Måske kan ordlyden misforstås, men det betyder ikke, at loven bliver brudt. Sådan lyder svaret, når undervisningschef Finn Mikkelsen skal forklare, hvorfor Norddjurs Kommune som hovedregel ikke anbringer på opholdssteder.

Det samme svar kommer fra Horsens, hvis ’ydelseskatalog’ slet ikke nævner opholdssteder som en mulighed for unge over 16 år, og fra Gladsaxe, der som en del af sin ’genopretningsplan’ har lagt fremtidens budget fast på hjemtagelse af et konkret antal børn fra tilbud uden for kommunen.

Behov for nytænkning

Alt sammen ting Kirsten Ketscher og Bente Adolphsen, begge eksperter i socialret, fremhæver som enten ulovligt, tvivlsomt eller suspekt.

Ifølge Finn Mikkelsen er Norddjurs anbringelsesstrategi tænkt som en måde at prioritere indsatsen. Den konkrete vurdering skal altid baseres på barnets behov og lovens muligheder, herunder opholdssteder.

”Men det er bestemt ikke en nem opgave at sætte rammerne i vores serviceniveau. Det er forbundet med vanskelige dilemmaer, hvor vi nøje skal opveje lovgivningens krav i forhold til økonomien,” siger Finn Mikkelsen.

Familiechef i Horsens, Ebbe Knabe, peger på, at fastsættelsen af et serviceniveau skal navigere mellem to politiske krav, der kan virke modsætningsfyldte.

”På den ene side får vi nøje indskærpet fra socialministeren og ankesystemet, hvad loven kræver. På den anden side får vi at vide, at området koster alt for mange penge,” siger Ebbe Knabe.

Det samme fremhæver Finn Mikkelsen som det afgørende dilemma.

”Det er klart, at lovgivning og økonomi konflikter her og trækker i hver sin retning. 

Så der er brug for nytænkning. Og det prøver vi ved at etableret en bred vifte af ­muligheder.” :