Sandheden er ofte ilde hørt. Det måtte den hamborgensiske delstatspolitiker Stefanie von Berg sande, da hun offentligt citerede bogen "generation mix. Vores byers superdiverse fremtid og hvad vi stiller op med den".

Politikeren modtog ikke bare smædemails, men også direkte mordtrusler, fordi hun udtalte, at der "om 20 til 30 år ikke vil være noget etnisk flertal tilbage i Hamborg."

Hun var i denne sammenhæng ganske optimistisk - og dermed direkte farlig i manges øjne. Men i virkeligheden sagde hun måske bare, hvordan landet kommer til at ligge. Det mener i hvert fald den tyske etnologiprofessor Jens Schneider, der både står bag det omfattende europæiske TIES-studie af indvandring og integration samt bogen "generation mix", som Hamborg-politikeren citerede fra.

- De demografiske statistikker viser, at for eksempel London og Amsterdam allerede i 2013 overskred det punkt, hvor 50 procent - altså flertallet - af bybefolkningen har migrationsbaggrund. I Tyskland er en by som Frankfurt meget tæt på - i øvrigt med over 160 forskellige oprindelseslande, fortæller Jens Schneider til Kommunen.

- Hvis man kigger på de yngre generationer, er der alle-rede en lang række vest-lige byer, hvor over 60 procent af alle under 18 år har migrations--baggrund. Så det kommer.

Den superdiverse by

Denne udvikling foregår i hele den vestlige verden - både amerikanernes WASP's (White Anglo-Saxon Protestants, red.), "the British whites", de "autochtone Nederlanders" eller "die Deutschen" mister deres flertalsposition i landenes storbyer. I disse nye "superdiverse byer", som det hedder i sociologien, er det afgørende, at der i kraft af indvandringen og blandingen af de etniske grupper ikke opstår en ny majoritetsgruppe - de oprindelige etniske flertal bliver til mindretal blandt mange andre.

- Hermed opstår den enorme opgave at formulere et nyt grundlag for vores samfund. For udsagnet "I skal integrere jer og tilpasse jer os" falder unægteligt sværere, når der ikke er en majoritet. Vi må pinedød tage stilling til denne udvikling - uden at gå i panik og miste blikket for chancerne, siger Jens Schneider.

Blandt chancerne ser han blandt andet en styrkelse af det sekulære demokrati, fordi det bliver endnu mere attraktivt for endnu flere mennesker på grund af ønsket om et samfund uden marginalisering. I sidste ende øjner han endda muligheden for et mere retfærdigt og egalitært samfund.

Krisens krusninger

Med flygtningekrisen ser inte-gration ud til at have fået en presserende aktualitet. I forhold til den demografiske ud--vikling henmod superdiversitet ud-gør flygtningekrisen imidlertid kun "krusninger på over-fladen", mener etnologen.

- Men den udstiller en række forsømmelser i vores socialpolitik især indenfor socialt boligbyggeri og i mange europæiske skolesystemer. Vi får brug for alle - også indvandrerne. Så den store udfordring er, at deres børn ikke står som integrationstabere om 30 år, siger Jens Schneider.

- I mere erfarne indvandringslande ved man, at man ikke kan vente sig meget af den første generation af indvandrere. Anden generation vil derimod sjældent affinde sig med forældrenes begrænsninger som for eksempel offentlig forsørgelse,  manglende sprogkundskaber, dårlig uddannelse og de parallelle infrastrukturer, der typisk bygges op i storbyerne, siger Jens Schneider.

Han henviser her til, at ønsket om etnisk blanding og kontakt med andre etniske grupper stiger med indvandreres uddannelsesniveau. Hos den her hjemmehørende etniske gruppe forholder det sig omvendt: Her falder øns-ket om kontakt med andre etniciteter, jo bedre de er uddannede. En tendens, der i Schneiders øjne bakkes op af, at mange af de højrepopulistiske strømninger i Europa udgår fra en veluddannet og velbeslået middelklasse med ringe praktisk erfaring med det multikulturelle samfund.

- Trods åbenheden og ambitionerne har andengenerationsindvandrere i Europa endnu sværere ved at klare sig godt end børn fra uddannelsesfjerne lag generelt. Med andre ord: Vores samfund har et problem i kraft af en række strukturelle hindringer, som vi er tvunget til at gå offensivt til, siger Jens Schneider.

Tyrkere som case

Det empiriske grundlag for Schneiders bog er især TIES-studiet, der fokuserer på de store grupper af tyrkiske andengenerationsindvandrere i de vesteuropæiske storbyer. Som efterkommere af gæstearbejdere er den udbredte gruppe sammenlignelig på tværs af landegrænserne. De store forskelle i integrationsniveauer har altså næppe med selve gruppen at gøre, men med for eksempel sociale, familiepolitiske og især uddannelsesmæssige rammer i de enkelte lande som Sverige, Tyskland, Holland, Frankrig og Schweiz.

I de tyske storbyer er billedet generelt forstemmende. Op mod to tredjedele af alle kvinder i anden generation er stadig hjemmegående, og en stor del er på overførselsindkomst. I byer som Paris og Stockholm er andengenerationstyrkere statistisk kommet langt videre især i forhold til uddannelsesniveau og andelen af kvinder i kvalificerede job.

For Jens Schneider hviler integrationssucces især på chancelighed og uddannelsessystemer,  hvor der er bred adgang til børnehaver, heldagsskoler og en god overgang fra skole til videreuddannelse. Men i sidste ende spiller de politiske diskurser også en stor rolle.

- Ligesom islamismen sætter højrepopulismen målrettet skel. Der opstår en marginalisering, som åbenlyst er destruktiv i den superdiverse by. Dermed øges skabelsen af parallelsamfund i den laveste ende af den sociale rangstige.

Succes i velfærdsstaten

Spørgsmålet er, om Jens Schneiders optimisme hjælper os videre i de skandinaviske velfærdssamfund, hvor det høje skattetryk forudsætter en stor samfundsmæssig solidaritet, som formentlig vil borteroderes i det superdiverse samfund.

Det tvivler etnologiprofessoren på. For transatlantiske integrationstal, der især går på uddannelsesniveau, selvforsørgelse og arbejde, antyder godt nok, at indvandrere i for eksempel New York er tvunget til succes, fordi der ikke er et socialt sikkerhedsnet.

- I den anden grøft ser vi i et land som Sverige en lignende succes med den tyrkiske gruppe. Ikke på trods, men på grund af velfærdsstaten, der blandt andet sikrer en bred adgang til uddannelse og rimelige boligforhold. Især blandt kvinderne er uddannelses- og erhvervsfrekvensen stærkt stigende, og de får færre børn og i en senere alder, siger Jens Schneider.

- Her er det mit indtryk, at de faktisk identificerer sig med velfærdssystemet og er villige til at betale høje skatter for at opretholde dette system.

Den hvide klasse

Trods den entydige udvikling består storbyernes herskende klasser stadig langt overvejende af hvide, etnisk hjemmehørende grupper. Derfor var det også opsigtsvækkende, da London for nylig fik sin første muslimske overborgmester i Sadiq Khan.

- Khan er et godt eksempel på udviklingen, mener Jens Schneider.

- Han er en sekulær andengenerationsindvandrer, der ikke kun er vaskeægte londoner, men også samtidig vedkender sig sine pakistanske rødder. Han forsvarer med selvfølgelighed det britiske samfund, religionsfriheden, demokratiet og den fri markedsøkonomi.

I sidste ende er Jens Schnei-der derfor "forsigtig fremtidsoptimist" på den superdiverse storbys vegne. Mange vil højst sandsynligt kalde ham himmelråbende naiv. Han har dog aldrig selv fået trusler som politikeren i Hamborg.

- Jeg benægter ingenlunde de alvorlige problemer med ærkekonservative indvandrerstemmer, med religiøs undertrykkelse eller med patriarkalske strukturer, skynder Jens Schneider sig at tilføje.

- Men grundlæggende er spørgsmålet, om vi fremmer disse problemer ved at give især andengenerationsindvandrerne ringere kår og chancer end alle andre. Eller om vi kvæler disse fænomener ved at give de unge mennesker mulighed for at deltage på lige fod med alle andre i en langt mere attraktiv samfundsmodel.