Valgkampsveteran mindes Jesus-film og atomvåben

Året er 1973. Valget kendt som jordskredsvalget er netop afsluttet. Venstremanden Poul Hartling kan gå til dronningen som ny statsminister for Danmark, men i Thistedkredsen står en ung Venstremand skuffet tilbage uden mandat til Folketinget. 29-årige Bertel Haarder må se i øjnene, at han mangler 17 stemmer for at blive valgt ind. Han er ikke i tvivl om årsagen til de manglende stemmer.

”Indre Mission frarådede, at man stemte på mig, fordi jeg havde det synspunkt, at hvis man ikke kunne lide Thorsens Jesus-film, så kunne man lade være med at se den. Det var lidt for frisindet for den lokale missionsforening,” fortæller Bertel Haarder.

Filminstruktøren Jens Jørgen Thorsen vakte det år stor skandale, fordi han fik bevilget offentlig støtte til en erotisk film om Jesus, der af mange blev opfattet som blasfemisk, og som efter sigende skulle have fået paven til at kalde Danmark for ”Europas svinesti”.

Højspændt valg

To år efter lykkedes det for Bertel Haarder at blive valgt ind, og han er i dag i gang med sin 13. valgkamp til Folketinget, kun afbrudt af to perioder i Europa-Parlamentet. Ved forespørgslen om at fremhæve en enkelt valgkamp i denne periode peger Bertel Haarder på det såkaldte NATO-valg i 1988. Ved det valg ville et flertal i Folketinget bestående af venstrefløjen og de Radikale tvinge regeringen til at fortælle besøgende amerikanske flådefartøjer, at Danmark ikke ville have atomvåben på dansk jord.

”Det kan lyde som en latterlig sag i dag, men dengang var den højspændt. For i New Zealand havde amerikanerne netop afvist at modtage sådan en besked. Og nu kom et flertal i Folketinget og ville have, at vi skulle gøre det,” fortæller Bertel Haarder, der husker, hvordan daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) jokede med det og spurgte oppositionen, hvor brevsprækken sidder på en ubåd.

Fra Bilka til Facebook

Denne valgkamp blev også et personligt vendepunkt for Bertel Haarder. Ved valget året før var han tæt på at ryge ud, men op til valget i 1988 sad han ved siden af Helge Sander i folketingsgruppen, og han forklarede ham, hvordan han burde føre en valgkamp. Det blev starten på en langt mere professionel valgkamp for højskoleforstanderens søn.

”Det var min første ordentlige valgkamp, jeg har ført. Jeg ringede rundt til en masse mennesker og fik dem til at bidrage til valgkampen. Jeg fik blandt andet en række kend­te mennesker til at lægge navn til anbefalerannoncer.”

I det hele taget er professionaliseringen af valgkampene blandt de største ændringer over tid, mener Bertel Haarder. Han ser det stigende antal medier, herunder internettets fremstormen med blandt andet Facebook og Twitter, som elementer, der har ført til bedre og mere varieret kommunikation fra politikernes side. Tidligere foregik det mere tilfældigt og amatøragtigt.

”Tidligere syntes man jo, at man førte valgkamp, hvis man arrangerede et par syv- otte eller nikantede møder på kroer, skoler og virksomheder, og så hængte man plakater op, delte pjecer ud ved SuperBrugsen og i Bilka, og det var så den valgkamp. Sådan foregår det jo ikke i dag,” siger han og pointerer, at det primært var vælgerforeningernes bestyrelser, der kom til møderne i forsamlingshuset og andre steder.

”We try Haarder”

Ellers kører Bertel Haarder i store træk sin valgkamp på samme måde, men en enkelt fejltagelse har han dog lært af fra en tidligere valgkamp. Et år lavede han et slogan med titlen ”We try Haarder” med pendant til sloganet fra biludlejningsfirmet Avis, nu blot med to a’er. 

”Der var nogen, der ikke syntes, at man skulle føre valgkamp på engelsk. Så det har jeg ikke gentaget. Jeg tror ikke, at den var god i Venstres bagland,” som Bertel Haarder diplomatisk udtrykker det.

Hvis han ellers skal give et råd til kolleger, er det ikke at overdrive med tal. I den sammenhæng tænker han gerne tilbage på Venstres finansminister fra 1982 til 1984, Henning Christophersen.

”Mit råd til kolleger er altid: Træk lidt fra. Så er I på den sikre side. Det gjorde Henning Christophersen altid, fordi han gerne ville overraskes positivt. Det sagde han også til embedsmændene i Finansministeriet, og hans liv som finansminister blev en perlerække af positive overraskelser. Det blev han jo berømt på,” fortæller Bertel Haarder.

Det 13. valg 

I 2005 vendte Bertel Haarder tilbage til Folketinget efter en tur i Europa-Parlamentet og kunne igen sætte sig i en ministerstol. Men de seneste par år har der bestemt ikke været en perlerække af positive økonomiske overraskelser fra regeringens side. Med international finanskrise og fornyet frygt for double dip er der skabt bekymring om den fremtidige vækst og ledighed. Økonomien præger i høj grad valgkampen, og Bertel Haarder medgiver, at hvis man kunne have lavet alting om, så var der ting, som regeringen kunne have gjort anderledes.

”Enhver kan da se, at den samlede økonomi blev lidt overbelastet, men det var jo ikke til at vide dengang. Heller ikke økonomerne havde forudset, at vi ville løbe ind i en finanskrise, men det er da klart, at alle kan se, at det havde været en fordel, hvis boligpriserne ikke var kommet så højt op.”

Bertel Haarder er netop fyldt 67 år, men om dette folketingsvalg bliver hans sidste som minister eller folketingsmedlem i det hele taget vil han ikke komme ind på. 

”Jeg kunne ikke drømme om at planlægge efter, at vi taber valget. Og jeg har ingen planer om min egen karriere. Det kunne jeg ikke drømme om at spekulere over nu,” siger han.