Hvordan fornemmer man på et minut eller to, om et plejehjem er et rart sted at være – eller om det hælder til den skæve side og rædselsreportagerne, vi periodevis præsenteres for via skjult/ikke skjult kamera i tv-dokumentarer?

Tja, øjeblikket kunne være tilfældigt snarere end karakteristisk, men denne formiddag på Voel Friplejehjem var indtrykket klart i første kategori. I fællesstuen var et pænt udsnit af institutionens 30 beboere bænket til stueorgels-livefortolkning af  Elisabeth Edbergs Eviva Espana, og at dømme efter applaus og tilhørernes ansigtsudtryk pirkede dansktop-klassikeren til gode minder, selvom seneste charter til Mallorca for de fleste nok lå år tilbage.

Det andet indtryk var sværere at sætte ord på: Fornemmelsen af ro. Både blandt beboere og plejepersonale. Det udefinerbare aflæses mest i mimik og ansigtsudtryk, og selv om man skal passe på med at overfortolke et flygtigt indtryk, bakker fakta indtrykket op:

Voel Friplejehjem blev i efteråret kåret til Danmarks bedste plejehjem af Danske Seniorer og arbejdsmiljø-organisationen Affectum, en cadeau til institutionens bestræbelser på at sætte trygge rammer for både beboere og personalets trivsel.

Lone Toftegaard Lei leder plejehjemmet, og som en del af sit ledelsesansvar tager hun på sig at signalere netop ro.

For indimellem kan også velfungerende plejehjem opleve hektiske situationer med travlhed og umiddelbare udfordringer.

- Heldigvis er jeg udstyret med et meget roligt temperament, og det tror jeg da har en afsmittende effekt, bemærker Lone Toftegaard Lei. 

Et privilegium at begynde fra nul

Uden at kræve æren for kåringen til Danmarks bedste, er det svært at overvurdere hendes betydning for plejehjemmets succes. Med 20 års ledererfaring i det offentlige, primært plejesektoren, blev Lone Toftegaard Lei Voel Friplejehjems første leder ved etableringen for snart fem år siden. 

Det gav hende mulighed for både sætte retning for ambitioner og kultur, ligesom hun kunne håndplukke de cirka 30 medarbejdere, som udgør arbejdsstyrken. 

De fleste plejehjemsledere har en plejefaglig uddannelse. Som uddannet ergoterapeut har Lone Toftegaard Lei med egne ord en lidt usædvanlig baggrund i forhold til jobbet, men hun kunne trække på sine erfaringer fra kommunale plejehjem, hvor hun før sit nuværende job var souschef et andet sted i Silkeborg Kommune.

- At starte helt fra nul var både en udfordring og et privilegium. At sætte så mange mennesker med 25 forskellige kulturer fra andre arbejdspladser og på én gang få det tømret sammen til en ny kultur er jo en udfordring, men også  rigtig spændende, fortæller hun.

Det vigtige i starten var at gøre op med “vi plejer” instinktet for at bane vej til et værdisæt centreret om at gøre institutionen til et hjem med individuelle løsninger, hvor beboerne føler sig trygge, og både personale, pårørende og frivillige glæder sig til at komme kombineret med fortsat udvikling som værn mod selvtilfredshed og stilstand.

Værdier som næppe nogen kan argumentere imod, men ambitioner som plejehjemmet i Voel ifølge Lone Toftegaard Lei har løftet til konkret virkelighed. Og som lægger sig tæt opad Ældrereformens ambitioner om fritvalg og fleksibel tilgang til metoder fremfor regel- og målingstyrani. 

Økonomiske rammer forhindrer ikke fleksibilitet

Det kræver blandt andet mellemledere, som både tør træffe individuelle beslutninger, og som evner at uddelegere ansvar og beslutningskraft til medarbejdere.

Det lægger Lone Toftegaard Lei meget på sinde. Hun vil ikke reducere værdierne til et stykke papir på væggen. De skal mærkes og afspejle sig i dagligdagen. Og for at det kan lade sig gøre, må der være mulighed for at træffe individuelle beslutninger i forskellige situationer. Med egne ord vil hun gerne have ordentlighed, firkantethed er hun til gengæld ikke god til. 

Sidstnævnte begrundes ofte med økonomiske hensyn, men den køber hun ikke.

- Den økonomiske ramme forhindrer ikke fleksibilitet i forhold til, hvad vi kan tilbyde borgerne. Det er ikke sikkert, at det koster mere at gøre det ene end det andet.

- Selvfølgelig er der en nommeringsramme, og ordentligheden består også i, at man ikke går enegang. Så man skal ikke sidde og lakere negle for en beboer, hvis kollegerne halser rundt og ikke er færdige med deres ting. Men inden for rammen, at vi er et team, og vi arbejder sammen, er der en stor fleksibilitet i, hvad beboerne kan få og opleve her i huset, understreger Lone Toftegaard Lei.

Hun overvurderer ikke betydningen af, at hun leder et friplejehjem frem for et kommunalt af slagsen. De økonomiske rammer er de samme, måske har hun oplevet en stivere og mere regelbundet struktur i de kommunale plejehjem, men hun ser også en opblødning på vej, som ældrereformen kun vil skubbe på.

- Når jeg kigger tilbage, så har man jo også kunne gøre de samme ting i de rammer, jeg var i før. I hvert fald rent praktisk. Så har der været nogle mere organisatoriske rammer, som måske ikke helt har givet lov til det på samme måde, siger hun.

Mangler ikke ansøgere

Men det handler også om mentalt at gøre sig fri af vanetænkning og tilpasse ældresektoren til stadig mere individuelle ønsker og behov. Og det kommer til at gælde både fri- og kommunale plejehjem i fremtiden.

- Det at behandle folk forskelligt er faktisk at behandle dem ens. Fordi vi har forskellige mennesker med forskellige behov alt efter, om det er en tidligere direktør, en fængselsbetjent eller en landmand, påpeger Lone Toftegaard Lei.

Tankegangen har gehør i medarbejderskaren. Rekruttering nævnes ofte som plejesektorens største problem, men Voel Friplejehjem mangler ikke ansøgere til ledige job, som der ikke er mange af, fordi medarbejder-gennemstrømningen er beskeden.

Derfor kan Lone Toftegaard Lei være kræsen med, hvem hun ansætter, og her spiller mavefornemmelsen en central rolle, lader hun forstå.

- Selvom der er meget fokus på højere faglighed i øjeblikket, ansætter jeg mennesker frem for faglighed. . Vi har høj faglighed i huset, men faglighed kan man lære, mens man ikke kan lære at være et andet menneske, siger Lone Toftegaard Lei og tilføjer: 

- Jeg snakker rigtig meget om værdier og prøver at få dem til at forholde sig til, hvordan de vil reagere i forskellige situationer til ansættelsessamtaler - mere end jeg forholder mig til det faglige. Fordi mit udgangspunkt er, at en uddannelse giver en basisfaglighed, som vi i hvert fald kan bygge videre på.

Ledelse i døren

Plejehjemslederen er på det rene med, at hun skal forstå sine medarbejdere for at kunne flytte dem, det sidste lader sig ikke praktisere med tvang. Derfor interesserer hun sig for at plante frø og give idéer til nye medarbejdere for at løsne op for ufleksibilitet, de måske har oplevet andre steder.

Filosofien stiller også krav den modsatte vej, for det kræver empati og interesse fra hende at få medarbejdere til at føle sig trygge. 

- Nu er det jo meget populært at tale om nærværende ledelse. For mig handler det ikke kun om at være fysisk tilstede, men også om at være nysgerrig på de ting, man møder og ser ved medarbejderne og interesserer sig for det, de går og laver. Så fingeren på pulsen er faktisk rigtig, rigtig vigtig, siger hun.

Lone Toftegaard Lei kalder det ledelse i døren – at have to minutter at låne ud, når der er brug for det selv i en travl hverdag.

- Det er vigtigt, fordi det er hårdt følelsesmæssigt at arbejde i faget, og det er ikke blevet mindre hårdt med årene. Både på grund af travlhed, men også på grund af kompleksiteten blandt beboerne. 

- Det stiller høje følelsesmæssige krav, og som leder skal man kunne håndtere det. Er der brug for, at vi lige stopper op og får det her snakket ordentligt igennem? På den måde er man hele tiden på forkant, så korthuset ikke pludselig vælter.

Mens vi snakker, er orglet pakket ned i fællesstuen og middagsmaden serveret, mens duften af kødgryder breder sig ud til indgangspartiet. Ansigtsudtrykkene, roen og den umiskendelige rare stemning er den samme.

Lyt til podcasten: