I disse dage er det fem år siden, Danmarks Naturfredningsforening (DN) tilbød alle landets kommuner en mulighed for at gøre noget for miljø og klima. Ideen var lige så enkel, som den var nødvendig: Kommunen underskriver en aftale med DN om hvert år at reducere sin C02-udledning med mindst to procent, og det blev hurtigt en succes. Frederikshavn var den første kommune, som sagde ja til at være med. Lolland Kommune fulgte hurtigt efter, og i dag har 73 af landets kommuner valgt at være Klimakommune.

To procents reduktion om året lyder måske ikke af meget, men dengang i 2007, var behovet for at reducere vores C02-udledning lidt ligesom vejret… alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Selvom det allerede dengang var almindeligt anerkendt, at klimaforandringer på vores klode i høj grad skyldes menneskelige aktiviteter, primært forbrænding af olie, kul, gas og andre brændsler. Og at det – modsat vejret – derfor netop er noget, som vi har indflydelse på.

Danmarks Naturfredningsforening gik ind i arbejdet med Klimakommunerne, fordi vi i løbet af vores 101-årige historie har udviklet os fra at være en naturbevarelsesforening til en miljøorganisation, som arbejder for, at vi kan efterlade en renere og mere bæredygtig klode til vores børn og børnebørn.

Vi så behovet for at få gang i det praktiske arbejde med at reducere samfundets CO2-udledning og udviklede et enkelt koncept med to procents reduktion per år. At tre ud af fire af alle landets kommuner nu har meldt sig ind i klubben af Klimakommuner, siger mig, at det var præcis, hvad kommunerne havde brug for: Et realistisk og bindende mål. En mulighed for at gøre noget.

Reelle resultater

Efterhånden som flere Klimakommuner er kommet til, er de skeptiske stemmer dukket op. Ikke alle kommuner er kommet lige hurtigt i gang, og ikke alle har kunnet levere lige store resultater. Undervejs har både vi og kommunerne måttet høre på beskyldning om greenwash – om grøn branding uden reelt indhold.

Men når vi gør resultatet af kommunernes årlige klimarapporter op, står det klart, at resultaterne er til at tage og føle på. Da vi sidste år gjorde status, kunne vi se, at 55 procent af kommunerne har overholdt aftalen om at reducere CO2 med mindst to procent, og at andre 20 procent næsten overholdt aftalen. Kun de sidste 25 procent har ikke været i stand til at overholde aftalen. De har dog alle taget initiativer, som i løbet af et år eller to vil give resultater. Nogle af dem er relativt nye Klimakommuner, og vi har forståelse for, at det tager tid at komme i gang.

Tallene fra 2011 dokumenterer, at kommunerne gør en indsats, og at de i langt de fleste tilfælde også når i mål. I dag arbejder størstedelen af de danske kommuner målrettet med CO2-reduktion, og mange reducerer faktisk med langt mere end de to procent om året, som aftalen kræver. De skifter vinduer i rådhuse og isolerer folkeskoler, de opsætter solceller, skifter til lavenergibelysning på kontorer, kasserer oliefyr i børnehaver til fordel for fjernvarme, indkøber el-biler eller begrænser deres forbrug af transport. Initiativer som både giver mindre C02-udledning og store besparelser på kommunebudgettet.

Vi ved, det er en stor opgave at få det totale overblik over energiforbruget i en så kompleks virksomhed som en kommune. Vi ved også, at det nogle gange giver grå hår hos kommunernes miljø- og klimamedarbejdere at skulle beregne, hvilken investering der vil give den største energibesparelse, og vi har stor respekt for det arbejde, de lægger for dagen.

Selvom det kan være en udfordring, er det dog et helt nødvendigt regnestykke i enhver moderne kommune, uanset om man er Klimakommune eller ej. Hvis man skal kunne reducere sin CO2-udledning, må man have styr på sit energiforbrug. Og styr på energiforbruget skal man jo have under alle omstændigheder. Om ikke andet, så for skatteborgernes skyld. For hvilken kommunalbestyrelse kan se borgerne i øjnene og sige, at de ikke gør alt, hvad de kan for at have så lave udgifter til el, varme og transport, som det overhovedet er muligt?

Miljøforbedringer er blevet stuerent

Besparelser på energiforbruget giver store besparelser på kommunebudgettet, har mange af Klimakommunerne erfaret. Nogle gange er det dog ret store investeringer, der skal til, og i en spare-dagsorden kan det være svært at samle kommunalbestyrelsens flertal om at finde de her-og-nu penge, der skal til, så kommunen kan spare energi på længere sigt.

Især kommunernes forbrug af transport volder kvaler, for behovet for transport af personale og varer er omfattende. Mange medarbejdere kører i egen bil rundt til møder, og ikke alle råder over den nyeste og mest brændstofbesparende model indenfor personbiler. En del kommuner har dog gennem planlægning formået at begrænse transportbehovet.

Andre kommuner, senest Høje-Taastrup, vælger at indkøbe el-biler for eksempel til hjemmeplejens medarbejdere. Et optimalt valg, da de biler er på vejene døgnet rundt, så man får maksimal effekt af investeringen, og de tilmed bærer kommunens navn og dermed sender et stærkt signal til borgerne om  en kommune, som er helt fremme i klima-skoene.

Udover de kontante fordele for klimaet og kommunekassen har Klimakommunernes arbejde nemlig en vigtig signaleffekt. Det er ikke så længe siden, at det nogle steder blev betragtet som et nærmest religiøst projekt at gøre noget godt for miljøet. Sådan er det ikke længere. Det er blevet stuerent at tale om miljøforbedringer, og Klimakommunerne viser på det helt lavpraktiske plan både borgerne og de lokale virksomheder, at deres kommune går foran og gør en reel forskel. Når forældre  i børnehaven ser, at kommunen har skiftet til lavenergibelysning, som bruger 70 procent mindre strøm og er tilbagebetalt på tre år, får borgerne øjnene op for, at de også derhjemme kan gøre noget.

Bolden ligger hos ministeren

Målet om minimum to procents reduktion om året skaber fremdrift. Man fristes ikke til at hvile på laurbærrene, for der skal findes to procent mere næste år. Blandt de virkemidler, som kommunerne bør begynde at tage i brug, er skovrejsning, som kan binde CO2, og naturgenopretning for eksempel, af søer og vådområder, som også kan tilbageholde vand fra ekstremnedbør og bidrage til den klimatilpasning, som vi også skal have gang i. Planlægning af cykelstier og god offentlig transport kan reducere borgernes behov for at køre de små hverdagsstrækninger i egne biler, og det er jo investeringer, som også kan bidrage til øget borgertilfredshed og bedre folkesundhed.

Kommunerne gør deres, men nu har vi behov for, at staten hjælper kommunerne, borgere og virksomheder til at skære yderligere ned. For eksempel ved at opsætte nogle klare årlige krav til energi- og CO2-reduktioner i kommunerne og ved at skabe incitamenter til at vælge klimavenlige løsninger for eksempel for bygningsopvarmning og transport. Bolden ligger hos klimaministeren, som skal sørge for, at de sidste kommuner kommer med på holdet.

Når tre ud af fire kommuner kan lykkes med at sætte klima på dagsordenen og med at integrere klima- og energihensyn i de driftsmæssige dag-til-dag-beslutninger, så kan den sidste fjerdedel også være med. Ikke nødvendigvis i Danmarks Naturfredningsforenings klub af Klimakommuner, det kunne også være som en aftale med KL. Det afgørende er blot, at de kommer i gang med arbejdet.

I dag ved både vi og Klimakommunerne, at klimaindsatser både kan lade sig gøre, og at det betaler sig. Vi er stolte af vores Klimakommuner og ønsker jer tillykke med de fem år.