Sexchikane trives i byrådene
En rundspørge blandt nyvalgte byrådsmedlemmer ved KV13 viser, at otte procent af kvinderne har været udsat for sexchikane. Men undersøgelser af sexchikane viser som regel kun toppen af isbjerget, siger forsker.
chikane
Lumre berøringer, upassende kommentarer og nedladende bemærkninger rettet mod kvindelige politikere har den seneste tid fyldt mediebilledet. Lige før debatten om sexchikane i byråd brød løs, gennemførte Kommunen en rundspørge blandt de byrådsmedlemmer, der var nyvalgt i 2013, hvor de blandt andet blev spurgt, om de havde ”været udsat for sexchikane i forbindelse med sit byrådsarbejde.”
Ud af 427 besvarelser svarede 13 personer ja til spørgsmålet. 11 af dem er kvinder, og det svarer til 8,1 procent. Til sammenligning er tallet fem procent for kvinder i beskæftigelse generelt, viser tal for 2014 fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Ifølge Anette Borchorst, der er professor og forsker i politologisk kønsforskning ved Aalborg Universitet, viser den slags undersøgelser ikke nødvendigvis det fulde billede.
- Det er ofte kun toppen af isbjerget, der kommer frem, og der er flere indicier på, at der foregår mere, end der bliver registreret, siger hun og henviser blandt andet til forskningsinterviews, hvor fagforbund har observeret, at ingen sexchikanerede henvender sig til deres fagforening for at melde ”sexchikane”. De kalder det alt muligt andet, fordi det er så tabubelagt. Samtidig er det afgørende, at man i undersøgelser spørger direkte til, om folk har haft konkrete oplevelser frem for at spørge bredt, om man har været udsat for sexchikane.
Frygt for konsekvenser
Én af dem, der i Kommunens undersøgelse har svaret, at hun er blevet udsat for sexchikane, er 30-årige Cecilie Schultz, der er byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia.
- I starten blev jeg kaldt klokkeblomst, fordi de synes, at jeg var sådan en sød, lille pige, der var sød, når jeg var vred, fortæller Cecilie Schultz, der står frem med sine oplevelser for at gøre opmærksom på en kultur, hvor man ”som ung kvinde godt kan forvente at blive taget lidt mindre seriøst.”
Ifølge Britta Andresen, der er HR-chef i det private og har arbejdet med arbejdsmiljø og problematikker omkring sexchikane, skal årsagen til de mange eksempler på seksuelle kommentarer findes i vores kultur.
- Det er ikke socialt anerkendt at mobbe eller tale dårligt om handicappede. Men det er socialt acceptabelt at tale kvinders køn i en arbejdskontekst ned. Det er det jo bare, siger hun.
Og netop frygten for konsekvenserne kan gøre det svært at bringe sexchikane frem i lyset.
- Hvis det sker i en magtrelation, er det ikke rart som medarbejder. Så kan man blive i tvivl om, hvad det betyder for én selv, næste gang de gode opgaver skal fordeles eller næste gang, man skal forhandle løn eller næste gang, det skal besluttes, hvem der skal have en vinduesplads på kontoret, siger Britta Andresen.
I byrådet er det nærmere udvalgspladser end det er vinduespladser, man kæmper for. Og dilemmaet kan Cecilie Schultz genkende fra byrådet.
- Hvis jeg er bange for, at det kommer til at få konsekvenser for mit partis indflydelse, tager jeg det ikke op.
- Og det er jo træls, at man skal give køb på enten sin integritet eller sin politiske magt, siger Cecilie Schultz.
Kommunen har i en rundspørge fået svar fra 427 nyvalgte byrådspolitikere. 13 svarede ja til, at de har været udsat for sexchikane i forbindelse med byrådsarbejde. Deres fortællinger viser, at der er mange opfattelser af, hvad sexchikane er.
Cecilie Schultz
”Du trænger til at blive kneppet”
”For fire år siden holdt jeg en 1. maj-tale. Der havde lige været lockout af lærerne, og jeg holdt en ret vred tale. Da jeg kom ned fra scenen, kom der én, som også kom i byrådet senere, hen til mig og sagde: ”Du trænger til at blive kneppet.” Jeg blev fuldstændig paf. Man underminerer andre mennesker, når man siger sådan noget. Som om at det handlede om seksuel frustration, at jeg var vred over et politisk problem.
Det er svært at konfrontere folk. Hvis man siger, at de opfører sig på en måde, som man ikke bryder sig om, står man i en dårlig situation i forhold til at forhandle. Det er jo en delikat ting at forhandle. Det er træls, at man skal give køb på enten sin integritet eller sin politiske magt. I starten blev jeg kaldt klokkeblomst, fordi de synes, at jeg var sådan en sød, lille pige, der var sød, når jeg var vred. Det tog jeg op ved at fortælle, at navnet gjorde det, jeg sagde, mindre værd. De havde bare tænkt det som en sød og kærlig måde at omtale mig. Men det siger noget om den kultur, at man som ung kvinde godt kan forvente at blive taget lidt mindre seriøst. Jeg er overbevist om, at langt det meste er i bedste mening og kærligt ment, men de har måske svært ved at se, at de taler ned til mig. Jeg er ikke decideret vred på dem, og jeg er også tålmodigt anlagt, men jeg vil gerne gøre opmærksom på den kultur og de strukturer, der er.”
Maria Sloth
Sexchikane i indbakken
”Når jeg slår politiske ting op på Facebook, får jeg kommentarer på min væg og i min indbakke, der hand-ler om alt muligt seksuelt. Jeg havde en sag, hvor jeg var meget i pressen, fordi jeg gav husly til to flygtninge. Der fik jeg mange beskeder med alle mulige spekulationer om mit sexliv, og om at det måtte være fordi, jeg havde sex med alle de her flygtninge, at jeg havde mine holdninger. Det var helt vildt ubehageligt. Jeg får sådan en afsky-følelse.
Folk skriver også til mig på Facebook og spørger, hvordan jeg ser ud uden tøj på. Jeg tror ikke kun, at det er et problem for politikere, men et problem for kvinder. Forskellen ved at opleve det som politiker er, at det er hele din autoritet, der bliver forsøgt undermineret. Klamme kommentarer og sexisme oplever man jo hele tiden som kvinde, men det giver det et ekstra lag af ubehagelighed, når jeg taler offentligt om alvorlige emner og gerne vil tages alvorligt. Så bliver det hele bare fejet væk ved at snakke om min seksualitet i stedet for at gå ind i den politiske debat.
Det er svært ikke at lade sig påvirke. Det er med til at gøre, at jeg bliver mere privat, fordi jeg ikke bare skal stå på mål for min politik, men også kan forvente at få andre ubehagelige kommentarer. Men jeg er jo stadig offentlig, så det stopper mig ikke.”
Lasse Bak Egelund
“Bløde” værdier er ikke kun for kvinder
”Det er en form for sexchikane, at argumenter ikke er lige valide afhængigt af, om det er en mand eller dame, der siger det. Hvis jeg går ind i en diskussion om feminisme, har jeg tit en følelse af, at det har større vægt, når det er et kvindeligt byrådsmedlem, der siger noget om feminisme. Og det synes jeg er helt galt. Det kunne også være en snak om, hvordan den gode institution skal fungere, og hvordan børn skal passes. Så har man en tendens til at lytte mere til en kvindes udtalelser end til en mands.
I samfundet generelt er der en forståelse af, at kvinder har en større forståelse af bløde værdier end mænd. Det er fuldstændig volapyk. Jeg har forsøgt at putte bløde værdier ind i byrådet i tre år. Det er nok blevet lidt mere accepteret, men det er stadig noget, der bliver set på sådan, at ”han er nok bare lidt fjollet, og han har ikke noget at have det i.”
Jeg kan for eksempel få at vide, at jeg bare skal gå hjem og passe mine kødgryder og skifte nogle bleer, hvis jeg siger, at jeg ønsker bedre forhold for børnefamilier med små børn. Den type bemærkninger kan komme i byrådet, men også fra borgere. En mand, der udtaler sig om bløde værdier hører jo ikke helt til der.”
