Det trækker op til et stort slag. Positionerne er velkendte og urokkelige, og lige nu oprustes der i begge lejre. Årets kommuneforhandlinger ser ud til at blive de mest intense og spændende i mands minde. På den ene side står kommunerne.

Med voksende regninger og opgaver om boligplacering og integration af de flygtningefamilier, som er kommet til landet det seneste år. Med et stærkt folkeligt krav om stop for nedskæringer på daginstitutioner, ældrepleje, folkeskole og handicapområdet. Og med et stort ansvar for at tænke langsigtet, investere rigtigt og drive vores velfærdssamfund fornuftigt og trygt.

De behov er mildt sagt svært forenelige med et omprioriteringsbidrag, der dikterer her og nu-besparelser i de i forvejen stramme kommunale budgetter. Og så kan man krydse fingre og håbe, at så mange af pengene som muligt kommer retur senere på året, når de fordeles en sen nattetime i forbindelse med finansloven. En ringere styringsmekanisme kan man vel næppe forestille sig.

På den anden side står regeringen. Her har finansminister Claus Hjort for længst gjort våbnet klar: Omprioriteringsbidraget, som blev opfundet efter valget. I valgkampen talte Venstre om et ”udgiftsstop” eller nulvækst. Præmissen var, forsikrede topfolkene fra V, at ”den offentlige sektor har de samme penge til rådighed, som den har i dag. Dermed er det også muligt at fastholde det samme antal an--satte og købe de samme ydelser,” lød argumen-terne fra partiets næstformand i valgkampen.

De argumenter blev ganske vist gennemhullet af samtlige af rigets økonomer, der påpegede, at udviklingen i varekøb og den demografiske udvikling med sikkerhed ville betyde, at nulvækst ville være lig med nedskæringer.

Efter valget blev nulvækst pludselig erstattet af minusvækst i Venstres eget regeringsgrundlag. Trods løfterne fra valgkampen. Og som statsminister Lars Løkke Rasmussen fremførte i folketingssalen, så kan de kommunale besparelser fremover gå til det, han kalder ”individuel velfærd i form af skattelettelser.”

Men hvor står Folketinget? Hvor er det politiske flertal, en finansminister altid har brug for, hvis han vil have ammunition til sit forhandlingsvåben?

Ved folketingsvalget for et år siden stemte danskerne med stort flertal på partier, der gik ind for en positiv udvikling i den offentlige velfærd. I alt 126 mandater i Folketinget er der til partier, der i valgkampen gik imod minusvækst. Kun 53 af Folketingets nuværende medlemmer gik til valg på nulvækst eller minusvækst.

Det burde være en klar sejr til velfærden over skattelettelserne. Men siden har Dansk Folkeparti som bekendt lagt stemmer til budgetlovens omprioriteringsbidrag. Hvordan partiet forklarer det, overlader jeg til dem selv at redegøre for.

Her er situationen set fra os socialdemokrater her på tærsklen til kommuneforhandlingerne:

Vi har den største respekt for vores aftalesystem i Danmark. Gennem årtier er der indgået frivillige aftaler mellem kommunerne og skiftende regeringer om de økonomiske rammer og opgavevaretagelsen kommunalt.

Det ser vi som en stor styrke. Sidste år indgik vi derfor en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om, at vi i Finansudvalget vil stemme for de aktstykker, der udmønter en aftale, som den til enhver tid siddende regering har indgået med KL. Den aftale har vi indgået, fordi det er vores grundholdning, at når og hvis Kommunernes Landsforening indgår en aftale med en siddende finansminister, så skal den aftale også blive til virkelighed. Det er Folketingets ansvar, og det ansvar er det naturligt for os socialdemokrater at påtage os, også når vi er i opposition. Aftalen gælder selvfølgelig også den anden vej, altså også under en fremtidig socialdemokratisk ledet regering.

Men hele forudsætningen er selvfølgelig, at der er en aftale. Sagt med andre ord: Kan der ikke opnås enighed mellem regeringen og KL, er situationen en anden. I den situation gælder aftalen ikke. I den situation er det finansministerens ansvar at gå til Folketingets partier og bede dem om at stemme for aktstykker med netop det omprioriteringsbidrag, som KL har sagt nej til. Samme omprioriteringsbidrag, som vi socialdemokrater har stillet forslag i Folketinget om at droppe.

Derfor bliver det ikke med socialdemokratiske stemmer, at der indføres omprioriteringsbidrag, hvis kommunerne først har sagt nej, og det ikke har været muligt at indgå en aftale mellem KL og regeringen.

Mit håb er, at der kommer en kommuneaftale. Men ikke for enhver pris. Det kommunale selvstyre og vores kernevelfærd er på spil her. Det ved kommunerne. Det ved vi socialdemokrater. Spørgsmålet er, om et flertal i Folketinget også ved det.