Sig det med følelse

Du har set Zenia Stampe, Lars Løkke Rasmussen og Özlem Cekic gøre det - skrive en statusopdatering, der er gået så viralt, at medierne er nødt til at ringe til dem. Du har set politiske modstanderes opdateringer i dit eget feed og undret dig; dem følger du jo slet ikke. Hvad laver de dog i dit feed?

Men hvad indeholder en statusopdatering, hvor du både får fortalt om dit politiske projekt og får folk til at dele dit budskab?

Hos Socialdemokraterne er politisk konsulent Karl Kjær Bang, der sidder med partiets Facebook-side, ikke i tvivl om, hvad det er, der virker for dem.

- Der er to typer opslag, vi oplever særlig giver noget. Den ene er opslag, hvor vi giver vores følgere et godt argument i den politiske debat, de indgår i. Gerne noget, som ikke har været så meget fremme i debatten. Det gør vi for eksempel i debatten om gymnasiereformen, hvor vi fortæller, at for dem, som fik under 4 i dansk og matematik i folkeskolen, der kommer i gymnasiet og gennemfører, gælder det, at to ud af tre får fire eller derover i snit til studentereksamen. Det er et argument, som folk gerne deler og liker, fordi det ikke har fået særlig meget fokus i debatten. Det er altså en faktuel oplysning til folk, der følger os, siger Karl Kjær Bang.

Den anden type opdatering, som Karl Kjær Bang ser fungerer, er opdateringer, som sætter følelser i spil.

- Det gælder blandt andet et opslag om, at Dansk Folkeparti stadig vil skære i boligydelsen til pensionister. Det var der mange, som ikke vidste, og det er også noget, som kan bringe mange følelser i kog, siger Karl Kjær Bang.

Han er bevidst om, at de følgere, partiet har, har en politisk slagside til fordel for Socialdemokraterne, og at de derfor også deler partiets opslag for at støtte det politiske projekt.

Fokuser på følelser

Lige præcis det med at tale til folks følelser kan Signe Gren bakke op om. Hun har sammen med to medstuderende, Martin Kokholm og Anders Brasholt, skrevet speciale om fire radikale politikeres brug af Facebook under valgkampen op til folketingsvalget i 2015. Her konkluderer de blandt andet, at en god politisk statusopdatering, som når langt ud, bruger det klassiske retoriske greb patos for at få sit budskab ud over stepperne - den appellerer ganske enkelt til modtagernes følelser og ikke til deres logik.

- Blandt de tre retoriske klassiske virkemidler var det uden tvivl patos, der trumfede de andre to greb, logos og ethos. Det kan jo ikke overraske nogen. Det med at tale til følelserne og appellere til følelserne virker. Modsat klarer helt tørre faktuelle opdateringer om, hvad man laver og hvad man har set, sig sjældent godt. Opdateringer, hvor der ingen følelser er, og hvor man ikke kan mærke personen bagved, dør ganske enkelt i strømmen, siger Signe Gren.

At følelserne er afgørende, så hun blandt andet, da Zenia Stampe under valgkampen skrev en opdatering, der nåede meget langt ud, om en gravplads i Brøndby, som var blevet skændet. Hun skrev den om natten, mens hun var oppe for at amme.

- Emnet var kontroversielt, og hun formidlede det ved at tale til folks følelser i en lang statusopdatering. Det var samtidig supergodt timet, fordi hun var den første til at reagere på situationen, og derfor nåede den rigtig langt ud. Det havde også den positive effekt for Zenia Stampe, at det var hende, alle kontaktede bagefter, fordi alle havde set hendes statusopdatering, siger Signe Gren.

Hun understreger dog, at man ikke kan lave en årsagssammenhæng mellem at være på Facebook og at vinde valget. Dog viser en undersøgelse fra IT Universitetet, som Kasper Møller Hansen står bag, at politikere, der er meget aktive på mange digitale platforme, kan vinde stemmer internt i deres valgkreds fra andre politikere i deres parti. Det vil sige, at Facebook som del af en større digital kampagne kan være med til at flytte stemmer.

Vær til stede

Men det er ikke nok bare at skrive gode statusopdateringer. Når man så er på Facebook, skal man være bevidst om, at hvis man appellerer til  og gerne vil involvere brugerne og stiller spørgsmål til dem, så skal man også være aktiv i kommentarfeltet, siger Signe Gren:

- Man behøver ikke svare på alle kommentarer, men man bør tage nogle af dem op for at vise, at der sidder et menneske i den anden ende. Politikerne skal ikke bare udånde deres budskaber, de skal også indånde den respons, der kommer fra brugerne. Der kan de nemlig få indsigt i, hvad der interesserer brugerne og hvad der optager dem. Hvis man skal tage skridtet videre, handler det jo ikke bare om at skrive en god opdatering, men også at skabe nogle relationer til brugerne, så de forhåbentlig ender med at stemme på en.

På samme måde kan man også krydre sine opslag med grafikker. Det giver Facebook måske ikke så meget for - for Facebook virker en grafik som et billede – men brugerne deler dem gladelig. Det udnyttede Morten Messerschmidt (DF) blandt andet ved afstemningen om retsforbeholdet i december 2015, hvor hans coverbillede med en stemmeseddel blev delt mere end 200 gange. Det skyldes blandt andet, at han bruger det trick, som forfatter og ekspert i sociale medier, Astrid Haug, kalder ‘del hvis du er enig’-tricket.

- Messerschmidt har tit gjort det med forskellige grafikker, for eksempel Luk Danmarks grænser - del hvis du er enig. I valgkampen var det noget, politikerne kunne bruge, fordi valget gjorde, at der var en brændende platform, som viste, at det her var noget, som var vigtigt - lige nu og her. Det fik flere til at dele opslag, at der var en deadline for, hvor længe ting var aktuelle, siger Astrid Haug.

Men skal det lykkes at få et opslag til at gå viralt, understreger Astrid Haug, at man skal huske at aktivere sit netværk. Man skal så at sige have sine digitale græsrødder til at like det og sprede det. Hun bakker samtidigt op om både Karl Kjær Bang og Signe Gren og forklarer, at de opslag, som også går viralt, oftest taler til følelserne.

- Især i det politiske understøtter de ofte også en dem og os-dagsorden. Typisk er det jo nemmere at få folk til at støtte op om noget, de er imod, fremfor noget, de er for. Og så er der også en personlig afsender. Det er klart lettere for en politiker at lave et opslag, som går viralt, end det er for et parti, fordi partierne ikke på samme måde har en stemme, sådan som en person har.