Socialt arbejde skal supplere kommunerne

Der er grænser for, hvad det offentlige kan og bør blande sig i. Og her spiller det frivillige sociale arbejde en vigtig rolle, mener Laust Kristensen, som er centerleder for Center for frivilligt socialt arbejde. 

q&a

Af Thea Storm Pedersen | [email protected]

2011 er det europæiske år for frivilligt arbejde. Det sætter øget fokus på, hvad frivilligt arbejde kan bruges til, og hvilken værdi det frivillige arbejde har. 

Laust Kristensen er centerleder for Center for frivilligt socialt arbejde, som er et støttecenter for det frivillige sociale område og en selvejende institution under Socialministeriet. 

Hvorfor er der behov for frivilligt socialt arbejde? 

Med støtte fra den nu afdøde professor ved Aalborg Universitet, Tore Jacob Hegland, ser jeg overordnet tre problemer, hvis socialstaten skulle klare alle problemer selv.  

For det første er der den økonomiske dimension: Efterspørgslen på service vil altid være stigende, og det er helt utænkeligt at tro, at selv den mest velhavende stat vil kunne finansiere enhver ydelse, som borgerne kunne tænke sig, via skatter og afgifter. Der er derfor et økonomisk behov for, at borgerne klarer nogle ting selv uden at involvere det offentlige. 

Så der er en grænse for, hvad det offentlige skal kunne facilitere?

Ja, men den svinger selvfølgelig. I velfærdsstatens storhedstid i 60’erne og 70’erne steg begejstringen og tiltroen til, at det offentlige kunne klare stort set det hele. Det blev så kronet med socialreformen i 1976 blandt andet med bistandsloven. 

Og så meldte virkeligheden sig efterfølgende, og vi måtte konstatere, at der altså ikke var penge til, at det offentlige kunne finansiere det hele. Det er den ene grund som understreger vigtigheden af det frivillige arbejde.  

Den anden grund er en funktionsbegrundelse: Selv den gode og velmenende stat evner ikke at løse alle opgaver eller fungere i alle sammenhænge. Det offentlige kan blandt andet komme til kort, når man taler om at skabe venskaber og personlige relationer og sådan nogle ting.

Og den tredje årsag til, at der er brug for frivillige kræfter?

Den sidste årsag skal ses med udgangspunkt i en legitimitetsproblematik: Der er simpelthen grænser for, hvad det offentlige bør blande sig i, i forhold til hvad der er almindelig opbakning til i befolkningen. 

Et nyligt eksempel er madordninger i børneinstitutionerne, hvor en stor del af diskussionen ikke drejede sig om, hvorvidt det ville være sundt samlet set for børnene, at de fik den her madordning alle steder, men diskussionen kom mere til at handle om, hvorvidt det var legitimt, at det offentlige skulle blande sig på den måde og tage over.

Hvilke opgaver kan det frivillige arbejde overtage? 

Der er nogen områder, hvor det frivillige har nemmere ved at gå ind, fordi der ikke er tale om standardløsninger fra Gedser til Skagen, men altid om situationstilpassede løsninger.

Der er områder, hvor en opgave både kan løses af frivillige organisationer og kommunale forvaltninger. Der er jo en del kan-opgaver, så de steder, hvor det står i lovgivningen, at kommunen kan iværksætte tilbud, der er det i princippet op til kommunen, om man vil noget på de områder – og om man vil gøre det via frivillige eller via egne ressourcer. 

I forhold til institutionsområdet mener jeg, at man i kommunalt regi i langt højere grad bør gå ind i nogle mere præcise overvejelser om, hvilke fordele der kan være forbundet med en større inddragelse af civilsamfundet. Men der hænger vi ligesom lidt i nødbremsen efter socialreformen i 70’erne, hvor idealet var, at de selvejende institutioner skulle indgå driftsoverenskomster, der gjorde det muligt for kommunerne at styre dem alligevel. 

I dag er der behov for en revitalisering af begrebet selvejende institutioner: Vi skal have en selvorganisering, som kan lette det økonomiske pres på det offentlige og samtidig skabe nogle særlige måder at arbejde på, som er tilpasset lokale behov. 

Hvordan har den økonomiske krise præget det frivillige arbejde i kommunerne?

Vi mærker en øget interesse for at diskutere, hvordan de frivillige i Danmark kan supplere de offentlige ydelser, og også om, hvor grænsen går. I forhold til det er vandene lidt delte. Der er nogen, som er meget bange for at blive misbrugt i forbindelse med besparelser, og der er andre, som synes, det åbner nye spændende muligheder for at samarbejde med det offentlige. Man kan bruge det gamle ordsprog ”Når forandringens vinde blæser, så er der nogen der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller” til at illustrere de forskellige opfattelser med.

Jeg er grundlæggende tilhænger af den livsfilosofi, at når noget bliver vanskeligt, skal man ikke kun kigge på det vanskelige, men på det udviklingspotentiale, der er i det. Jeg synes, at den økonomiske krise, vi oplever for øjeblikket, helt naturligt skal give inspiration til en debat om sektoropgavefordeling. Så jeg håber, at diskussionen om, hvad der bør løses i civilsamfundet, hvad det offentlige skal tage sig af og for den sags skyld også hvad de private virksomheder skal tage sig af, ikke er under neddrosling, men at den tværtimod får lov til at blomstre og leve.

 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet