For snart mange år siden var nærværende klummeskriver på et dyrt kursus i USA – i Austin, Texas, nærmere bestemt. En vigtig detalje, for selvom europæere og i særdeleshed danskere ofte bilder sig selv ind, at amerikanerne i store træk er, ligesom vi selv er, så gælder antagelsen kun østkystamerikanere eller til nød dem fra filmindustrien i Californien. Men ikke dem fra Texas.

Og sandt er det da også, at texanerne ikke er ligesom os. Det er de andre amerikanere strengt taget heller ikke, men for texanernes vedkommende er det ekstra tydeligt. Alligevel lykkedes det en professor ved University of Texas at Austin at forbløffe sine danske kursister under en omgang smalltalk i kantinen mellem undervisningssessionerne.

Hvordan vi egentlig kom ind på emnet, står hen i det uvisse, men det endte i hvert fald med, at professoren fortalte os om, engang han havde fået tilbudt et professorat på et canadisk universitet. Han nærede på forhånd en vis skepsis overfor canadiere i almindelighed, idet han på grund af den lidt højere skattesats betragtede dem som en slags socialister, men han gav det en chance og tog derop for at se stedet og jobbet an.

Nu gik det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at professoren undervejs i samtalen om jobbet fik nævnt sin modvilje mod skatteniveauet i Canada, hvortil de canadiske universitetsfolk svarede, at han jo skulle tænke på sundhedssystemet og forskellige andre fordele, som så til gengæld var gratis. Det var naturligvis tænkt som en udglattende bemærkning, men den fik den stik modsatte effekt.

Den texanske professor rejste sig øjeblikkelig, samlede sine papirer sammen og puttede dem i tasken og snerrede vredt, at han ALDRIG ville kunne leve med at skulle arbejde for nogen, der betragtede noget skattebetalt som gratis. Ord betyder noget. Eftersom professoren straks drejede om på hælen og forlod både lokalet, universitetet og Canada, vides det af gode grunde ikke, hvordan de canadiske universitetsfolk modtog salutten, men de danske kursister, som han fortalte anekdoten til, var behørigt overrumplede over reaktionen.

Nu ligger det som sagt mange år tilbage, og siden dengang er Liberal Alliance jo kommet til herhjemme, så i dag er tankegangen ikke længere fuldstændig fremmed for selv gennemsnitsmagelige velfærdsdanskere.

Liberal Alliance har da også i efterhånden flere kommuner forsøgt sig med at få fjernet ordet ‘gratis’ om skattebetalte ydelser fra kommunernes hjemmesider, en bestræbelse, som partiet har haft behersket succes med. Men selvom ingen kommuner endnu har iværksat en systematisk udlugning af “gratis”-ordet, så er synspunktet kommet på dagsordenen og nyder en vis genklang. Ord betyder noget.

Det er man også fuldstændig bevidst om på den modsatte side af den politiske farvecirkel. Her har man i årevis konsekvent kaldt alle borgerlige partier for ‘højrefløjen’, og det har efterhånden stået på så længe, at ordet er gledet ind i almindeligt ureflekteret sprogbrug. Det bedste, der kan ske, hvis man gerne vil udøve langtidspåvirkning.

For år tilbage pågik et modsatrettet påvirkningsforsøg, nemlig da ‘højrefløjen’ havde ræsonneret sig frem til, at SF’s succes (ja, det var dengang) måtte skyldes partiets held med at dølge sit socialistiske udspring. Praktisk taget alle borgerlige politikere sørgede derfor omhyggeligt for meget overtydeligt at sige “Socialistisk Folkeparti”, men det gik i sig selv igen, fordi stribevis af grinende SF’ere tog tråden op og artikulerede partinavnet So-cia-lis-tisk Folkeparti om muligt endnu tydeligere.

Længere tilbage, da Fremskridtspartiet med listebogstavet Z stadig spillede en rolle, var indflydelse til VKZ et af Socialdemokratiets yndlingsskræmmebilleder, og for at alle rigtig skulle fatte, hvor slemt det var, sørgede socialdemokrater altid for at holde en umærkelig pause mellem V og K i udtalen af VKZ, sådan at det kom til at lyde som V-KZ. Man skrev det dog ikke på den måde – det ville have været for tydeligt – men da Z-partiet blev afløst af Dansk Folkeparti med listebogstav O, skete det ofte, at socialdemokrater skrev VK0 i stedet for VKO, altså med et nul i stedet for et stort O.

Men det var og blev spidsfindigheder for de indviede. Det virker nu engang bedst, når den sproglige krigsførelse får effekt på dagligsproget. Hvad det angår, har gratis-ordet ligefrem sin egen forkortelse, TINSTAAFL, for ‘There Is No Such Thing As A Free Lunch’ (eller TANSTAAFL, hvis man foretrækker den amerikanske version med ‘Ain’t’ i stedet for ‘Is’). Ord betyder noget.