Socialdemokratisk DNA kan hjælpe partiet

En ny bog om ’Socialdemokratiske Tænkere’ samler det tankegods, der har udgjort partiets politik gennem mere end 140 år. En overset idétradition, der kan bringe partiet videre, mener manden bag.

Af Morten Munkholm | [email protected]

’Uden ideologisk overbygning risikerer man at blive en slave af andres ideer’, lyder et citat fra den britiske økonom John Maynard Keynes.

Og det kan meget vel være udgangspunktet for, at en række akademikere har fundet behov for at introducere 15 af de største ’Socialdemokratiske Tænkere’ i en ny bog, der udkommer 9. april.

For de famler hos Socialdemokraterne – famler efter en ideologisk overbygning mellem, hvad de står i, hvad de mener, og hvordan de handler, mener bogens hovedforfatter, kommunikationsrådgiver, ekstern lektor og socialdemokrat Anders Dybdal.

- Vælgerne kan ikke forudsige, hvad det næste, Socialdemokraterne vil, er. Og det er ikke kun vælgerne, der ikke kan det – det er også folk langt ind i partiet, siger Anders Dybdal.

Overset ideologi

Muligvis skyldes fortvivlelsen, at man ikke har samlet op på det socialdemokratiske tankegods og defineret, hvad det vil sige at være socialdemokrat.

- Socialdemokratisme er en overset ideologi og idétradition – også blandt mange socialdemokrater. Den har ikke nogen teoretisk formel som marxisme og liberalisme. Og det er måske derfor, der har været så lidt fokus på de tænkere, der faktisk har haft størst betydning for den socialdemokratiske begrebsverden, fortæller Anders Dybdal, der nu forsøger sig med at sætte tænkerne i system.

Med en forhåbning om, at det kan bane vejen for et nyt socialdemokratisk mindset.

- Jeg vil ikke sige, de skal gå tilbage til det gamle projekt, bogen beskriver. Men partiet bør bruge det til at opfinde et nyt, forklarer forfatteren.

For arbejderen 

Tankerækken starter med  Karl Marx og Friedrich Engels, der med deres kommunistiske manifest får sat gang i den socialdemokratiske bevægelse – også i Danmark, hvor Louis Pio i 1871 grundlægger partiet.

- Det blev etableret som en afdeling af Marx’ Første Internationale. Men lidt firkantet kan man faktisk sige, at Socialdemokratiet først bliver socialdemokratisk flere årtier efter sin grundlæggelse, forklarer Anders Dybdal, som hurtigt går mod den kerne, han ser i partiet.

En kerne, som opstår med tyskeren Eduard Bernsteins tanker om et parti, der vil ændre samfundet gennem reformer i modsætning til den kommunistiske revolution.

- Hvis man skal tale om en kerne i socialdemokratisme, som faktisk går helt tilbage fra 1890’erne, er det, at kapitalismen skal styres politisk. Vi er simpelthen nødt til at regulere de økonomiske kræfter, siger Anders Dybdal.

Og med det som udgangspunkt starter det danske socialdemokratiske projekt op tidligt i det 20. århundrede med Gustav Bangs og Frederik Borgbjergs afstandtagen fra revolutionen.

- De foretager faktisk en ret ubevidst afstandstagen fra marxismen, hvor Frederik Borgbjerg formulerer et tankesæt, han kalder fuldt foreneligt med marxismen, men som i virkeligheden bryder med den på afgørende punkter. På den måde har partiet også i sig selv udviklet sig gennem langstrakte reformer, forklarer Anders Dybdal. 

For folket

Et af de mest markante skridt kommer i mellemkrigstiden, da folk som Thorvald Stauning, Hartvig Frisch og Karl Kristian Steincke bevæger partiet afgørende væk fra at være en del af den internationale arbejderbevægelse til at blive et nationalt folkeparti.

- Da man lige pludselig under 1. Verdenskrig finder arbejdere i krig mod hinanden fra hver deres skyttegrav, så giver parolerne om, at arbejdere i alle lande skal forenes, ikke mere mening. Så partiet bevægede sig mod en mere nationalt orienteret tanke, hvor man ville kæmpe for samfundet og nationen, siger Anders Dybdal.

Især Hartvig Frisch bruger nationalismen til at fremmane en særlig form for dansk socialdemokratisme, der tager afstand fra både nazismen og kommunismen. De tre politikeres tanker bliver grundfæstet i principprogrammet ’Danmark for Folket’ fra 1934.

- Det er her, partiet støber kuglerne til velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Med en blanding af Steinckes ideer om socialpolitikken og
Staunings tanker om kulturel dannelse. Det handlede om at løfte arbejderne op til at blive borgere i samfundet med adgang til blandt andet kulturelle tilbud, fri skolegang og biblioteker, fortæller Anders Dybdal. 

For familien

Det bliver først efter 2. Verdenskrig, at den afgørende opbygning af velfærdssamfundet går i gang. Svenske socialdemokrater som Ernst Wigforss og ægteparret Alva og Gunnar Myrdal får en afgørende betydning for det, som bogen karakteriserer som en slags familiepolitik.

- Med familiepolitikken blev det, der skete indenfor hjemmets fire vægge, gjort politisk. Det gjorde man, fordi der simpelthen var behov for det økonomisk i forhold til at føde flere børn og få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, siger Anders Dybdal.

Wigforss’ ideer gik samtidig godt i tråd med den britiske økonom John Maynard Keynes’ teori om fuld beskæftigelse og offentlige investeringer i krisetider. Velfærdsdanmark blomstrede op. Der kom en slags politisk konsensus på tværs af partierne om, at det var vejen frem. Og sådan stod partiet nærmest ideologisk stille i flere år frem.

- På en eller anden måde var det det samme projekt, man førte helt frem til 90’erne. Efter ungdomsoprøret i 1968 kom meget af nytænkningen fra bevægelser til venstre for Socialdemokraterne, eksempelvis i VS. Og deres tanker forholdt Socialdemokratiet sig så løbende til, forklarer Anders Dybdal.

For mennesket

I 1990’erne kommer der så et altafgørende opbrud med den gamle tankegang, da den britiske sociolog Anthony Giddens definerer en tredje vej for partiet. En vej, som er langt mere individuelt orienteret end de gamle helhedsløsninger og folkedyder. Den globale konkurrence skal bruges, ikke tæmmes.

- Giddens kommer til med en radikal nytænkning af det klassiske partis tanker og sætter dem ind i en mere nutidig kontekst. Nogle vil så kalde det et brud med socialdemokratismen. Det kan man diskutere, men partiet ændrer sig i hvert fald fra at være meget kollektivistisk orienteret til at være mere individuelt orienteret, siger Anders Dybdal.

Og det tager også de danske socialdemokrater til sig.

- Med Mogens Lykketoft som finansminister tager partiet nogle af de skridt, der bliver beskrevet som den tredje vej. For eksempel med en aktiv arbejdsmarkedspolitik og skattereformer, forklarer han.

Men med den tredje vej som guideline har partiet også bevæget sig over imod den markedstankegang, de gamle socialdemokrater ville forhindre.

- Selvom mange i dag kritiserer den tredje vej for at være for neoliberal, så gav den partiet et europæisk comeback, fordi den trods alt skabte en ideologisk overbygning mellem, hvilke udfordringer der var, hvilken holdning man havde, og hvordan man handlede på problemerne, siger Anders Dybdal.

For hvem?

Den neoliberale kurs bliver også kædet sammen med nutidens danske socialdemokrater og deres slingrekurs, som bogen beskriver i sit efterskrift. I 2008 forsøgte partiet sig faktisk med en ny ideologisk linje, da Helle Thorning-Schmidt i to kronikker beskrev ’For enden af den tredje vej’ og det politiske udspil ’Trivselssamfundet’ blev fremlagt.

De to første punkter i udspillet lød: ’Retten til et liv uden konkurrence’ og ’Et opgør med kapitaliseringen af vores fælles værdier’ – noget man næppe kan sige er blevet den senere regerings politik.

- Det nye for enden af den tredje vej blev aldrig fundet, og derfor styrer regeringen meget teknokratisk efter, hvad der ligger af planer i embedsmændenes skuffer. De har simpelthen ikke noget selvstændigt politisk projekt, lyder analysen fra Anders Dybdal.

I den aktuelle debat om, hvor-når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen eventuelt skal overtage styringen af partiet, glemmer folk derfor også en vigtig præmis.

- Socialdemokraternes problem er ikke kun dårlig politisk ledelse, men mere at der mangler en ideologisk overbygning. Uanset hvem der bliver ny formand, vil det skulle ændres for at ændre ten-densen, siger Anders Dybdal.

Selv har han ikke et endeligt bud på, hvordan et nyt projekt skal se ud. Men både økonomen Joseph Stiglitz og politologen Maurice Glasman bliver i bogen præsenteret som to tænkere med moderne visioner.

- Folk skal i hvert fald kunne fornemme, at der er en kerne i partiet – en form for forudsigelighed og en sammenhæng mellem udsagn og handling, forklarer Anders Dybdal, der altså nu har bragt generne i orden til at videreudvikle partiets DNA.

Læs portræt af politisk ordfører Maja Panduro: "Hun er prototypen på en socialdemokrat"

Kommunikation

Kultur

Tilmeld dig nyhedsbrevet