En af Tysklands vigtigste konservative stemmer, den tidligere forfatningsdommer og juraprofessor Udo Di Fabio (yderst til venstre i billedet), advarer mod Vestens lemfældige omgang med de statsbærende institutioner. Det skyldes blandt andet, at de vestlige stater permanent overskrider de beføjelser, der i en liberal optik tilkommer dem. Foto: Winfried Rothermel / AP / Polfoto
En af Tysklands vigtigste konservative stemmer, den tidligere forfatningsdommer og juraprofessor Udo Di Fabio (yderst til venstre i billedet), advarer mod Vestens lemfældige omgang med de statsbærende institutioner. Det skyldes blandt andet, at de vestlige stater permanent overskrider de beføjelser, der i en liberal optik tilkommer dem. Foto: Winfried Rothermel / AP / Polfoto

Vesten vakler

Vesten står i en historisk krise, fordi vi mister tiltroen til vores institutioner og glemmer grundlaget for vores frihed, mener den mangeårige dommer ved den tyske forfatningsdomstol, juraprofessor Udo Di Fabio. Kommunen har spurgt til patientens komplekse sygdomsbillede.

frihed

Af Mathias Irminger Sonne | [email protected]

At flygtningekrisen har udviklet sig til en alvorlig politisk krise, der udstiller EU's strukturelle svagheder, er åbenlyst. Krisen stikker imidlertid langt dybere end europæiske fejlkonstruktioner. Det mener i hvert fald den prominente tyske juraprofessor Udo Di Fabio, der især er kendt som dommer ved landets vigtige forfatningsdomstol igennem mere end 10 år.

- Vi oplever pludselig vold, anneksioner, islamistiske udfordringer i periferien og multilateral dannelse af magtblokke, siger Udo Di Fabio - i hans øjne foregår der ligefrem en geopolitisk fragmentering i Europa og Vesten, som kan få ham til at ønske sig Den Kolde Krigs selvbekræftende fjendebillede tilbage.

- Dertil kommer vores demografiske udvikling, finanskrisen og en europæisk stabilitetskrise. Derfor taler jeg om en "multipel og permanent krise.”

”Vi stræber ikke efter en god organisation af de udfoldelsesrum, der garanterer friheden, som for eksempel på universitetet eller i erhvervslivet. Vi ønsker derimod direkte handlingsanvisninger. Det kan også være upåfaldende adfærdsstyring i form af "nudging", men med det samme mål: At der kun gennemføres det, som den aktuelle politiske moral mener er rigtigt.”

Netop denne krise har fået den prominente jurist til at begå det historisk og filosofisk tungtvejende værk "Schwankender Westen". Her opfattes Vesten ikke som et skarpt afgrænset geografisk område i Europa og Nordamerika, men som et normativt - og verdenshistorisk overlegent - system af ideer.

- Når vi taler om Vesten, mener vi et menneskebillede, en særlig måde at forklare verden på, en bestemt samfundsorganisation. Den vestlige samfundsorden er altid ufærdig og fuld af umiddelbare indre modsætninger. Men i centrum af vores samfundsorden står det enkelte menneskes værdighed og frihed til udfoldelse, som kun er garanteret i kraft af retsstaten.

Utålmodig styringstrang

En af de mest fatale årsager til Vestens krise ligger i juraprofessorens øjne i vores svindende forståelse for vores samfundsmæssige institutioners betydning - det gælder for eksempel institutioner og forvaltninger indenfor det juridiske, økonomiske, politiske eller kulturelle område. Her har vores skyklapsyn ligefrem medført et "statsforfald", fordi vi er ved at glemme vores idéhistorie og vores institutioners funktioner, mener Di Fabio.

- Nutiden er utålmodig. Vi vil styres direkte og gør os for sjældent den ulejlighed at tage den afgørende omvej over institutionerne, siger han.

Vi vil med andre ord se en umiddelbar funktion af vores love og se målene for vor-es reformplaner virkeliggjort her og nu, mener den tyske professor.

- Vi stræber ikke efter en god organisation af de udfoldelsesrum, der garanterer friheden,  som for eksempel på universitetet eller i erhvervslivet. Vi ønsker derimod direkte handlingsanvisninger. Det kan også være upåfaldende adfærdsstyring i form af "nudging", men med det samme mål: At der kun gennemføres det, som den aktuelle politiske moral mener er rigtigt.

Socialstatens grænser

I kølvandet på denne sociale styring, som de vestlige befolkninger i stadig større grad bifalder, skaber staterne endnu mere fokus på kvantificerbare parametre som for eksempel vækst og beskæftigelse. Men denne "socialtekniske samfundsstyring", som det hedder i Di Fabios systemteoretiske ordforråd, ignorerer sine egne bivirkninger.

- Siden 1960'erne har de store demokratier spillet på alle tænkelige makroøkonomiske og socialtekniske strenge for at nå deres politiske mål. Dermed har vi tæret så meget på de finansielle, institutionelle og kulturelle ressourcer, at det ikke mere er bæredygtigt for vores samfund, advarer juristen i sin bog. Men hvad betyder det?

- Ikke på grund af deres svaghed, men netop på grund af deres succes har de vestlige samfund en tendens til at nedbryde og overskride deres egne grænser, forklarer Di Fabio.

- Her tænker jeg ikke så meget på landegrænser, men på grænserne mellem for eksempel stat og erhvervsliv, mellem videnskab og politik eller mellem forskning og erhvervsliv. Staten har styret økonomien og erhvervslivet i årtier. Vi bliver ved med at prøve at skabe vækst med politiske midler uden at gå den møjsommelige vej over bedre uddannelse, større konkurrenceevne, bedre erhvervsmæssige strukturer og så videre. I stedet poster staten penge ud, laver handlingsprogrammer og bliver en stadig større spiller i økonomien, hvor den behersker en stadig større del af BNP, siger Udo Di Fabio.

- Netop det mener jeg med, at staten nedbryder sine grænser og skaber en gensidig overbebyrdelse.

Samfundets statsfri midte

I modtagelsen af Udo Di Fabios bog har netop denne tro på en saliggørende balance i den sociale markedsøkonomi været en af de stærkeste indvendinger - ikke mindst i lyset af finanskrisen. Professoren holder imidlertid fast i den nødvendige kobling mellem markedsøkonomi, frihed og demokrati. Det gælder helt ned til den enkelte, autonome borger med en robust ejendomsret.

Derfor skyr han heller formuleringer som, at "den frihedssøgende socialstat aldrig må gøre overførselsindkomster til reglen". Den skal derimod sørge for, at "de forvaltede eksistenser hurtigst muligt kan vende tilbage til samfundets statsfri midte".

Desværre er også denne liberale præmis under pres - endnu et symptom i Vestens komplekse sygdomsbillede, mener Di Fabio. Liberalismen er som politisk projekt nemlig uhyre svær at give en emotionel forankring. Som identitetsskabende fortælling for Vesten visner den for tiden mellem hænderne på os.

Dyre gevinster

Udo Di Fabio er ikke en mand af få ord. Og heller ikke en mand med letkøbte holdninger, som ignorer nuancerne i paradokser. Det gælder for eksempel globaliseringen, der i juraprofessorens øjne sætter mange af Vestens værdier på alvorlig prøve. Det gælder ikke mindst skismaet mellem nationalstaten som politisk enhed og den stigende nødvendighed af international koordinering. Det øger kompleksiteten af de vestlige systemer radikalt, og - for eksempel hvad EU's opbygning angår - kobler det åbenlyst store dele af befolkningen helt af, mener den tyske professor.

- I alle europæiske lande er det med til at skabe populistiske strømninger, der protesterer mod kompleksiteten med meget forsimplede forklaringer, siger Di Fabio med henvisning til både højre- og venstreorienterede strømninger i Europa.

- Det er farligt, fordi de store demagoger får hele systemet til at vakle med deres forsimplinger, som gør det svært at handle rationelt. De formidler et indtryk af, at man kan høste alle fordelene ved globaliseringen og samtidig genoprette den nationale, lukkede stat.

En af eliternes opgaver er og bliver derfor at forklare tidens stærke diskrepans mellem de nationale rum og den fremadskridende europæiske dimension, siger professoren, der blandt andet har været en stærk kritiker af Schengen-processen og har afsagt afgørende domme fra forfatningsdomstolen om Den Europæiske Centralbanks stærkt omstridte linje i eurokrisen.

- Ellers skulle vi grundlægge en europæisk forbundsstat. Det ville jeg også være tilfreds, eller endda mere tilfreds med - hvis den politiske  vilje var til stede. Men det er den jo ikke i tilstrækkelig grad, siger Udo Di Fabio og tilføjer:

- At for eksempel danskerne har deres egen mening og ikke bare er villige til at rette ind i al evighed, som man ofte oplever det i Tyskland, har jeg stor respekt for. Derfor håber jeg også, at danskerne fortsat vil være med til aktivt at forme EU, og at I ikke lader jer drive væk fra Europa af en eller anden populistisk strømning.

Det 'åbne' samfund

I den aktuelle flygtningekrise har Udo Di Fabios holdninger været en eftertragtet vare. Ikke kun i medierne, men også hos delstaten Bayern, der har givet juraprofessoren til opgave at undersøge, om Merkels og forbundsregeringens linje har været forfatningsstridig i forhold til  delstaternes grundlovssikrede ret til at kunne "opretholde deres egne statslige handlingsrum.”

Det handler her ikke om en klage, men en "åben undersøgelse", understreger Di Fabio. I temmelig teknokratiske termer lægger han dog ikke skjul på, at han ser store faremomenter ved den nuværende tilstrømning til Tyskland.

[intense_collapsibles content_border="1px solid #d6d6d6"] [intense_collapse title="Tysklands forfatningsdomstol" external_link_target="_self"]

I modsætning til Danmark har Tyskland en særskilt forfatningsdomstol, der behandler love eller praksis i den offentlige forvaltning, som måtte være i strid med grundloven.

Med sin hyppige underkendelse af vedtagne love sikrer forfatnings-domstolen blandt andet, at parlamentet i sin lovgivning ikke begår diskrimination eller overgreb på indbyggernes grundlovs-sikrede rettigheder.

[/intense_collapse] [/intense_collapsibles]

 

- Vi er i Tyskland blevet til et indvandringsland, men vi har næsten ikke gjort noget af det, som ellers kendetegner indvandringssamfund i form af indvandringsregelsæt og -systemer, siger han og påpeger, at selv en demokratisk retsstat har behov for "kontrol over sine grænser og sin befolkningssammensætning.”

- At en stat er åben overfor verden, betyder ikke, at den er komplet uden grænser. Det kan føre til opløsning af dens egen statslighed. At forstå det og omsætte det til politik indenfor et europæisk fællesskab - også i kriser som den nuværende flygtningekrise - det er det store kunststykke.

En svag kultur

Samtidig udstiller flygtningekrisen mange borgeres angst for, at Vesten kulturelt set er svag. Hele vores samfundsmodel har i Di Fabios optik siden renæssancen stået i et spændingsfelt mellem fællesskabsdannelse og individuel frihed.

- Men i dag mister fællesskaberne i stigende grad sammenhold, og frihed bliver næsten kun set som befrielse for bindinger. Det kritiserer jeg ikke i og for sig. Men måske har vi faktisk brug for eksempelvis familiære bidinger, religiøse fællesskaber, en mening hinsides det materielle? Et samfund bør ikke kun se på sit økonomiske grundlag, men også det kulturelle, siger Di Fabio til Kommunen.

- Hvad økonomi og retsorden angår, føler vi os stærke, men kulturelt set føler vi os svage. Samtidig aldres vores samfund, og hvis man lægger alle disse faktorer sammen, får folk et pessimistisk syn på fremtiden.

Vakle uden at falde

Med sit historiske helikopterblik tager Di Fabio både terrorangrebene i Paris og den franske reaktion med tre måneders undtagelsestilstand forholdsvis roligt.

"Alle disse frygtelige angreb med så stor aggressivitet tvinger os jo til at forbedre sikkerheden. For  det meste er det ikke nødvendigt at ændre noget retligt, men udelukkende at udruste politiet bedre. Så længe trusselsniveauet er uklart, kan man godt forsvare for eksempel forsamlingsforbud i forbindelse med udråbelsen af en undtagelsestilstand, uden at det straks betyder, at hele Frankrigs retlige grundlag drages i tvivl," siger Di Fabio.

I sidste ende har Vestens diffuse sygdomsbillede udløst mange symptomer. De kan i Udo Di Fabios øjne opsummeres i begrebet "ubalance" - at Vesten faktisk vakler. Trods sin opsang om at besinde sig på vores samfundsbærende institutioner vil Di Fabio dog ikke høre på apokalyptiske gravtaler om, at Vesten allerede er i forfald.

- Den slags tanker blev allerede tænkt i 1930'erne. Men så var det jo Vesten, der først vandt 2. Verdenskrig og siden Den Kolde Krig. Vestens ressourcer og kræfter er stadig enormt store.

Blå bog

Prof. Dr. Dr. Udo Di Fabio

  • Tysk jurist, født 1954.
  • I perioden 1999-2011 dommer ved den tyske forfatningsdomstol. Siden da professor i offentlig ret ved Universität Bonn.
  • Er bogaktuel med "Schwankender Westen" (C.H. Beck Verlag, 272 sider).

Tilmeld dig nyhedsbrevet