Når du er indlagt på hospitalet med en svær spiseforstyrrelse, slutter opholdet normalt, når du har nået en bestemt vægt. Men selvom kroppen ser rask ud, kan hverdagen være svær at komme tilbage til. Og skal man gøre sig fri af spiseforstyrrelsen, er det ikke nok at fokusere på vægtøgning. Derfor er det helt afgørende, at et specialiseret rehabiliteringstilbud står klar til at tage over. Det er dog langtfra altid tilfældet.

Flere rammes af spiseforstyrrelser

En evaluering af kommunalreformen viser, at kommunerne i stigende grad vælger sociale tilbud i eget lokalområde fremfor at benytte specialiserede tilbud i regionerne eller i andre kommuner. Det betyder, at borgere med svære spiseforstyrrelser ikke nødvendigvis får et rehabiliteringstilbud, som er tilpasset deres behov. Og det på trods af, at antallet af indlæggelser af borgere med svære spiseforstyrrelser faktisk er steget med 20-25 procent siden 2008.

Behandlingsforløbene til målgruppen er blevet kortere, og det betyder, at kommunerne har fået et øget ansvar for rehabiliteringsdelen. Et ansvar, kommunerne ikke altid kan leve op til, da mange små kommuner ikke har specialiserede tilbud til målgruppen. Og det kan få store konsekvenser for den enkelte. Hvis borgeren ikke kommer i specialiseret rehabilitering efter udskrivelsen, risikerer man nemlig, at spiseforstyrrelsen får frit spil.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Som formanden for Socialpædagogernes Landsforening, Benny Andersen, udtalte tidligere på året:

- Det er uhyre vigtigt, at indsatsen er fagligt rigtig, og at der bliver sat hurtigt ind. Så det er dybt bekymrende, at vi oplever en afspecialisering, som betyder, at unge med spiseforstyrrelser ikke kan få den hjælp, de har brug for, med det samme.

Flere af beboerne i Askovhus har boet i alment psykiatriske tilbud, som ikke var målrettet deres sygdom. Det betød, at de i høj grad var i stand til at skjule spiseforstyrrelsen for velmenende personale og pårørende, mens de blev mere og mere syge. De havde en oplevelse af at stå alene i kampen for at blive rask, og derfor fik spiseforstyrrelsen lige så stille igen overtaget.

Næsten halvdelen genindlægges

Det kan være svært for en borger med spiseforstyrrelse at sige ja til rehabilitering, fordi det er svært at give slip på spiseforstyrrelsen. Man er ofte ambivalent i forhold til det at blive rask, og et afslag på en bevilling om rehabilitering kan opleves som en accept af spiseforstyrrelsen og en bekræftelse af, at man ikke har fortjent et andet liv. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at støtte borgeren til at vælge en anden vej - vejen væk fra spiseforstyrrelsen - er det vigtigt at sætte ind med rehabilitering i direkte forlængelse af en indlæggelse. Der har borgeren nemlig stadig de negative oplevelser, der førte til indlæggelsen, tæt inde på livet.

Står et menneske med en svær spiseforstyrrelse alene i blot en kort periode efter indlæggelsen, træder de negative oplevelser dog ofte i baggrunden til fordel for spiseforstyrrede tanker, der overbeviser vedkommende om, at et liv uden sygdommen ikke er en mulighed.

Mange mennesker med spiseforstyrrelse er usynligt syge og kan fremstå ganske velfungerende på overfladen – ikke mindst efter et hospitalsophold, hvor vægten ikke længere er alarmerende lav. Den tilsyneladende kompetence gør, at man kan foranlediges til at tro, at borgeren efter indlæggelse ikke har brug for målrettet rehabilitering.

Manglen på specialiseret rehabilitering til målgruppen betyder derfor, at borgerne ofte udskrives, falder tilbage i gamle mønstre, taber sig igen og genindlægges. Hele 47 procent af de borgere, som indlægges på landets klinikker for spiseforstyrrelser, vender nemlig tilbage igen – 13 procent af dem endda fem gange eller mere i løbet af de næste tre år. Det er både synd for de mennesker, det går ud over, og spild af ressourcer for samfundet.

Tallene er en tydelig markør på, at mange ikke har adgang til den fornødne specialiserede rehabilitering, som kan lede dem videre til et godt og selvstændigt liv, hvor spiseforstyrrelsen ikke dominerer hele deres verden.

Nye retningslinjer

Med Socialstyrelsens nye centrale udmelding til landets kommuner vil de årlig afrapportere deres rehabiliteringsindsats på området. Formålet er at afdække, hvordan kommuner og regioner tilrettelægger indsatsen til målgruppen og sikrer, at der er de rette specialiserede rehabiliteringstilbud. Samtidig får kommunerne nye retningslinjer fra Socialstyrelsen, som beskriver, hvordan man sikrer kvalitet på området.

Af retningslinjerne fremgår det for eksempel, at for at man kan tale om et specialiseret tilbud, skal stedet have borgere med spiseforstyrrelse som primær målgruppe. Et bosted med 20 pladser, hvoraf to er besat af borgere med spiseforstyrrelser, kan altså ikke karakteriseres som specialiseret. Det udelukker rigtig mange af de tilbud, man giver målgruppen i dag. De mennesker, som bor i Askovhus, fortæller da også, at det er afgørende at være et sted, som specialiserer sig i spiseforstyrrelse, og hvor medarbejderne har erfaring med at gennemskue spiseforstyrrelsens snyd og løgne. Ellers er det alt for nemt at falde tilbage i usunde mønstre uden at blive opdaget.

I Askovhus oplever vi en stigende interesse fra kommunerne på området, og der er ingen tvivl om, at det ikke skyldes manglende vilje, når mange kommuner ikke kan tilbyde den fornødne specialiserede rehabilitering. Vi giver daglig råd og vejledning til kommunale medarbejdere, som gerne vil have viden om området og hjælp til, hvordan de giver den bedste hjælp til deres borgere. Retningslinjerne giver derfor også viden, som mange kommunale medarbejdere efterspørger.

Mit håb er, at de nye retningslinjer også har den ønskede effekt – at mennesker med svære spiseforstyrrelser får den rette specialiserede hjælp, de fortjener. Vi skylder disse mennesker en chance for at leve et normalt og selvstændigt liv, som ikke skal leves ud og ind af hospitalsafdelinger.