Vajsenhusbarnet der blev statsminister

- Ja, jeg er altså den nye statsminister, sagde den lille mand med det trimmede skæg og den uregerlige hårtot højest på issen, hvor resten af håret for længst havde trukket sig tilbage, selvom han kun lige var fyldt 50.

- Det ved jeg skam godt, hr. statsminister, svarede dronning Margrethe, der var næsten lige så ny i jobbet som Anker Jørgensen og tårnede sig op over ham - et faktum, han senere beklagede i sin dagbog. - Jeg læser jo også aviser, tilføjede hun.

Episoden står beskrevet i Alex Frank Larsens portrætbog af Anker Jørgensen: “Anker - et liv med fejder”, og her kan man også læse, hvordan Anker som ny og uventet statsminister nægtede at få en sort Mercedes som ministerbil. Den mindede ham for meget om nazisternes Tyskland, og det kunne den gamle modstandsmand ikke bære. Så hellere en mørkegrå Ford.

Og sådan trådte vajsenhusbarnet fra Amager ind på scenen som Danmarks øverste politiske leder en oktoberdag i 1972. Jens Otto Krag havde - overraskende for mange - peget på fagforeningsmanden som sin efterfølger, og i otte år stod Anker Jørgensen i spidsen for en række danske regeringer.

I hans tid var der valg hvert andet år, der var konstant økonomiske forhandlinger, og opturstresserne var forvandlet til krisehalvfjerdserne med stigende arbejdsløshed, oliekrise, international uro og udgifter til velfærd, som bragede i vejret. Kommunekasserne var pressede ovenpå kommunesammenlægningerne i 1970, og det fik Anker Jørgensen at mærke.

Anker Jørgensen døde kort før påske, 93 år gammel. Historikerne er uenige om hans politiske eftermæle: Var han en økonomisk katastrofe for Danmark eller tværtimod en underkendt og dreven politiker, der fik Danmark og velfærdssamfundet gennem en svær tid i langt bedre behold, end man kunne forvente? Begge fortællinger har deres tilhængere, og i hans regeringstid var danskerne også splittede. Modstanderne kunne en gåde: Hvad er ligheden mellem en 5-øre og Anker Jørgensen? Den er lille, rød og intet værd.

Men da han døde, var nationen i sjælden grad samlet om at hylde mennesket Anker Jørgensen, den store, lille mand, som særligt efter sin regeringstid blev et symbol på både en tid og et ideal: den jævne, djærve, uforfærdede og socialt ordentlige dansker med hjertet på rette sted.

Karriere i fagbevægelsen

Nogle af de ord, som er gået igen i nekrologer og mindeord i både aviserne og på de sociale medier, er autentisk og folkelig og med stor integritet.

Anker var på fornavn med danskerne, som få statsministre har været det før eller siden. Når han tog telefonen på sit statsministerkontor, sagde han også bare “det er Anker”; der skulle ikke være så meget fikumdik der. Han kunne også være direkte overfor andre landes statsledere, når han var uenig. Han var ikke brovtende, men han pakkede omvendt ikke sine meninger ind i diplomatiske jakkesæt.

Anker Jørgensen blev den foreløbig sidste arbejder, der fik statsministerposten, men det betød ikke, at han var uvidende eller ubelæst. Tværtimod var han særdeles velbevandret i blandt andet historie og filosofi, og han skrev også selv.

Men det er billedet af arbejdsmanden, der er blevet stående. Historien om Anker er også historien om en mand af beskedne kår, som tidligt blev forældreløs og vajsenhusbarn og arbejdede sig op fra cykelbud til statsminister.

Hans vej til magten gik gennem fagbevægelsen, hvor han først blev tillidsmand og siden næstformand i den lokale afdeling af Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund. I 1956 blev han lokalformand og i 1962 formand for transportgruppen.

[caption id="attachment_44962" align="alignright" width="468"] Foto: Polfoto[/caption]

Sideløbende arbejdede han sig frem i Socialdemokratiet, og i 1964 blev han valgt ind i Folketinget, men det var som fagforeningsmand, han for alvor gjorde sig gældende. I 1968 blev han formand for Arbejdsmandsforbundet - det, der senere blev til SiD og i dag er 3F - og her viste han under konflikter, at han både evnede at stå fast og være pragmatisk, ikke mindst i forhold til den højspændte debat om, hvorvidt Danmark skulle med i EF, som EU hed dengang. Anker Jørgensen var for, selvom hans forbundsmedlemmer var imod, og han holdt fast i sin støtte til det europæiske projekt. Det skaffede ham en del fjender.

Han viste også, at han fornemmede tidens strømninger: Blandt andet sikrede han 16 kvindelige kranførere hos B&W ligeløn i forhold til deres mandlige kolleger.

Vanskelig regeringstid

Der var mange årsager til, at Jens Otto Krag valgte netop Anker Jørgensen som sin efterfølger, men det var ikke lige populært alle steder. Selvom LO’s daværende magtfulde formand, Thomas Nielsen, var den første til at sige god for Anker som statsminister, var Thomas Nielsen indædt modstander af den nye statsminister, som han blandt andet kaldte ‘den lille lort’, ‘den lille diktator’, ‘den lille Napoleon’ og andet fra samme skuffe. Konflikten med fagbevægelsen kom til at præge hans regeringstid.

Anker Jørgensen måtte ved sit første valg i 1973 se sit parti decimeret, da blandt andet Fremskridtspartiet tordnede ind i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg, og han overlod regeringsmagten til Venstres Poul Hartling.

Venstreregeringen fik dog en kort levetid. I 1975 kom Anker atter tilbage som statsminister, og dér blev han, til han trådte tilbage i 1982, da han ikke kunne skabe flertal for sin økonomiske politik. Han overlod uden valg magten til den konservative Poul Schlüter, og fem år senere overlod han formandskabet for Socialdemokratiet til Svend Auken.

Måske blev Anker Jørgensen først for alvor populær og vel folkekær i ordets egentligste forstand, da han trak sig fra magten. Han blev navnlig på sine ældre år hyldet for sin integritet - der var en aura af noget ægte over Anker, som boede i Sydhavnen og aldrig var for fin til at tale med mennesker fra alle lag og lande. Hans popularitet blev ikke mindre, da det lykkedes ham at hente 16 danske gidsler hjem fra Irak i 1990.

Hans politiske eftermæle er først og fremmest efterlønnen og den femte ferieuge, som han fik gennemført. Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som gjorde danske ansatte til medejere af danske virksomheder og på den måde var en slags økonomisk demokrati, blev også oprettet i hans regeringstid.