Velfærdsinnovation med en pistol for panden

Den økonomiske krise har sat offentlige besparelser øverst på dagsordenen i det meste af Europa. Særligt i England, hvor massive nedskæringer øger presset for at udvikle helt nye måder at løse velfærdsopgaverne.

velfærd

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

På væggen dukker et billede op af en overvægtig kvinde, der sidder midt i en temmelig kaotisk stue. 

Det er Tina. Tina er 34 år, har fire børn med forskellige mænd, hun er flyttet syv gange inden for de sidste fire år og har selv været udsat for overgreb i sin opvækst. Krise er normaltilstanden for Tina og hendes familie.  

Hele 17 forskellige offentlige engelske myndigheder lige fra jobcenter til politi og skadestue er involveret i at løse forskellige dele af familiens problemer. Men til trods for de mange ofte gode intentioner og betydelige offentlige udgifter synes familien at være låst fast i et ubrydeligt socialt mønster.

”Tina er blot en af de mindst 100.000 familier her i landet, som befinder sig i konstant krise. Og i vores møde med Tinas familie stod det klart, at hele systemet omkring hende er en del af problemet,” siger Jennie Winhall, der styrer powerpoint-præsentationen.

Hun er seniorstrateg i den sociale virksomhed Participle, som arbejder med at udvikle nye løsninger på komplekse sociale problemer.

For Participle er ambitionen at vise, hvordan en ny velfærdsmodel kan se ud. Grundlæggende set handler det om at engagere folk i løsningen af deres egne og andres problemer. Civil- og lokalsamfundet er kernen, og målet er at tage hånd om nogle af de problemer, som mange har til fælles, men ingen har direkte ansvar for.

”Vi har brug for løsninger, der ikke kommer fra de offentlige institutioner, men fra folk selv,” siger Jennie Winhall, mens hun klikker videre i sine powerpoints, der er projekteret op på væggen i det ene hjørne af det lille ’studio’, hvor hun og hendes syv faste kollegaer holder til.

Big society

Den tankegang kunne være taget direkte ud af den konservative britiske premier­minister David Camerons programerklæring om at erstatte ’big government’ med et ’big society’. 

Politikernes og det offentliges rolle skal rulles tilbage til fordel for et styrket civilsamfund, hvor frivillighed og borgernes eget ansvar og engagement bliver bærende kræfter for varetagelsen af fremtidens velfærd.

Da Cameron overtog regeringsmagten i 2010, blev ’big society’-projektet med de klare ideologiske overtoner sat i søen, sideløbende med at en omfattende nedskæringsdagsorden for den offentlige sektor blev konkretiseret.

81 milliarder pund, eller omkring 690 milliarder kroner, vil de offentlige udgifter blive reduceret med frem mod 2015. Det svarer til lige knap 20 procent af de samlede udgifter, og kun det nationale sundhedsvæsen er undtaget. 

Allerede i april i år ramte den første bølge af nedskæringer så de lokale forvaltninger, som fik reduceret de samlede budgetter med over syv procent. 

Brændende platform

Med det økonomiske perspektiv og udsigten til, at 500.000 offentlige arbejdspladser forsvinder, befinder den britiske velfærdssektor sig i den grad på en brændende platform for at finde nye måder at løse velfærdsopgaverne. 

Det er ikke mange, der gør sig illusioner om, at det nuværende niveau kan holdes. Men presset for at finde alternative løsninger, der kan afbøde de mest negative konsekvenserne af besparelserne, er enormt.

Her kan en virksomhed som Participle og de mange lignende engelske organisationer og virksomheder for alvor komme til at spille en rolle. Den engelske velfærdsmodels særegne miks af offentlige indsatser, frivillige kræfter og et stort privat marked har skabt en hel niche af professionelle, der udelukkende arbejder med at udvikle velfærden ved at bringe de forskellige aktører sammen på nye måder.

For Participle handler det først og fremmest om at hjælpe det offentlige, og særligt de lokale myndigheder, med at finde billigere løsninger på svære sociale problemer og den støt voksende andel af ældre i befolkningen.

There is an alternative

Førnævnte Tina er et godt eksempel på hvordan.  Tinas familie er en blandt 12 udsatte familier fra lokalområdet Swindon i det sydvestlige England, hvis forhold Participle har brugt et halvt år på at afdække. Resultatet af afdækningen var mildt sagt tankevækkende og nedslående. 

Op til 74 procent af socialarbejdernes tid gik med administration og at leve op til systemkrav, mens kun 14 procent gik til direkte kontakt med familierne og de sidste 12 procent gik til indirekte kontakt. 

Participles modsvar blev et opgør med de mange forskellige myndigheders fragmenterede og isolerede indgreb i familierne. Myndighedernes fokus skulle flyttes fra hver deres afgrænsede ansvarsområde til en helhedsforståelse af familiens situation. Og familiens interne relationer skulle styrkes for at hjælpe børn og forældre til at kunne hjælpe sig selv og hinanden.

”Det krævede en grundlæggende ændring af tankegangen blandt socialarbejdere og de øvrige myndighedspersoner, der har med familierne at gøre. Men resultatet er, at vi nu har fået vendt om på tidsforbruget, så 80 procent går til direkte kontakt med familierne,” siger Jennie Winhall.

Og de lokale myndigheders besparelser har ifølge hende været markante. 200.000 pund – eller 1,7 millioner kroner – har der kunnet spares på enkelte familier efter blot 12 uger med Participles program.

Europæisk efterskælv

Det er ikke kun den britiske velfærdsstat, der befinder sig på en brændende platform. Over hele Europa sætter krisen økonomisk mådehold og besparelser øverst på dagsordenen. Ifølge teorien burde vi faktisk befinde os midt i en fundamental omstrukturering af de kendte velfærdsmodeller, og alligevel har de gennemgribende reformer endnu ladet vente på sig.

”Velfærdsstatens endeligt er blevet proklameret mange gange, og nu har vi diskussionen igen. Men bemærkelsesværdigt nok, så er staterne fortsat med at gøre det, de er skabt til. At afbøde krisens konsekvenser ved at sikre folks indkomster og i mange tilfælde også deres job,” siger Kees Van Kersbergen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han har sammen med hollandske kollegaer kortlagt, hvordan en række europæiske velfærdsstater har reageret på krisen. I første omgang har modsvarene været overraskende ens. Etableringen af bankpakker og stærk social sikring.

”Men de her tiltag har jo været enormt dyre, og er blevet finansieret ved at øge underskuddet på de offentlige budgetter. Nu har vi bevæget os ind i den næste fase, hvor vi skal tage stilling til, hvad der så skal ske med det underskud,” siger Kees Van Kersbergen.

Og i denne fase er der i Europa en udbredt konsensus om, at besparelser er en afgørende del af svaret. Det er særligt tydeligt i det britiske eksempel, hvor man ikke bare har en meget liberal velfærdstradition, men også en kæmpemæssig udfordring, fordi eksorbitante bankpakker har skabt et underskud af sydeuropæiske dimensioner.

Radikale forandringer af velfærdsstaten vil derfor måske være mere presserende i en britisk sammenhæng. Men den nuværende fase fordrer ifølge Kees Van Kersbergen ”drastiske tilpasninger” både i Danmark og andre dele af Europa.

Færre frivillige

Camerons ’big society’ er et forsøg på at sætte velfærdsstatens udfordringer ind i en større fortælling om personligt ansvar og solidaritet i lokalsamfundene. Det er en tankegang, som også har vundet indpas i den danske diskussion om, hvordan vi fremadrettet skal indrette vores velfærd set i lyset af den økonomiske situation.

”Jeg mener godt, man kan sammenligne Danmark og England i den sammenhæng. Der er i begge lande en tro på, at man ved at inddrage civilsamfundet mere kan opnå nogle af de her besparelser, uden at det går ud over velfærden,” siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved RUC.

Det engelske ’big society’ har imidlertid mødt stor kritik for at være en rendyrket sparedagsorden. Særligt fra mange af de frivillige organisationer, der ellers var udset til at skulle spille en helt afgørende rolle.

Det har nemlig vist sig, at de mange store besparelser også har ramt den frivillige sektor så hårdt, at der er sket et fald i den frivillige deltagelse. 

David Cameron har forsvaret sig med, at det er de lokale politikere – ikke regeringen – som har truffet de konkrete beslutninger om at skære på støtten til de frivillige. Han har selv opfordret lokalpolitikerne til at finde andre steder at spare.

Hos Participle i det det sydlige London er Jennie Winhall imidlertid glad for, at man er kommet væk fra den tidligere præmiereminister Gordon Browns snak om ’krig mod problemfamilier’ og nu i stedet taler om at ansvarliggøre og at øge den sociale kapital i lokalsamfundene.

Men hun synes at vakle en smule mellem stolthed og bekymring, efter hun har kunnet konstatere, at nogle lokale myndigheder har lukket deres egne tilbud ned og helt ladet dem erstatte af Participles løsninger. 

 

EU

Social & sundhed

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet