Slaget for åbenmundethed
skal ske på arbejdspladserne

De ansattes ytringsfrihed skal forankres i kulturen på arbejdspladsen. Den kan ikke sikres via regler, mener højesteretsdommer Jens Peter Christensen.

ytringsfravær

Af Carsten Terp Beck Nilsson | [email protected]

Skærpede regler og et ytringsfrihedsnævn kan ikke sikre, at de ansatte i kommunerne tør åbne munden om kritiske forhold på deres arbejdsplads. 

Det mener højesteretsdommer Jens Peter Christensen, som for fem år siden stod i spidsen for Udvalget om Offentligt Ansattes Ytringsfrihed og Meddeleret. Nu som dengang mener han, at det er ude på arbejdspladserne, det store slag for åbenmundetheden skal slås. 

”Dette område er et godt eksempel på, at det er svært at lave om på virkeligheden ved hjælp af regler. Det handler om interne organisatoriske forhold og kulturen i organisationen,” siger Jens Peter Christensen.

Udvalgets arbejde mundede ud i en betænkning og en frivillig vejledning, som skulle gøre det klart for de ansatte, hvad deres rettigheder er. I dag får de faglige organisationer et stigende antal henvendelser fra medlemmer, som føler, at deres ytringsfrihed er presset. Derfor kritiserer fagforbundene vejledningen for at være uden effekt. Men henvendelserne er netop et tegn på det modsatte, mener Jens Peter Christensen.

”Meningen med vejledningen var sådan set at informere folk om, hvordan retstillingen er. Så man kan lige så godt sige, at der nu er flere, der er opmærksomme på deres retsstilling og derfor henvender sig. Jeg tror, folk er blevet mere opmærksomme på, at de har ytringsfrihed. For mange er reglerne svære at overskue. Det var derfor, vi lavede vejledningen, for så har man i hvert fald reglerne et sted, skrevet nogenlunde i menneskeord. Men samtidig understregede vi betydningen af, at man lokalt på de enkelte arbejdspladser sætter det her på dagsordenen. Det tror jeg selv meget mere på.  Det har meget større værdi, hvis det er noget, man har lokalt.”

I afviste at anbefale en særlig lovbestemmelse om ytringsfrihed?

“Ja, det var noget, vi diskuterede. Vi lavede forskellige undersøgelser blandt såkaldt almindelige mennesker i fokusgrupper. Og vurderingen var, at det ikke var afgørende, om ytringsfriheden nu stod i en lov. Det afgørende var, om der var en anerkendelse af det ude på de enkelte arbejdspladser.“

I afviste  ikke, at en signallovgivning kan have en effekt?

“Nej, nej, man skal da have lov at sende signaler. Man skal bare ikke tro, man ændrer virkeligheden ved at lave sådan en lovbestemmelse.” 

Vil det sige, at din holdning er den samme, nu fem år efter?

”Ja. Min opfattelse er sådan set, at det er, som det hele tiden har været. Det er ikke sådan, at der har været en meget frygtelig tilstand, som vi så med udvalget skulle rette op på, og som nu stadigvæk er helt frygtelig. Der er stort set frit slag for folks personlige ytringer. Og så er der en meget stor gruppe, der ikke bruger deres ytringsfrihed – formentlig af den simple grund, at det har de sådan set ingen lyst til.”

Der er også  en gruppe, som holder sig tilbage af frygt for, at det skal skade deres karrierevej?

”Og deri ligger noget endnu mere uhåndterligt – nemlig deres frygt for kollegernes reaktion. Man kan blive ugleset der, hvor man er – fordi kollegerne ikke synes, det er i orden at ytre sig kritisk om sin arbejdsplads. Det, vi understreger i betænkningen, er, at ude i den virkelige verden kunne det være rigtig godt, hvis man drøftede sådan noget på de enkelte arbejdspladser. Det er tit, når kritikken ikke får lov at komme frem internt, eller der ikke bliver reageret på den, at gryden koger over, og låget springer af, og så bliver det til en ekstern kritik.”

Det kunne jo godt tyde på, at man på chefniveau skulle tage det her væsentligt mere alvorligt?

”På chefsiden kunne det godt se ud, som om man bruger ordet loyalitet overordentligt bredt, sådan at det så at sige er født illoyalt at kritisere sin arbejdsplads eksternt. Men det er helt udenfor det juridiske loyalitetsbegreb at strække det så vidt.“

“Det er vigtigt, der er nogle regler. Men dem har vi allerede. Og det er vigtigt, at der er en instans som Folketingets Ombudsmand, som kan sætte tænderne i sådan nogle sager, hvis de kommer så langt, og en vågen presse. Men det vigtigste er, at der er en kultur på arbejdsplads­erne, hvor folk tør sige deres mening, og hvor ledelsen forstår, at det er vigtigt, at folk kan komme frem med deres kritik.”

 

Arbejdsmarked

Kommunikation

Tilmeld dig nyhedsbrevet