Social balancegang på lovens yderste kant
Kommuner landet over risikerer at komme i karambolage med lovgivning i arbejdet med at fastsætte serviceniveauer på socialområdet for at dæmpe udgifterne. Eksperter advarer på det kraftigste.
”Fast kontaktperson bevilliges som udgangspunkt maks. tre timer om ugen”, ”som hovedregel anvendes opholdssteder ikke”, og ”som udgangspunkt skal unge ikke anbringes uden for hjemmet”.
Sådan lyder det, når blandt andet Randers, Norddjurs og Gladsaxe sætter grænserne for deres indsats på det såkaldte specialiserede socialområde.
Det er formuleringer som disse, der får flere af landets førende eksperter inden for sociallovgivningen til at råbe vagt i gevær og mane til besindighed i forsøget på at nedbringe udgifterne til landets handicappede og socialt udsatte borgere.
De sår tvivl om lovligheden i at fastsætte ’serviceniveauer’ for indsatsen på denne måde. Og selv om formuleringerne ikke i sig selv er direkte ulovlige, så skaber det stærk bekymring om, at de vil føre til ulovlig praksis i sagsbehandlingen.
”Jeg mener bestemt, at der kan være grund til at frygte, at sådanne retningslinjer kan tilsidesætte loven. Sagsbehandlerne er jo ikke jurister, og vi ved, at de meget sjældent kigger i loven. Det fleste arbejder netop ud fra vejledninger og den slags,” siger Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet.
Det stiller ifølge Kirsten Ketscher store krav til, at vejledningerne ikke må blive for mekaniske. Og det er netop det, hun mener, at ovenstående eksempler viser let kan ske, når den enkelte kommune forsøger at opstille egne standarder for den sociale indsats.
Arbejdet med at få fastsat ’serviceniveauer’ på det sociale område sker i vid udstrækning på foranledning af Finansministeriet og KL. Det skal være med til at sikre et fast greb om udgifterne. Men flere kommuner er i løbet af foråret blevet hårdt kritiseret i medierne, når de har forsøgt at følge rådet.
Socialminister Benedikte Kiær (K) har gang på gang været kaldt i samråd af oppositionen, og har hver gang svaret, at kommunerne gerne må lave målsætninger for deres indsats, men ikke bindende regler.
Vink med en vognstang
Netop det er ifølge juridisk lektor på socialrådgiveruddannelsen, Bente Adolphsen, det helt afgørende problem, når regeringens samtidig anbefaler, at der laves ’serviceniveauer’ for indsatsen.
”Det forvirrer, når man siger, at serviceloven er en rammelov, som kommunen selv kan udfylde. Så kan man som lokalpolitiker få det indtryk, at man skal sidde og lave sin egen ’kommunelov’ på området. Jeg ser mange eksempler, der går ud over lovgivningens rammer. Meget af det, der laves, er enten i direkte strid med grundsætningen om ikke at sætte ’skøn under regel’ eller balancerende på grænsen,” siger Bente Adolphsen.
Det helt afgørende problem er ifølge hende de meget konkrete formuleringer for indsatsen, mange af disse ’serviceniveauer’ indeholder. Det fungerer som et vink med en vognstang til sagsbehandlernes arbejde med de konkrete sager. Også selv om retningslinjerne kun angives som vejledende, eller der bruges blødere formuleringer, som at ”i udgangspunktet” tilbydes kunne denne indsats, eller denne indsats ”så vidt muligt” undgås.
”Det gør det svært at sige, at det er klart ulovligt. Men når man opstiller det på den måde fra ledelsens side, så ved man godt som ansat, hvor grænsen går i de konkrete sager, fordi det er kommunens standard,” siger hun. :
