men han jo også andre ministerier – blandt andet Miljøministeriet – og 40 års centralistisk kultur, som han skal kæmpe med, så tingene udvikler sig ikke på én dag.

Men vi er kisteglade for, at vi har fået en minister på området, og at KL nu også vil arbejde for liv på landet. Den politiske accept, som vi har manglet, siden man valgte at gå den anden vej i 60’erne, får vi nu. Det er de her politiske signaler, der i sidste ende skal sikre os fibernet, mobildækning, gode lånevilkår og så videre. Og jeg synes, at vi de sidste par år har set flere positive politiske signaler end vi har set de sidste 40 år.

Blå bog Carsten Abild

- Født 23. juni 1941

- Uddannet lærer med historie som hovedfag

- Formand for Landsforeningen af Landsbysamfund siden 1975 (i 1979 omdømt til Landsbyerne i Danmark)

- Medlem af Otterup Kommunalbestyrelse for Venstre 1978-2007

- Medlem af regionsrådet i Region Syddanmark 2007-

- Har i år modtaget æresprisen fra By, Bolig og Landdistriktsministeriet for indsatsen for Danmarks landsbyer

 

Arbejdsmarked

Tilmeld dig nyhedsbrevet