Professor: Fingrene væk fra børnenes leg

Børn lærer bedst gennem leg, viser forskning. Men så simpelt er det ikke, mener Helle Marie Skovbjerg, som er Danmarks første professor i leg, uddannet fra Aalborg Universitet. For hvis målet bliver vigtigere end selve legen, så mister legen sin egentlige værdi, mener hun.

- Det er nødvendigt, at legen kan virke i sig selv, ellers bliver de aldrig sjove eller meningsfulde for os. Det er vigtigt, når vi både organiserer og skaber plads til lege i for eksempel undervisningen og daginstitutionerne, at vi ikke overtager og bestemmer børnenes leg, siger Helle Marie Skovbjerg.

I hendes forskningsprojekter ‘Leg som stemningspraksis’ og ‘Fare, leg og teknologi’ ser hun et mønster, hvor voksne får en større og større trang til at organisere og strukturere børnenes leg. Og det mener hun er problematisk.

Legen skal være virksom
Helle Marie Skovbjerg forsker bl.a. i, hvordan legen udformer sig i skolen og i fritiden. Noget af det helt væsentlige i forskningen er det, hun kalder for virksom leg, som er essentielt for, at de, der leger, får noget ud af legen. Ikke et decideret læringsoutput, men at de har fundet det meningsfuldt at bruge tid på legen.

- Virksom leg er, når en god gemmeleg bare fungerer, eller vi har lyst til at fordybe os i et computerspil, fordi det er meningsfuldt for os. Virksom leg er, når vi har lyst til at blive ved og ved uden at stoppe, og det kan både være sammen med andre eller alene, siger Helle Marie Skovbjerg.

Hun mener, at det er vigtigt, at legen er virksom. Hvis den ikke er det, så mister legen sin underholdningsværdi og er ikke så sjov i længden. Og så får man slet intet ud af det, fortæller hun.

- Meget af legens opfindsomhed, drivkraft og uforudsigelighed ligger netop i, at de, der leger, er med til at definere, hvad det skal blive til. Hele pædagogiseringen af børns liv ud i mindste detalje gør, at den spontane leg har andre vilkår end for 20 år siden. Det synes jeg på mange måder er problematisk, siger hun og fortsætter:

- Det handler ikke kun om underholdningsværdi og morskab, men det handler også om meningsfuldhed. I min forskning ser jeg, at hvis legen bliver træg, så finder børnene måder at genskabe energien i legen, bl.a. ved at bruge faren, humoren eller pjat.

Hun henviser til den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, der peger på, at legen har en frem-og-tilbage-bevægelse, og at den bevægelse kræver, at deltagerne konstant spiller sig ud og lader sig ‘lege med’.

Helle Marie Skovbjerg understreger, at det er fremragende, hvis der er en sidegevinst ved at lege, og børnene lærer noget af det, men det må aldrig været målet eller et krav i legen.

Leg er appellerende
Efter folkeskolereformen er det netop blevet populært at lege sig til læring både med motion og med alternative undervisningsmetoder såsom tal-hinkebaner, spil på ipads og ‘brainbreakers’, hvor man lige tager en pause fra undervisningen ved at bevæge sig.

Helle Marie Skovbjerg kan godt forstå, at de kommunale institutioner gerne vil overføre den samme intense oplevelse fra legen til læringsaktiviteterne.

- Det er jo enormt appellerende at opleve læringsaktiviteter sådan, men problemet er, når nogen går ind og kontrollerer og definerer legen på forhånd, så fjerner de spontaniteten og definerer, hvad der er meningsfuldt for deltagerne, uden at de selv får lov til det. Og det er nok den største udfordring legen har i dag, forklarer hun og fortsætter:

- Kontrol og styring udefra uafhængigt af, hvad der er meningsfuldt for deltagerne, ødelægger legens virksomme bevægelse. Hvis en fangeleg skal være meningsfuld, så er der regler, som må efterleves, ligesom deltagernes udbygninger og gode idéer for at holde legen kørende må respekteres. Kontrolleres legen udefra, så bliver legen altså ødelagt.

Helle Marie Skovbjerg oplever, at når voksne iagttager børns leg, er de meget optagede af, om legen har et output - altså et mål. Især har nogle pædagoger svært ved slå målfokusset fra, når børnene leger, fortæller hun.

- Hvis børnene er i gang med en rolleleg, og pædagogerne møder legen, fortæller de ofte, at de kommer til at spørge ‘hvad for en farve er det’, ‘hvor mange hunde er der i huset’ og ‘hvad for nogle former er det her’. At de ikke går med på legens præmis i sig selv, men hele tiden prøver at udlede, hvordan den her aktivitet lever op til konkrete læringsmål, forklarer hun.

Helle Marie Skovbjerg mener, at pædagogerne skal gå med på legens ‘mening’ og logik på børnenes niveau. I legens logik er det måske helt underordnet, hvad farven på noget er, og det handler om, at legen drives fremad måske af historie, måske af pjat osv, forklarer hun. Og ifølge Helle Marie Skovbjerg er det vigtigt for at styrke legens virksomhed, at pædagogerne netop kender til dette.

Lad børnene være aktører
Helle Marie Skovbjerg vil dog ikke udelukke, at legen kan bruges i undervisningen eller i bevægelse. Det handler blot om at være opmærksom på, at legen ikke decideret får et mål.

- I første omgang bør kommunerne forstå, at leg ikke skal have et mål. Og så handler det om at skabe den samme fornemmelse af at være til stede, når vi lærer. Det sker, når vi ikke er fokuseret og optaget af, om vi lærer noget eller bliver bedre, men at det er noget, vi har lyst til at bruge vores tid på, fortæller Helle Marie Skovbjerg.

Hun mener, at det er altafgørende, at der ikke er en voksen, der dikterer, hvordan legen skal udformes, men at børnene også definerer det. Er der bl.a. tale om en tal-hinkebane, er det en god idé at lade børnene selv finde frem til en ny form for leg end den, der måske egentlig var tiltænkt.

- Jeg oplever, at mange lærere bare sender eleverne ud på en løbetur rundt om blokken, eller at de lige skal op at hoppe lidt, når lærerne inkluderer de såkaldte brainbreakers, og det bliver alt for hamsterhjulsagtigt, siger Helle Marie Skovbjerg.

Gode brainbreakers kan bl.a. være, at børnene skal lave en danse- eller akrobatikserie, mener hun. Så får børnene lov til at være med til at bestemme, hvordan legen udformes, og de kan selv lege med de bevægelser, de finder mest interessante, i stedet for at en lærer viser dem en dans med konkrete instrukser.

- Så bliver børnene selvstændige aktører, og i Danmark er vi netop interesserede i, at vores børn i skolerne er med til at bestemme, fortæller Helle Marie Skovbjerg.

Hun foreslår, at både lærere og pædagoger kommer med materialer, inspiration og redskaber, som børnene ikke kender til i forvejen, men det er vigtigt, at børnene selv får lov at forme og ‘massere’ det, så det kommer til at give mening til den konkrete legepraksis, som de er i gang med.