Store forskelle i medicinforbrug

Når Morsø er i toppen og Allerød i bunden af statistikken over antal borgere, der bruger psykofarmaka, kan det hænge sammen med social ulighed og forskellige vaner hos de praktiserende læger. Forbruget stiger, og det er dyrt for samfundet, siger vismændene.

sundhed

Af Redaktionen | [email protected]

”Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge.”

Sådan lød det gamle valgslogan fra entertainer og tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaard. Men måske det ville passe bedre at skrive: ”Hvis arbejde er sundt, så giv det til de psykisk syge.” Det ville i hvert fald kunne spare Morsø Kommune for en hel del penge. Nye tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at Morsø Kommune – som med sine godt 22.000 indbyggere er en af landets mindste kommuner – har det højeste forbrug af medicin mod psykisk sygdomme. På andenpladsen kommer Langeland, mens Allerød ligger helt i bund med færrest borgere på hjernemedicin.

”Forskellene kan meget vel være udtryk for den sociale skævvridning, der er i kommunerne. Socialt dårligt stillede går mere til læge, er mere syge og får dermed mere medicin. Men der er også en variation mellem områderne, som bunder i traditioner blandt læger om, at ”sådan plejer vi at gøre her”, hvilket skyldes eksempelvis efteruddannelse i et område eller samarbejdet med et sygehus,” siger adj. professor Peter Vedsted fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet. 

Når Lægemiddelstyrelsen overhovedet har talt danskernes indkøb af receptpligtig medicin efter, så man kan aflæse forbruget i de enkelte kommuner, så er det for at give kommunerne en fornemmelse for, hvor de måske kan spare penge – eller bruge flere for at forebygge sygdomme.

”Statistikken kan ses som et økonomisk redskab for kommunerne, som de kan benytte i deres udgiftsstyring,” siger akademisk medarbejder i Lægemiddelstyrelsen Ulrik Hesse.

Øgede sundhedsudgifter

Efter kommunalreformen er kommunerne begyndt at bidrage til finansieringen af sundhedsvæsenet ved dels et grundbidrag, dels et aktivitetsafhængigt bidrag. Begge udgør cirka ti procent af den samlede finansiering af regionernes sundhedsopgaver. 

Reformen gav også kommunerne forebyggelse, pleje og genoptræning som nye opgaver for at skubbe gang i en mere effektiv forebyggelse over for borgerne. Det aktivitetsafhængige bidrag afhænger af, hvor meget og hvordan borgerne bruger sundhedsvæsenet – blandt andet antallet af indlæggelser og brugen af de praktiserende læger. Idéen er, at de kommuner, som motiverer borgerne til at forblive sunde og raske og nedsætter behovet for sygehusindlæggelser, belønnes. 

Der er nemlig økonomisk ræson i at bevare folk så sunde og raske som muligt. Sundhedsudgifterne i Danmark er øget markant år for år. De udgør cirka syv procent af bruttonationalproduktet, men hvis væksten fortsætter, som de økonomiske vismænd forventer, så vil de udgøre knap ti procent i 2050.

Væksten er så kraftig, at de økonomiske vismænd sidste efterår dedikerede en betragtelig del af deres rapport til bekymringer på sundhedsområdet. Finansieringstrykket er markant og vil blive endnu større, så vismændene kom med en række forslag til ændringer. For eksempel kritiserede de, at kommunernes grundbidrag ikke er afhængigt af borgernes brug af sundhedsvæsenet. Dermed har kommunerne ikke et incitament til forebyggelse. Og vismændene var også kritiske over for, at kommunerne medfinansierer alle former for behandling – uanset om de kan forebygges eller ej. Ligesom de undrede sig over det smarte i, at kommunen også er med til at betale for ture til de praktiserende læger og fysioterapeuter, netop fordi disse ydelser kan være med til at forebygge livsstilssygdomme og afværge genindlæggelser. 

Og de tanker er ikke faldet på gold jord. I økonomiaftalerne mellem KL og regeringen i 2009 og 2010 er aftalt, at medfinansieringsmodellen skal ændres, så kommunerne i højere grad bliver motiveret for at styrke forebyggelsen. 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet