Selvstyret skal tages et skridt videre

Kommunal udvalgets formand, radikale Liv Holm Andersen, mener, at også børnehaver og plejehjem har krav på selvstyre. Til gengæld er minimums normeringer en dårlig idé, selv om Radikale faktisk mente noget andet i valgkampen.

portræt

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

Måske husker læseren ’saftevandssagen’ - altså sagen om, at Københavns Kommune forbød plejehjem at servere saftevand til beboerne for at mindske deres sukkerindtag. Historien viste sig i øvrigt at være en and, men der havde flere folketingspolitikere allerede været ude og pege nogle lange, anklagende fingre af det kommunale overformynderi.

For radikale Liv Holm Andersen havde sagen også et principielt aspekt. For hende gjaldt det imidlertid hverken om personlig frihed eller de  ældres sundhed, men om kommunernes og institutionernes ret til selv at fastlægge de rammer, som de nu finder hensigtsmæssige for deres arbejde.

”Som folketingspolitiker skal vi tage ansvar, når det er påkrævet, men lige så vigtigt er det at lade være, når ansvaret er nogle andres: I dette tilfælde Københavns Kommune og deres respektive plejehjemsledere,” skrev hun på Facebook, da stormen i saftevandsglasset igen havde lagt sig.

’Tillid’ er et af de hyppigst anvendte ord i De Radikales vokabularium. Og det er netop det, der ifølge Liv Holm Andersen er selvstyrets kerne. Det gælder både, når man snakker om kommunernes selvstyre over for staten og de enkelte institutioners selv­bestemmelse over for den kommunale detailstyring.

”Det er afgørende, at vi hele tiden holder fokus på det ­lokale demokrati og selvstyret. Når vi har valgt at indrette os med flere forskellige politiske og administrative niveauer, så er det faktisk vigtigt, at det også forholder sig sådan i praksis,” siger Liv Holm Andersen.

Det kommunale selvstyre er i sagens natur en af de vigtigste institutioner i den arbejdsdeling. Men Liv Holm Andersen mener, at det lokale selvstyre har endnu et ­niveau.

”Selvstyret skal tages et skridt længere. Det er noget, vi italesætter og beskæftiger os meget med i Det Radikale Venstre. Det enkelte plejehjem og den enkelte børnehave har også et selvstyre, der skal respekteres,” siger hun.

Social slagkraft

Hun er ung aarhusianer med nordjyske rødder og valgt til Folketinget for første gang. Udover at være formand for kommunaludvalget er hun også ordfører for integration, bolig, udsatte og psykiatri. Den røde tråd er de sociale problemstillinger, som også har været den afgørende drivkræft ind i politik.

Da partiets gruppeformand, Marianne Jelved, efter valget skulle prøve at få ordfører­kabalen til at gå op i den nye folketingsgruppe, virkede det oplagt for Liv Holm Andersen at tage sig af kommunerne som det afgørende led i det sociale arbejde.

”Forholdet mellem stat og kommunerne er helt centralt i vores samfund, og derfor ­synes jeg, det er meget interessant, hvad det er for nogle rammer, vi bygger op for kommunerne, både i form af midler og regler. Men også hvordan man kan gennem dialog, aftaler og partnerskaber kan få løst nogle svære opgaver,” siger Liv Holm Andersen.

Hun vil gerne arbejde mere ’aktivistisk’, hvor staten i ­højere grad får en rolle med at facilitere kommunernes­ ­arbejde med at løse de mange og ofte tunge opgaver, som de skal klare. Det handler blandt andet om, at politikerne på Christiansborg skal gøre noget andet end at løbe ned i Folketinget og lave en ny ­regel, hver gang der er et problem.

”Det er nødvendigt, hvis vi skal skabe nye løsninger. For vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan løse tingene bedre, uden at der skal bruges flere midler. Og det stiller store krav til kommunerne, men også krav, som jeg tror, mange er klar til at leve op til,” siger Liv Holm Andersen.

Flere ghetto-job

Udover mere generelle områder som digitalisering, tværkommunale samarbejder og bedre sammenspil mellem det offentlige, det private og de frivillige, så har Liv Holm Andersen også nogle konkrete bud på, hvor kommunerne kan lære fra hinanden eller tænke nyt.

Blandt andet har hun med stor begejstring for nyligt læst om, hvordan Aarhus og Odense flytter offentlige jobs ud i ghettoområder. Det er noget, som alle større byer med udsatte boligområder burde efterligne.

Og så er der landets mange krisecentre for voldsramte kvinder, som koster kommunerne en del at holde i gang. Her mener Liv Holm Andersen, at man burde gå nye veje med indsatsen for voldsramte familier.

”Jeg tror, at mange familier kan hjælpes lige så godt gennem ambulant behandling, hvor de ikke behøver at bo på stedet. Eller ved at få den voldelige far eller mor i behandling. Det er ikke kun en mindre indgribende indsats, men også betydeligt billigere, uden at det derfor bliver dårligere,” siger hun.

Glem normeringer

Hun erkender, at kommunernes stramme økonomi ikke kun er en udfordring for den velfærd, de leverer, men også for deres selvstyre. Men vil alligevel ikke gå så vidt som at sige, at statens stramme styring af den kommunale økonomi i sig selv udgør en skæbnesvanger trussel for selvstyret.

”Det mener jeg ikke er tilfældet. Jeg mener, at vi kan styrke kommunernes selvstyre ved at give dem større ansvar for, hvordan de vil løse opgaverne inden for det økonomiske råderum, som der nu engang er. Vi skal definere opgaverne og rammerne i fællesskab, men kommuner skal have udpræget frihed til selv at finde løsninger,” siger Liv Holm Andersen.

Det betyder, at hun ikke kan bakke op om idéen om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, som ellers var radikal politik inden valget. ­Efter valget er det kun Enhedslisten, som holder fast i det krav, og som har fået forhandlet en passus ind i årets finanslov om, at de ekstra midler, der er blevet afsat til området, på sigt skal følges op af minimumsnormering.

”Jeg håber bestemt ikke, at staten vil til at lave prioriteringer, som går helt ned på institutionsniveau, og derved springe kommuners prioriteringer over. Det er helt klart min indstilling, og jeg håber og forventer også, at det er regeringens indstilling,” siger Liv Holm Andersen.

 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet