Kommunen.dk
MENU

Sundhedsbudgetter får største løft i 15 år

Regionerne får over to milliarder kroner mere i 2026 til sundhedsområdet. Det fremgår af en ny økonomiaftale onsdag med regeringen.

Sundhedsbudgetter får største løft i 15 år

Regionerne får over to milliarder kroner mere i 2026 til sundhedsområdet. Det fremgår af en ny økonomiaftale onsdag med regeringen.
Regeringen og Danske Regioner præsenterede onsdag en ny økonomiaftale for regionernes økonomi for 2026.
Regeringen og Danske Regioner præsenterede onsdag en ny økonomiaftale for regionernes økonomi for 2026.
Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix
28. maj 2025
RITZAU

Regionerne, som har ansvaret for sundhedsvæsnet, får 2,3 milliarder kroner i 2026 til området. Det fremgår af den nye økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner. Aftalen faldt på plads onsdag i Finansministeriet.

Aftalen i sin helhed er "det største løft af sundhedsvæsenet i 15 år", lyder det i aftaleteksten. Pengene skal blandt andet bruges på bedre og dyrere medicin.

Økonomiaftalen byder også på en stigning af anlægsudgifterne på 4,2 milliarder kroner.

Disse penge skal blandt andet bruges på at vedligeholde og modernisere sygehuse.

- Det er vigtigt med et stærkt, godt og trygt sundhedsvæsen. Både for patienterne og for vores ansatte. Derfor er jeg glad for, at vi fra regeringen har lavet en aftale med regionerne om økonomien for næste år, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Sundhedsområdet fylder

Både regeringen og Danske Regioner er tilfredse med aftalen.

- Vi kan ikke mindes noget tidspunkt, hvor vi har haft så højt et anlægsniveau. Men det kommer også på et tidspunkt, hvor vi har brug for det, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S).

Aftalen bygger videre på en række initiativer, som regeringen er kommet med, siger Wammen.

Han henviser til, at sundhedsområdet i det hele taget er et område, der fylder i det politiske landskab i disse tider.

Til et ni-tal på 13-skalaen

Sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet anerkender det økonomiske løft.

- Man kan kalde aftalen pæn uden at være prangende, siger han.

På 13-skalaen giver han den 9 med en pil opad.

- Vi har en stadigt mere aldrende befolkning, og en del af pengene skal bruges til at forberede den vedtagne sundhedsreform. Blandt andet er 350 millioner kroner afsat til akutsygeplejen.

Som noget nyt skal regionerne fra 2027 overtage opgaver som akutsygepleje, dele af genoptræning og patientrettet forebyggelse fra kommunerne.

Jes Søgaard siger, at aftalen følger det positive spor fra sidste år.

Men han fæstner sig også ved, at Finansministeriet ikke har fulgt regionernes mangeårige ønske om at deles lige om medicinudgifterne.

- Det har været på ønskelisten de seneste fem år, for det er jo et område, hvor der kommer nogle ordentlige økonomiske skvulp, som vi så med slankemedicinen Ozempic eller med nye kræftmidler, siger han.

Borgmestrene kan være mest tilfredse

Han kalder aftalen en passende balance i lyset af, at regeringen og især Socialdemokratiet vil fastholde overfor vælgerne i, at der trods oprustning stadig er råd til velfærd. Og hvor kommunerne tæller mere end regionerne.

- Hvis jeg var borgmester, ville jeg nok være gladere end regionsformændene med de penge, kommunerne lige har fået, og de sundhedsopgaver de samtidigt slipper for, siger Jes Søgaard.

Han minder om, at Danmark i vesteuropæisk målestok stadig ligger i den nederste tredjedel, når det gælder penge til sundhed i forhold til bruttonationalproduktet.

For nylig kom en 10-årsplan for psykiatrien, så der blandt andet tilføres flere penge, indføres rettigheder til de unge, og ventetider nedbringes.

Et næsten samlet folketing er med i den aftale, der giver psykiatrien et løft på 4,6 milliarder kroner fra 2020 til 2030. Det er 35 procent mere end i 2019.

I sidste uge præsenterede regeringen så Kræftplan 5, hvor regeringen har afsat 600 millioner kroner årligt fra 2025 og frem.

Aftalen med regionerne kommer, dagen efter at regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) blev enige om kommunernes økonomi for 2026.

Den nye sundhedsreform betyder en sammenlægning af den nuværende Region Hovedstaden og Region Sjælland, så Danmark fra 2027 kommer til at bestå af fire regioner i stedet for de nuværende fem.

Hovedelementerne i aftalen

  • De regionale rammer til drift løftes med 2,4 mia. kr. i 2026.
  • Derudover skal regionerne nedbringe administrationsudgifterne med 0,1 mia. kr. til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
  • Samlet løftes regionernes driftsrammer reelt med 2,3 mia. kr.
  • Der er aftalt et ekstra loftsbelagt anlægsniveau for 2026 og 2027 på 4,2 mia. kr. i begge år.
  • Heri indgår udmøntning af sundhedsfonden for 0,6 mia. kr. (fonden udgør samlet 22 mia. kr. 2026-2035).
  • Dertil udgør forventet afløb til kvalitetsfondsbyggerier i 2026 3,5 mia. kr.
  • Den samlede anlægsramme i 2026 udgør 7,7 mia. kr. Den samlede anlægsramme for 2025 udgjorde 7,35 mia. kr.
  • 100 mio. kr. øremærkes i 2026 til styrket beredskab.
  • Etablering af en såkaldt ulighedspulje på 100 mio. kr.
  • Regionernes likviditet løftes med 1,05 mia. kr. i 2026, og der etableres en pulje til refinansiering af regionale afdrag på 0,95 mia. kr. i 2026.

Kilde: Finansministeriet.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR