Politik fra rødderne

Politikere, ud af rådhuset!

Kommunalpolitikere kan vinde fornyet indflydelse, hvis de tør at sætte sig i spidsen for nye måder at udvikle politik og velfærd. Det skal ske i samarbejde med administrationen, men også i direkte samspil med borgere og andre interessenter.

 samarbejde

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

De kommunale politikere er sat uden for indflydelse. Så bombastisk en diagnose stilles der indimellem, når talen falder på det lokale demokratis tilstand. Og selv om det ikke er helt rigtigt, så er det heller ikke helt forkert, mener Eva Sørensen, der er professor ved Center for Demokratisk Netværksstyring på RUC.

”Jeg har talt med så mange lokale politikere, som føler, at de har begrænsede muligheder for at følge med. Der skal træffes mange komplicerede beslutninger, og en stadig mere professionel administration med mange djøf’ere og mere veluddannede og organiserede borgere gør det svært for politikerne at få indflydelse. Politikerne bliver meget let marginaliserede,” siger hun.

Uanset hvor aktivt og velvilligt administrationen arbejder på at inddrage og give plads til politikerne, så betyder alene rammevilkårene for det politiske arbejde, at det er svært. Dertil kommer, at hovedparten af kommunalpolitikerne er fritidspolitikere, hvilket gør tid til en mangelvare. 

Endelig er politikernes indflydelse ifølge Eva Sørensen dalet, fordi politikernes opgave i kraft af de seneste års reformer er blevet begrænset til fastsættelsen af nogle overordnede politiske mål og økonomiske rammer. 

Det sidste er en direkte konsekvens af den mål- og rammestyring, som har været fremherskende i den offentlige sektor siden midt i  1980’erne og som for alvor slog igennem med hele ’New Public Management’-bølgen i 90’erne. 

Det har betydet, at politikerne har fået til opgave at koncentrere sig om det overordnede og strategiske og holde sig fra den konkrete offentlige styring.

”Med NPM-reformerne har man for det første indsnævret den del af styringsprocessen, man ser som politisk relevant. For det andet har man isoleret politikerne på toppen i den forstand, at dialogen og kontakten mellem dem og de, der arbejder med den konkrete opgavevaretagelse, er blevet svækket,” siger Eva Sørensen. Det sidste betyder, at politikerne får mindre af det input, som skal bruges til at udvikle ny og innovativ ­politik.

Den åbne politiker

Hun har sammen med Allerøds tidligere kommunaldirektør Peter Funder skrevet om kommunalpolitikernes rolle i bogen ’Samarbejdsdrevet innovation i den offentlige sektor’. De ser afkoblingen mellem det politiske niveau og udviklingen af den service og velfærd, kommunerne leverer, som en afgørende udfordring for de kommunale politikere og udviklingen af den offentlige service. 

Vejen frem er at øge samspillet og dialogen mellem politikerne og dem, der arbejder med udviklingen af den konkrete opgavevaretagelse. 

Dialogen skal i højere grad, end det hidtil har været tilfældet, være direkte og indtænkes som en naturlig del i de politiske arbejdsprocesser. Her er det blandt andet vigtigt, at politikerne bevæger sig noget mere ud af rådhuset og dertil, hvor opgavevaretagelsen finder sted. De skal i direkte kontakt med forældrebestyrelser, institutionsledere, virksomheder, borg­ere, brugere, interesseorganisationer, medarbejdere og andre offentlige myndigheder. 

Alle relevante aktører på et område skal kunne inddrages direkte i et samarbejde med politikere og forvaltningen for at løfte opgaven med at udvikle den kommunale service og velfærd. 

”Vi gør op med forestillingen om, at politikere bliver valgt med nogle færdigsyede holdninger, som de så bare skal ind og kæmpe med andre politikere om. I stedet skal politikerne ind i en proces, hvor de hele tiden omskaber og videreudvikler deres holdninger i lyset af, hvad de finder ud af undervejs,” siger Eva Sørensen.

Politik fri for politik

Samarbejdsdreven innovation er på den måde en bred betegnelse for en politisk proces, hvor andre aktører end politikere og administrationen inddrages direkte i den konkrete politikudvikling. Hvilke aktører der skal inddrages, og hvordan det skal foregå, adskiller sig i sagens natur fra område til område og sag til sag.

Men at det brede og inddragende samarbejde skaber en helt anden måde at udvikle politik på, kan de skrive under på i flere af de kommuner, som har gjort sig erfaringer med formen.

”Det blev nærmest en politikfri zone for en gruppe, som udelukkende ville Albertslund det bedste og ikke var bundet af politiske programmer,” fortæller Pia Halling (K)fra Albertslund Kommune med henvisning til det udvalg om borgerinddragelse, hun arbejder med i.

Udvalget er et såkaldt ’§17 stk. 4-udvalg’, hvor seks kommunalbestyrelsesmedlemmer og seks borgere sammen med to repræsentanter fra forvaltningen har skullet udarbejde en ny borgerinddragelsespolitik. Og den faste dialog med borgerne har ifølge Pia Halling både været en udfordring og en berigelse i forhold til arbejdet i de traditionelle rene politiske udvalg.

”Jeg har det klare indtryk, at alle politikere i udvalget har gjort sig umage for at lytte mere, end vi selv talte. Og det er så sandelig en svær øvelse for politikere,” siger Pia Halling.

Når hun kalder udvalget for en politikfri zone, skal det imidlertid ikke forstås på den måde, at holdninger og værdier er ligegyldige.

”Det er mest af alt et spørgsmål om, at vi kun kan gå ind i arbejdet med vores etiske og værdimæssige grundoverbevisninger. De politiske programmer må vi efterlade udenfor, hvis det skal være et ligeværdigt arbejde og rum til at eksperimentere, hvor vi prøver idéer og tanker af, uden at vi behøves at stå til regnskab for andre end hinanden,” siger Pia Halling.

Planlægning i prosa

I Roskilde Kommune har man igennem en længere årrække arbejdet med et storstilet byudviklingsprojekt, der går under navnet Musicon. En ny lille bydel er ved at vokse frem, men uden at det hele er detaljeret tilrettelagt og planlagt fra den politiske og administrative top.

”Ligegyldigt hvad man vil kalde det her, så er det der sker derude noget som passer til den specielle styringsform, som på en gang er styring, men samtidig overlader udviklingen til de ting, der sker af sig selv,” siger Henrik Stougaard (løsgænger), der er ­viceborgmester og næstformand for kommunens særlige Musicon-udvalg.

Pointen er, at de brugere og aktører, der er interesseret i at være med, selv skal byde ind med de ting, de gerne vil, og på den måde selv skabe området. Politikerne var meget engageret i starten af forløbet, men har nu i høj grad trukket sig tilbage til en mere iagttagende rolle, og blander sig kun, hvis tingene er gået lidt for meget i stå eller udvikler sig i en anden retning, end det, der var det oprindelige politiske ønske.

Det betyder imidlertid ikke, at områdets udvikling er sat helt uden for politisk indflydelse. Men styringen går i mindre grad på, hvordan området helt fysisk skal komme til at se ud, og hvem der bruger det. Til gengæld så skal politikerne holde snor i, om udviklingen også sker i den ’ånd’, som det oprindeligt var hensigten.

”Det har været en markant anden måde at arbejde for alle aktører. Vi har både som politikere og embedsfolk været vant til at planlægge med streger på et stykke papir og angivelse af punkter, mængder, kvoter og så videre. Det er der meget mindre af her. Det her er med en mere ’prosa­agtig’ angivelse af, hvad der er det overordnede formål, og så skal man holde fast i prosaen for at give dem, der byder ind, mulighed for selv at bestemme, hvordan rammerne udnyttes,” siger Henrik Stougaard.

 

Kommunikation

Organisation & ledelse


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57