Den politiske hukommelse virker ofte ganske kort. Hvem husker overhovedet, hvem der indførte den dagpengereform, som forkortede dagpengeperioden fra syv til fire år - eller at den overhovedet blev forkortet? Derfor er der heller ikke meget at sige til, at de fleste har glemt alt om den velfærdskommission, der blev nedsat i 2003 med den begrundelse, at der fortsat skal være råd til velfærd i fremtiden. Og modsat mange andre kommissioner kan man her tale om én, hvis anbefalinger alle som en var blevet grundigt overvejet og mange gennemført.

Om man husker det eller ej, så kom velfærdskommissionen i december 2005 med 43 anbefalinger. Nogle var så langt fra den såkaldte danske model, at det ville kræve store ændringer nogensinde at indføre dem, sagde man. Dengang virkede det for eksempel helt utænkeligt, at man kunne afskaffe efterlønnen på bare 23 år.

Det kunne man, skulle det vise sig - og endda væsentlig hurtigere.

Siden 2005 er der løbet meget politisk vand i den berømte å, og mange af de ting, som i sin tid virkede omsonst, er i dag den virkelighed, som borgere oplever hver eneste dag.

De seneste flueben på tjeklisten lader til med regeringens 2025-plan at blive kandidatstudier for lånte penge og en forhøjet pensionsalder. Altsammen til gavn for den velfærd, der skal passes så meget på, at man er nødt til at skære i den.

Velfærdskommissionen kom med 43 anbefalinger - inklusive en skattereform. Mange er som sagt blevet gennemført, men siddende regeringer siden december 2005 har ikke bare fulgt anbefalingerne fra velfærdskommissionen; de har overimplementeret næsten hvert eneste spareforslag.

Rapporten med de 43 punkter blev ganske enkelt et sparekatalog, hvor anbefalingerne fik en dosis amfetamin og sparekravet et hak opad samtidig med, at alle forslag om bonusser og krav til virksomheder blev ignoreret.

Tag for eksempel det nylig lancerede forslag om at lade kandidatstuderende låne halvdelen af deres SU modsat 40 procent tidligere. Velfærdskommissionen foreslog, at hele SU’en var et lån - med et enormt aber dabei, som bestod i, at det lån ville blive eftergivet, hvis man tog arbejde i Danmark efter endt uddannelse.

Eller se på kommissionens forslag om at beskære dagpengeperioden med halvandet år. Også det fik et nøk opad til 2 år.

Til gengæld så man aldrig noget til forslagene om at fjerne den gensidige forsørgerpligt for ægtefæller eller en aktiveringsindsats, som var vurderet på baggrund af sundhedsmæssige og sociale hensyn. Heller ikke øgede omskolingsmuligheder eller indførelsen af oplæringsstillinger blev til noget.

I vejen for alle de gode gaver kom selvfølgelig den allestedsnærværende krise, som vi nu har talt om i otte år. Man tager sig selv i at spørge, om den undskyldning nogensinde forsvinder.