I en rundkreds om et bål forbereder en gruppe unge kvinder et måltid mad. Én kløver brænder til bålet, andre skræller grøntsager, mens en anden gruppe gør kødet klar til at blive stegt, mens andre sidder stille med blikket rettet mod flammerne og hænderne fremme for at varme sig. 

På afstand kunne det ligne en gruppe friluftsentusiaster, der har brug for en pause fra studiebøgerne, eller som har taget en fridag fra arbejdet. 

Men deltagerne tæller hverken beskæftigede eller studerende. De unge kvinder, alle under 30 år, er en blandet gruppe, som man i fagsprog kalder enten klassisk udsatte eller for ramt af ny udsathed. 

Før de mødtes i skoven, kendte de ikke hinanden, men de er alle en del af en forsøgsordning i Aarhus Kommune, hvor man forsøger at gribe beskæftigelsesindsatsen an på en ny måde for dem, som man vurderer har det for svært i forhold til at indgå i et typisk virksomhedsforløb.

Og resultaterne taler indtil videre sit klare sprog, fortæller Anne Brændbyge, projektleder og seniorkonsulent hos videnshuset Cabi. 

- Da vi begyndte med projektet, satte vi en ambition om, at 60 pct. skulle gennemføre forløbet. Det anså vi for meget optimistisk, fordi mange af deltagerne var faldet fra i tidligere indsatser, fortæller hun. 

Men faktisk har 85 pct. af deltagerne gennemført det 29 ugers forløb, og projektet har været med til at skabe varige ændringer i udsatte unges livsbaner, siger Anne Brændbyge, som kalder projektet en gigantisk succes. 

Hun fortæller om en tidligere deltager, der en dag stod i bålhytten, mens virksomhedskonsulenten var ved at gøre klar til et nyt hold. På bare et år var den unge kvinde gået fra at være deltager på kurset, til nu at have job, en kæreste, som hun var flyttet sammen med og hund.

- Vi skal huske, hvad udgangspunktet var. At vi har at gøre med en gruppe, som har det for svært til bare at indgå i et virksomhedsforløb. Det er en meget positiv udvikling, det vi har set, siger Anne Brændbyge.  

En øvelse i fællesskab

Men hvad gør forskellen? 

Ifølge Janus Hans Hedemann, chef for Unge, Job og Uddannelse i Aarhus Kommune, spiller naturen en helt central rolle: 

- Naturen kan noget helt særligt for fællesskaber. Mange af de unge forbinder måske skolen, jobcentret eller en arbejdsplads med nederlag, men her er alle væk fra de vante rammer, er ligestillede og bidrager med at snitte gulerødder eller holde liv i bålet, siger Janus Hans Hedemann. 

For mange af de unge fylder tankerne – og måske bekymringerne – om fællesskabet mere end det egentlige arbejde på en virksomhed, vurderer Janus Hans Hedemann. Den manglende tryghed i at være i et fællesskab kan derfor i sig selv være en barriere i forhold til at være ude hos en virksomhed eller i uddannelse.

- Fællesskaber er måske det allermest menneskelige vi har. Men nogle af de unge, vi møder, har ingen fællesskaber. De har ingen venner, ingen fritidsaktiviteter, ingen kollegaer, men i stedet en masse nederlag i bagagen. 

- Derfor arbejder vi meget med at give de unge et fodfæste og noget at støtte sig op ad, som man kan med et fællesskab, når kommunen ikke er der længere. 

Derudover fremhæver Janus Hans Hedemann effekten af, at man går ind med en tidligere indsats end normalt for de unge: 

- Vi har altid haft fokus på at arbejde virksomhedsrettet med de udsatte målgrupper. Her har vi forsøgt at gå ind et skridt før og hjælpe med at give de udsatte unge nogle trædesten, før man ellers normalt ville vurdere, at de var parate til et forløb hos en virksomhed. 

I naturen gennemgår de unge en række øvelser, der skal hjælpe dem med at håndtere psykiske og personlige udfordringer, ligesom en virksomhedskonsulent fra kommunen er med i forløbet og hjælper de unge med at perspektivere deres styrker og erfaringer fra naturen til en arbejdssituation og et CV. 

Naturen som accelerator

Det er ikke tilfældigt, at man har rykket indsatsen ud i naturen. 

Undersøgelser viser, at naturen reducerer både stress, angst og depression samt øger mentalt velvære. Derudover giver naturen en kontrast til den hverdag, hvor mange af de unge har oplevet nederlag. 

Ifølge Anne Brændbyge  forstærker naturen de eksisterende indsatser. 

- Alt hvad vi ved om, hvordan man hjælper unge i beskæftigelse og uddannelse, bliver styrket, når vi sender indsatsen ud i naturen. Nogle gange kan det tage måneder eller år at skabe en tryg relation til virksomhedskonsulenten, men her sker det i løbet af 10 til 16 uger. Det er helt vildt. 

I naturen er det lykkedes at tage “angsten ud af rummet” og skabe en struktur for de unge, som de drømmer om, men ikke selv formår at opnå, fortæller Anne Brændbyge. 

- Når vi sender de unge direkte ud i en virksomhedspraktik, oplever mange, at de bliver mødt af nogle forventninger, de ikke kan leve op til. Men her er forventningen, at de møder op, og så er det okay, hvis de en dag har brug for en lille pause fra fællesskabet eller ikke kan være med i alle øvelser. 

- Alene det, at de kan blive i det, der er svært, er en kæmpe udfordring for de unge, men det lykkes vi med. De har fået erfaring med, at selvom de har det skidt om morgenen, så får de det bedre af at komme alligevel. Det er en ny selvindsigt for mange af deltagerne, og det gør os bedre til at lære de unge at kende og opbygge en relation til dem, som kan hjælpe i det videre forløb, forklarer Anne Brændbyge. 

En god investering

I Aarhus Kommune har man valgt at fortsætte med indsatsen efter projektperioden. Begrundelsen er simpel: Det virker. 

- Vi kan konstatere, at dette projekt kan noget helt særligt, og vi kan se, at nogle unge med svære udfordringer kommer videre i livet.

Læringen fra projektet viser, at beskæftigelsesindsatsen ikke kan stå alene, men kræver en helhedsorienteret indsats, hvor man også har øje for eksempelvis sociale aspekter.  

Det gør man allerede i mange kommuner, men Janus Hans Hedemann opfordrer til at man skal være klar til at tage det ud i yderste potens: 

- Det er enormt vigtigt at turde at gøre tingene lidt anderledes. Jeg er selv meget glad for naturen, så jeg syntes, at det var fedt projekt, da jeg først hørte om det, men jeg kan sagtens forestille mig andre, der synes, at det for barokt. At det ikke har noget med en beskæftigelsesindsats at gøre, at man laver mad omkring et bål ude i skoven. 

- Erfaringerne her viser dog tydeligt, at der nogle gange er behov for trædesten, og at fællesskaber kan være en helt fantastisk måde at udvikle og hjælpe udsatte på. Og det kræver nogle gange, at man tænker ud af de sædvanlige metoder. 

Hele beskæftigelsesområdet står midt i en omfattende reform, som på godt og ondt giver kommunerne nye muligheder, samtidig med at der skal spares. Der er derfor ikke tale om en indsats, der skal ses som en prik over i’et, men kort og godt en god investering.   

- Reformen betyder, at vi skal spare en masse penge på især indsatserne for udsatte unge. Det gør, at vi skal være skarpe på, hvilke indsatser der virker. Det gør det her. Og de indsatser, der er gode for de unge, de er gode for samfundsøkonomien, siger Janus Hans Hedemann. 

“Vi har fundet noget, der virker”

Anne Brændbyge, der tidligere har arbejdet med beskæftigelsesindsatser i kommunalt regi, siger selv, at hun aldrig har set noget lignende: 

- Vi laver en masse forskellige indsatser for unge, hvor vi prøver lidt i blinde, men her har vi skabt noget, som er til at gå til økonomisk, som skaber varige forandringer for udsatte unge på kort tid. Det er helt unikt og noget, jeg virkelig håber vil sprede sig til flere kommuner, siger hun.

Lige nu er det desuden muligt for kommunerne at søge midler til indsatser under Ungeløftet hos Den Sociale Investerings Fond – eksempelvis til at sætte gang i en lignende indsatser i egen kommune. 

En evaluering af projektet har vist, at projektet har “gode forudsætninger for at skabe varige og virkningsfulde effekter på længere sigt” og udviser “stor skalerbarhed til andre målgrupper af udsatte borgere og kommunale kontekster”.

Derfor har man i Cabi allerede udarbejdet en metodeguide, der kan hjælpe andre kommuner med at starte deres hold i naturbaseret beskæftigelsesindsats til udsatte unge op. 

- Det er bare om at komme i gang og være med til at ændre nogle unge menneskers livsbaner.