Den korte version: Kristendemokraterne skal nok klare at blive opstillingsberettigede. De andre: Glem det.

Det er vælgererklæringerne, det handler om. De - hvad skal vi kalde dem? - mere kreative nytilkomne på partifronten, først Klaus Riskær Pedersen og efterfølgende Stram Kurs, satte turbo på den digitale underskriftsíndsamling op til FV19, men det hul er lukket, og Klaus Riskær Pedersen, nu under navnet Borgerlisten, har denne gang en noget mere adstadig vækst i tallene, mens Stram Kurs er helt udenfor kategori som midlertidigt bortdømt.

To partier er nået over halvvejs mod de i alt 20.182 vælgererklæringer, der svarer til 1/175 af de gyldige stemmer ved FV19, og i næste geled kommer fire partier med et firecifret antal vælgererklæringer. I alt 97 partier har ifølge den seneste opgørelse fået Indenrigsministeriets godkendelse til at indsamle vælgererklæringer, og heraf har de 30 ikke så meget som én. Vi er kort sagt inde på et domæne, der først og fremmest tilhører fantaster og useriøse.

De to førende partier er Veganerpartiet med 12.693 og Kristendemokraterne lige efter med 12.386. Veganerne var de første til at nå halvvejs, det var i januar og tændte ild i forhåbningen om, at partiet faktisk kunne lykkes med at nå i mål. De kristelige passerede midterlinjen måneden efter, her var forhåbningen mere ventet, og ser man på hvordan tallene for indhentede vælgererklæringer har udviklet sig, har Kristendemokraterne også en del mere end Veganerpartiet at have forhåbningen i.

Dels har Kristendemokraterne nu indhentet Veganerpartiets forspring så meget, at de to partier må ventes at bytte plads med flest vælgererklæringer til Kristendemokraterne, når næste måneds tal foreligger, dels ligger der en skæringsdag og lurer på Veganerpartiet ved udgangen af april: 18 måneders dagen for partiets første vælgererklæringer. Ældre end 18 måneder må en vælgererklæring ikke være, derefter bortfalder den.

Det betyder, at i løbet af maj kan veganernes første 1.088 vælgererklæringer fra november 2018 ikke længere regnes med, og det vil efter al sandsynlighed betyde, at tælleren begynder at løbe baglæns fra og med det tal der offentliggøres i begyndelsen af juni. Et godt gæt ud fra den hidtidige udvikling i kadencen er, at antallet af vælgererklæringer lige når at toppe omkring 15.000, hvorefter forhåbningen om opstillingsberettigelse støt og roligt vil fise ud i månederne derefter.

Kristendemokraterne har også en 18 måneders udløbsdato, de skal tage sig i agt for, men det er først næste forår, fordi det efter FV19 trak ud med den formelle godkendelse i Valgnævnet, som skal til før et parti kan begynde at samle vælgererklæringer. Med den hidtidige udvikling i kadencen er bedste gæt, at Kristendemokraterne når i hus med det nødvendige antal vælgererklæringer hen mod slutningen af i år og under alle omstændigheder i god tid, inden de først indsamlede begynder at blive forældede.

Fra de to i førerfeltet er der langt ned til de næste, både i henseende til antal indsamlede vælgererklæringer og i henseende til, hvor hurtigt det går med at indsamle dem. To af dem har været i gang længe, uden at det rigtig har ført til noget: Borgernes Folkeparti og Fiskerlussing, der har henholdsvis 2.497 og 1.497 underskrifter ifølge den seneste opgørelse. Sidstnævnte har længe stået bomstille, og førstnævnte har for længst mistet den smule pust, der var fra starten.

De to andre har fortsat nyhedens interesse, sådan da, men mest fordi nyheden er, at det alligevel ikke bliver til noget.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille stiftede sit parti Fremad, fordi han synes der mangler ‘et værdiliberalt midterparti’, men det er der ikke ret mange andre der synes. En stadigt faldende kadence har givet blot 100 nye vælgererklæringer i februar og en total på 2.497, og selv med de mest optimistiske forhåbninger om ikke-realistiske pludselige ryk fremad, er der ingen udsigt til at komme højere op end 3.000 vælgererklæringer, måske lidt over, før tallet begynder at løbe baglæns på grund af 18 måneders-reglen.

Nogenlunde samme udsigter har Borgerlisten, hvis kadence er en smule højere, men totalen en del lavere (1.374). Klaus Riskær Pedersen, som partiet hed før og som dets stifter og formand stadig hedder, mente ellers at navneskiftet ville betyde, at ‘flere kan føle sig hjemme’. Det gør de så ikke.

Endnu et parti falder i kategorien med nyhedens interesse, men udenfor i forhold til indsamlingen af vælgererklæringer. Stram Kurs er sat på tvunget timeout indtil slutningen af måneden, hvor partiet enten bliver taget til nåde af Valgnævnet eller, nok mere sandsynligt, dømt helt ude. I sidstnævnte tilfælde vil der utvivlsomt blive stiftet et proforma-afløserparti, som kan samle vælgererklæringer i stedet for Stram Kurs.

Hvordan udsigterne er for at lykkes med det, lader vi ligge i denne omgang. Et gæt på det ville hvile på næsten lige så mange hvis’er, som der skal vælgererklæringer til for at sikre en opstillingsberettigelse.