Sociale placeboforsøg vækker skepsis

Evidens er et af tidens store modeord inden for arbejdet med socialt udsatte. Men tilgangen er et tveægget sværd, for effekten af omsorg lader sig ikke måle, som var det medicin.

trivsel

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

Vi skal vide, hvad der virker. Og så skal vi gøre det, som vi ved virker. Det er essensen af ambitionen om at indføre såkaldte evidensbaserede metoder i det sociale arbejde med udsatte børn, unge og deres familier. En tilgang, som de seneste år har fået så stor politisk opmærksomhed og opbakning i Danmark, at Det National Forskningscenter for Velfærd (SFI) udnævner det til tidens mest dominerende tendens i det børnesociale arbejde. 

Det sker i forskningscentrets nyligt offentliggjorte rapport om danske børn og unges trivsel og velfærd. Her fremgår det imidlertid også, at det ikke er en helt uproblematisk udvikling.

”Man skal tage de her ting med et forbehold og sørge for få alle nuancer med. Det kan godt være, at man kan måle på en del af en indsats, men at der stadig vil være en masse gråzoner, som man ikke kan sige noget om,” siger Sofie Stage, medforfatter til SFI’s rapport.

Tilfældet råder

At arbejde evidensbaseret vil sige, at indsatsen over for udsatte børn og unge skal tilrettelægges og administreres ud fra det, som, forskningen viser, giver den største effekt. De videnskabelige metoder er kendt fra medicinsk forskning. Her afprøves nye behandlinger på forsøgspersoner, hvor tilfældigheder afgør, hvem der får den egentlige medicin, og hvem der får placebo.

”Mens eksempelvis lodtrækningsforsøg, hvor tilfældigheder afgør, om en familie får den ene eller den anden hjælp, er anerkendt og accepteret inden for medicinsk forskning, er det stadig kontroversielt på det sociale område,” siger Sofie Stage.

Forskningsmetoderne er især kendt fra USA, men Socialministeriet støtter dem også herhjemme. Der er dog langt til nogle af de amerikanske forsøg, hvor tilfældigheder vitterlig har afgjort, om familier har fået hjælp eller fortsat har skullet sejle sin egen sø. 

Et eksempel er det nye storstilede forskningsprojekt VIDA (Vidensbaseret indsats over for udsatte børn og unge i dagtilbud) ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. En undersøgelse, der baseres på 6.000 børn i 120 institutioner.

”Vi har også haft vores etiske overvejelser. Men de har ikke været så påtrængende, fordi dem, der ikke får VIDA, de får det, som de plejer at få. Og i Danmark er det langtfra etisk uforsvarligt at give børn den almindelige pasning og omsorg i dagtilbuddene,” siger Bente Jensen, lektor og projektleder for VIDA.

Umuligt at dokumentere

Bente Jensen er enig i, at man skal være opmærksom på, at langtfra alt på det sociale område kan måles og vejes. Men hun mener samtidig, at det vil være uforsvarligt ikke at forsøge at måle på indsatserne.

”Det er svært at forsvare, at man ikke ved, hvad man laver, og at man famler i blinde. Og det er jo også den oplevelse, som pædagoger og kommuner giver udtryk for,” siger Bente Jensen.

Hendes kollega lektor Inge Bryderup mener, at der er et klart behov for mere viden på området. Men at man må opgive kravet om evidens, når det kommer til at dokumentere effekter og virkninger af helt konkrete sociale indsatser.

”Det er simpelthen for komplekst et felt. Det er stort set umuligt at isolere de faktorer og effekter, som man vil måle på, når det handler om menneskeligt og socialt pædagogisk arbejde,” siger Inge Bryderup.

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet