Unødvendig centralisering, enormt bureaukrati og et overflødighedshorn af håbløs administration. 

Kritikken hagler ned over vandsektorloven, der trådte i kraft ved årsskiftet 2010, og som overordnet har til hensigt at sikre forbrugerne så billigt vand som muligt. Men:  

”Det er en centralistisk bureaukratisk nyskabelse, der ikke giver nogen gevinster,” lyder det for eksempel fra Danva, der er de kommunalt ejede vandselskabers forening. Her har man regnet sig frem til, at implementeringen af vandsektorloven foreløbig har kostet medlemmerne et sted mellem 180 og 460 millioner kroner, alene til konsulent­bistand.

”Det største problem er, at Forsyningssekretariatet og prisloftet medfører en unødvendig centralisering og giver enorme administrative byrder til vand- og spildevandsselskaberne,” siger funktions­chef Lars Fischer fra Danva.

Også Foreningen af Vandværker i Danmark (Fvd), der organiserer de private vandværker, er rasende over loven, som ifølge formand Ole Wiil vil betyde et farvel til en velfungerende sektor i løbet af få år: 

”Om 10 år vil alle private værker enten være gået konkurs, fusioneret til store monopoler eller være overtaget af kommunen. De frivillige orker ikke alt det arbejde og alt det bøvl,” siger han og fortsætter: 

”Det vælter ind med bekendtgørelser og love og regler og åbningsbalancer osv., så du tror, det er løgn. Regneark så store, at man tager sig til hovedet. For eksempel er alle værkerne blevet pålagt et pris- og levetidskatalog, hvor de skal måle og registrere hver en møtrik, hver en stump jernrør, og hvilken tykkelse den har – alt skal skrives ned og gennemgås og registreres – og på den måde får man værkerne til at se ud som om de er meget mere værd. Men det passer ikke.” 

”Og det er klart, at det koster – hver vandværk skal betale 32.000 kroner om året til Forsyningssekretariatet, bare for at holde det centrale apparat kørende. Oven i det, så har de fleste af værkerne brugt 150.000-200.000 kroner på konsulenter for at svare på alle de her papirer. Pengene flyver lige ud af vinduet, uden at nogen – og da slet ikke forbrugerne – får gavn af det,” siger Ole Wiil fra Fvd. 

Billigere vand? 

Hos KL er man også kritisk over for loven, som foreløbig hovedsageligt har medført store udgifter til administration, fortæller chefkonsulent i kontoret for teknik og miljø,  Christina Føns:

”Loven er først ved at blive implementeret, men allerede nu er der meget stort administrativt arbejde. Hvis man gik ind og så nærmere på, hvad det har kostet samlet set i kommunerne og i selskaberne, så er det ret store summer,” siger hun og fortsætter: 

”Der er for eksempel en del dobbelt administration, fordi kommunerne jo stadig skal fungere som myndighed på området og derfor skal beholde en del af deres kompetencer i relation til for eksempel planlægning og tilsyn, men samtidig skal der jo også opbygges et administrativt led i de nye selskaber.”

”Samtidig er der stadig en masse problemfelter, der er uafklarede, og der dukker hele tiden nye ting op, hvor man skal finde ud af, hvordan man skal forholde sig i praksis - for tiden er vi for eksempel i dialog med Naturstyrelsen om hvad der skal til, for at der kan gives et tillæg til prisloftet ved forskellige energibesparende og vandbesparende tiltag,” siger hun. 

Ville spare en milliard

Baggrunden for vandsektorloven er en konkurrenceredegørelse fra 2003, der pegede på, at vandsektoren ville kunne spare 1 milliard kroner, hvis den blev mere effektiv. 

Derfor vedtog et bredt flertal af partier – med de radikale som eneste undtagelse – at indføre et større lovkompleks, som hovedsageligt har til formål at sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed inden for branchen ved at etablere et centralt Forsyningssekretariat under Konkurrencestyrelsen, som fastlægger et loft for vandpriserne. 

Et andet væsentligt argument for loven var at sikre vandforsyningen mod at blive privatiseret og at sørge for, at der fortsat vil være midler til at sikre teknologisk udvikling inden for miljøbeskyttelse, grundvandssikring og bæredygtighed. 

Men den nye lov medfører ikke billigere vand for forbrugerne – tværtimod, lyder kritikken. 

For det første er værkerne blevet pålagt et stort og dyrt administrativt arbejde, men desuden bliver de tvunget til at afvikle deres opsparede midler og i stedet gå ud og låne penge til investeringer og reparationer fremover. Det har medført kraftige protester fra de private vandværker, som mener at disse krav vil dræne dem økonomisk og tvinge dem ud på et meget usikkert lånemarked. Alt det vil kun øge vandprisen. 

Godt for dem selv

Under forhandlingerne var Johs. Poulsen fra Radikale Venstre den eneste, der talte imod loven. 

”Den er et overflødighedshorn af håbløs administration og centralisering. Det er kort og godt statens sugerør, som er stukket ned i en sektor, der hidtil har fungeret upåklageligt. Nu har man etableret et enormt administrativt og bureaukratisk setup,” siger han.

Men det store administrative arbejde er kun en overgang, forklarer kontorchef Carsten Smidt fra Forsyningssekretariatet: 

”Det er rigtigt at her i starten har de skullet udarbejde en åbningsbalance, hvor de har skullet prisfastsætte alle deres anlægsaktiver – og det har været en stor opgave. Vi kan se, at der er mange, der ikke har haft kendskab til det i forvejen og så bliver det jo et større arbejde. Samtidig har de skullet hente nogle historiske oplysninger frem, som også har krævet en del. Men nu har de så skaffet de oplysninger og fået den viden, og det er i virkeligheden godt for dem selv også,” siger Carsten Schmidt og fortsætter: 

”Det er ikke noget, de skal lave igen. Fremover skal de have regnskabstal og reguleret deres priser, men det er slet ikke så tungt som det store stykke registrerings-­arbejde, der skulle til for at skubbe hele implementeringen i gang. Så det værste er overstået,” siger han.