Store ambitioner er et af de eneste egentlige fællestræk, der går igen blandt 26 af landets største kommuner, når de bliver spurgt til deres indsats for at redde den globale klimabalance. Men når ambitionerne skal omsættes til virkelighed, begynder forskellen at stå frem. 

Nogle kommuner har udarbejdet detaljerede og konkrete planer for, hvordan man skal komme fra målsætning i mål. Og ikke mindst, hvordan de nødvendige tiltag skal finansieres. Andre kommuners klimaplaner har mest af alt karakter af hensigtserklæringer, mens enkelte endnu ikke har fået udarbejdet eller vedtaget en klimaplan.

Et flertal af kommunerne lader klimaplanerne dække hele kommunen som geografisk enhed, mens andre kun fokuserer på det kommunale energiforbrug. Det første kan lægge op til en bred indsats mellem kommune, borger og virksomheder, men det kan også betyde, at det er svært for kommunen at tage ansvar for arbejdet.

”De projekter, der ligger under klimaplanen, er ikke som sådan kommunens opgaver, da det eksempelvis kræver, at landmænd reducerer deres CO2-udslip. Derfor har kommunen reelt ingen udgifter forbundet med klimaplanen,” lyder det blandt andet i et svar fra Herning.

At det er mere en svært at tegne et entydigt billede af den kommunale klimakamp bekræftes også i en kortlægning, Mandag Morgen for nyligt lavede, og i en netop offentliggjort rapport fra tænketanken Concito. Det overrasker langtfra Søren Dyck-Madsen, der er energi- og klimamedarbejder ved Det Økologiske Råd.

”Mit billede vil også være meget blandet. Det er stadigvæk forholdsvist uklart, hvad kommunerne er forpligtiget til, og ofte agerer kommunerne bedst, når de har en forpligtigelse,” siger Søren Dyck-Madsen.

Som situationen er nu, har kommunerne rent faktisk ikke andet at forholde sig til, end den helt overordnede ambition om, at Danmark skal være fossilfrit inden 2050. Det er et afgørende problem, mener Brian Vad Mathiesen, adjunkt ved Institut for Samfund og Udvikling på Aalborg Universitet.

”Der er både brug for mere central energiplanlægning, og for mere decentral planlægning. Fra central hånd er man nødt til at lave en samlet plan over, hvor vi skal bevæge os hen, og hvordan,” siger Brian Vad Mathiesen.

Han peger blandt andet på, at nogle kommuner risikerer at gå galt i byen med teknologiske fejlsatsninger og fejlinvesteringer, fordi de ikke kender de nationale rammer.

Den gode klimaplan

Blandt de grønne organisationer er der ingen tvivl om, at nogle klimaplaner er bedre end andre. En god klimaplan er særligt kendetegnet ved at være konkret og handlingsanvisende, og ved at forholde sig klart til, hvordan indsatsen skal finansieres. 

”En klimaplan skal være bygget op over princippet plan-do-check. Altså: Vi vil det her. Sådan gør vi det. Og sådan måler vi på det efterfølgende. Planen skal være konkret og operationel. Ellers bliver det ved ordene og snakken. Vi ved ikke, hvad der batter, og så gør man typisk intet,” siger Christian Poll, miljøpolitisk medarbejder ved Danmarks Naturfredningsforening.

Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd mener, at det er vigtigt at anskue en klimaplan som en fortløbende proces. Det er vigtigt at komme i gang, og så at huske på at bevæge sig videre fra det ene trin til det næste.

”Man skal starte med at sætte sig nogle overordnede mål. Og så skal man i gang med at lave den egentlige strategi, der så udmøntes mere og mere konkret i forhold til, hvordan man så vil nå sine mål. Først når planen er konkretiseret helt ned på bygnings- og projektniveau, kan man begynde at tale om budgetter,” siger Søren Dyck-Madsen.