"EU-modstanden er rykket mod højre"

I 1972 frygtede Mogens Lykketoft for, at et fælles europæisk marked ville rasere den nordiske velfærdsmodel. Derfor var han imod EF. Men i dag er han, selv her i finanskrisens kølvand, stærk tilhænger af EU. Der er ikke noget alternativ, lyder forklaringen.

ep14

Af Morten Munkholm | [email protected]

’Socialdemokrater mod EF’ hed en fraktion af Socialdemokraterne i starten af 70’erne.

Den bestod af en række unge sosser, navne som Ritt Bjerregaard, Svend Auken og Mogens Lykketoft, der alle siden har spillet en stor rolle i partiet. Men de fik ikke noget at skulle have sagt dengang. Danmark blev medlem af EF i 1973, og siden er deres EU-modstand rykket længere ud til venstre og højre. Projektet er fuldstændig forandret, fortæller Mogens Lykketoft, da Kommunen besøger ham på hans formandskontor i Folketinget.  

 

Du var jo imod EF i 1972. Hvad var det, jeres bekymring dengang gik på?

Vores bekymring gik på, om vi kunne opretholde rammerne for vores velfærdsmodel, når vi kom ind i en fælles markedsøkonomi. Men det er ikke sådan, det har udviklet sig. Det indre marked er blevet uddybet, men EU er også blevet meget andet og mere end det, vi så i 1972. Det er meget karakteristisk for udviklingen, at nogle af os, som var mest optagne af velfærdsmodellen i forhold til det europæiske samarbejde, er blevet meget mere positive, mens nogle af dem fra højrefløjen, der dengang syntes, at det kun skulle handle om det åbne marked, er blevet mere kritiske. Hovedvægten i EU-modstanden er rykket mod højre.

 

Så når du i dag er EU-tilhænger, er det så, fordi det er nogle mere solidariske kræfter, der har vundet frem i projektet siden 1972?

Ja, EU er blevet sådan, at der også sættes normer og minimumsstandarder for miljø, sundhed, det sociale område og så videre. Det fastlægger rammer om markedsøkonomien, som mange gange er mere vidtgående, end vi selv kunne have fundet på i Danmark. EU beskæftiger sig simpelthen med mange andre ting end ren økonomi. Og vi skal gøre os det klart, at vi er der, og vi bliver der. Vi kan ikke længere være for eller imod EU, ligesom vi ikke kan være for eller imod Danmark. Men vi kan være for eller imod en række bestemte synspunkter om, hvordan EU skal regeres.

 

Men vi har stadig en nej-bevægelse i Danmark. Og de vinder jo frem på blandt andet at ville værne mod løndumping og vores sociale ydelser ved at gå imod arbejdskraftens fri bevægelighed. Er det ikke i virkeligheden en socialdemokratisk tanke?

Jo, men vi skal bekæmpe det indenfor EU. I virkeligheden står vi med to problemer, som vi endnu ikke har fundet løsningen på, og som er blevet mere og mere synlige af udvidelsen mod øst. Vi skal have forebygget problemerne, og det kan vi også gøre landene imellem.

Hyklerisk modstand

Men når man ser hele debatten om løndumping, om konkurrenceevne, om krisepolitikken, har de liberale så ikke vundet mest ved EU-samarbejdet?

Det er klart, at midtnormalen i EU-samarbejdet vil være påvirket af, hvilke politiske kræfter der er dominerende i regeringerne, EU-Parlamentet og dermed også i Kommissionen. Den afspejler jo bølgebevægelsen i politik.

 

Og bølgen går lige nu nedad for socialdemokraterne?

Bølgen har de sidste fire år især været meget fokuseret på at skulle spare for at stabilisere økonomien. Der har nok været et for ensidigt fokus på det, og vi kan især se, at de sydeuropæiske lande er blevet ramt meget hårdt af de problemer, de har akkumuleret. Det har gjort det meget svært for dem både at få styr på statsfinanserne og gang i beskæftigelsen samtidig. Der kan man jo i høj grad spørge, om de har fundet den rigtige balance. Men den urimelige kritik af det europæiske projekt, som kommer op i øjeblikket, er resultatet af, at der har været en finanskrise, som har skabt nogle problemer.

 

Hvorfor er kritikken urimelig?

Der er en tendens til at give EU skylden for det hele, og det er lidt af en sygdom hos især nationale politikere. Først sidder de nede i Ministerrådet og er med til at beslutte en hel masse, og så går de bagefter hjem og siger, at det er EU’s skyld.

 

Men de nationale partier har vel ret i, at der er nogle markedstendenser, EU ikke har kunnet styre?

Jo, det har de måske ret i. Men der er den dobbelthed i det, at man er tilbøjelig til at give EU skylden for de vanskeligheder, ingen har kunnet undgå, og ofte, selvom det er noget, de også selv har været med til at indføre.

 

Så der er tale om politisk hykleri?

Ja.

Centrum-sammenslutning

Skulle EU ikke have sat foden ned overfor Sydeuropa noget tidligere?

Den Europæiske Centralbank kunne måske have gjort mere, og især de involverede regeringer kunne have gjort mere.

 

Men EU havde jo egentlig sin kontrolprocedure på plads, men brugte den ikke?

Ja, grækerne snød med tallene. Tyskland og Frankrig afstod fra at give sig selv en bøde, da de overskred reglerne for budgetunderskud. Og det er klart, at det også har svækket økonomien.

 

Kan man så ikke godt forstå, hvis mange stemmer på partier, der ikke går ind for EU, til næste parlamentsvalg?

Det kan jeg jo så ikke forstå, men det er, fordi jeg slet ikke kan se noget alternativ til EU. Jeg kan se nogle problemer, som skal håndteres af Den Europæiske Centralbank og de europæiske regeringer. Men jeg kan slet ikke se, hvad der skulle være godt ved at opløse samarbejdet. Det kommer heller ikke til at ske.

 

Hvor sikker er du på det?

Der er selvfølgelig en vis risiko for, at Storbritannien træffer en beslutning om at forlade EU. Det vil være trist for begge parter. Men der er ikke andre lande, som jeg kan se overhovedet kommer i nærheden af at træffe en lignende beslutning. Det bliver i stedet en diskussion om, om der er noget i de enkelte landes politik og den sum af beslutninger, der hører til EU, der kan gøres anderledes. Og det er i virkeligheden også et spørgsmål om, hvilke politiske kræfter der kommer ud af parlamentsvalget den 25. maj.

 

Og hvis det peger på en meget stor fremgang for EU-kritikerne, hvor stiller det så EU?

Jeg tror, at de store folkepartier, altså de kristelig konservative og socialdemokraterne, vil blive tvunget ind i et nærmere samarbejde på europæisk plan i kraft af den polarisering, som ser ud til at ville ske.

Flere penge sydpå

Hvad skal det samarbejde gå ud på set med dine briller?

De har jo allerede nu et samarbejde, og det bliver formentlig ikke mindre tæt af, at de to partier nu også danner regering i det største medlemsland, Tyskland. Der er heldigvis ved at ske en vis drejning mod en mere ekspansiv finanspolitik på den front med mindstelønsprojektet i Tyskland for eksempel. De traditionelle centrum-højre- og centrum-venstre-partier vil være nødt til at finde en løsning på EU’s populistiske problem.

 

Hvordan gør de det?

Jamen, det gør de først og fremmest ved at få mere gang i økonomien.

 

Men herhjemme er vi jo selv ret tilbageholdende overfor en mere ekspansiv finanspolitik. Regeringen vil jo ikke lave endnu en kickstart af dansk økonomi. Skal der sådan en til for EU?

Jeg tror nærmere, der er behov for i længere tid end hidtil forventet at holde hånden over de svageste økonomier i fællesskabet, så de ikke havner i en ny negativ vækstfælde. Det vil være et spørgsmål om at hjælpe dem med at finansiere deres statsgæld – også i længere tid, end man måske vil synes er rimeligt. Altså at centralbanken holder hånden under dem med yderligere opkøb af statsobligationer, så renterne ikke bliver for høje og de ikke bliver trukket ned igen.

 

Det lyder som et rigtig godt økonomisk argument. Men er det ikke netop det mest upopulære, du kan foreslå for os her i Nordeuropa?

Jo, og derfor bliver det også først og fremmest Den Europæiske Centralbank, der skal lave arbejdet. Og det skal kombineres med, at nogle af de hårdest ramte lande får en længere gældsafvikling – udpræget Grækenland. Det vigtigste er faktisk, at den begyndende vækst i vores del af EU ikke bliver modsvaret af en tilsvarende tilbagegang i Sydeuropa.

Populære løsninger

Men det populistiske svar fra de EU-venlige partier handler vel mere om at finde en løsning på problemer som velfærdsturisme og løndumping?

Ja, og det skal vi også nok finde en løsning på. Det er jeg ikke så bekymret for. Det er klart, det er vigtigt at levere nogle løsninger, som folk synes er fair. Men helt grundlæggende er det vigtigste, at EU får fundet en vej ud af lavvæksten og gjort noget ved den enorme arbejdsløshed i nogle af landene. Det bliver vigtigt at finde den balance – også for os i Danmark, for vi kommer ikke til at leve i et velfungerende europæisk samarbejde, hvis vi ikke får skabt den.

 

Hvis vi ikke får skabt balancen, men i stedet ser en styrkelse af den udvikling, vi har haft de senere år – altså at opdelingen mellem nord og syd bliver større og større, at Tyskland styrer økonomien med hård hånd, og at EU-kritikken får et land som Storbritannien til at melde sig ud – hvor langt skal vi så ud, før det ikke er noget for os at være med i EU længere?

Det kommer vi efter min mening slet ikke i nærheden af at diskutere – heldigvis. Den positive del af historien er jo, at vi for et par år siden ikke engang var sikre på, at euroen var levedygtig. Den er nu reddet. Nu skal vi så sørge for, at stabiliseringspolitikken fortsættes – vel at mærke, uden at det holder beskæftigelsen nede i de hårdest ramte lande.

EU

Tilmeld dig nyhedsbrevet