Plejefamilier mener, at en ny aflønningsmetode forringer deres vilkår markant. Flere kommuner er i gang med øvelsen. Her demonstrerer plejefamilier ved et byrådsmøde i Randers mod ændringer i vederlagene. 
Foto: Christian Klindt Sølbeck / Polfoto
Plejefamilier mener, at en ny aflønningsmetode forringer deres vilkår markant. Flere kommuner er i gang med øvelsen. Her demonstrerer plejefamilier ved et byrådsmøde i Randers mod ændringer i vederlagene. Foto: Christian Klindt Sølbeck / Polfoto

Plejefamilier i lønkonflikt med kommuner

Flere kommuner indfører netop nu gennemsnitsløn for plejefamilier, hvilket medfører en lønnedgang. Afviser familierne lønnedgangen, fjerner kommunerne børnene. Særligt en sag i Randers har fået opmærksomhed.

udsatte

Af Ronja Pilgaard | [email protected]

Michael bryder sammen i tårer. Er skolen nu et sted, hvor man siger farvel til dem, man elsker? Et sted, hvor en helt almindelig fredag i februar ændrer hele ens liv? Han er arrig, skuffet og trist. Men mest af alt oprørt over, at den verden, han har kendt i ti år af sit 11-årige liv, er blevet trukket væk under ham. Gennem gråden får han fremstammet:

- Jeg hader den kommune!

Overfor ham sidder Peter og Pia. De er Michaels plejeforældre gennem næsten ti år. Siden han var 16 måneder gammel, har han boet fast hos dem, og planen var, at Michaels konfirmation skulle holdes i deres have, når den tid kom. Det har hans biologiske mor selv sagt.

Men på de tolv minutter, Peter og Pia befinder sig på skolen, forandrer alt sig. Han skal flytte over til sin aflastningsfamilie med det samme, og han må ikke selv pakke sine ting. Han må faktisk slet ikke have noget med dem at gøre.

Og så brød Michaels verden altså sammen. En helt almindelig fredag i februar.

”Hvis man mente, der var nogle ting, som vi ikke gjorde godt nok, hvorfor har man så ikke stillet noget støtte til rådighed for os? Vi har jo haft Michael i mange år. Hvorfor har man så for det første brugt tid på at forhandle løn med os?”

Peter og Pia derimod skal igen ud i bilen og bearbejde den mavepuster, de har fået kort inden besøget på skolen, inden de skal hjem og pakke Michaels ting: medicin, pas, sygesikring og lidt ekstra tøj, som en medarbejder fra kommunen vil hente senere på dagen.

Mavepusteren fik de på rådhuset. Den er konsekvensen af en spareplan, Randers Kommune har gennemført i forbindelse med en omstrukturering af aflønningen af plejefamilierne, mener Peter og Pia.

Mindre i vederlag

I Randers Kommune bliver flertallet i byrådet i efteråret 2016 enige om at indføre en fastsat løn i løbet af hele anbringelsesperioden for alle kommunens plejebørn. Det har ellers været en model, som kun gjaldt for nye plejefamilier og altså ikke for de familier, der har været i systemet i mere end to år.

Lønnen skal nu udregnes efter, hvad det i gennemsnit vil koste at have barnet anbragt, i stedet for som hidtil at udbetale forskellige vederlag alt efter, hvor svært et plejebarn er at have i hjemmet. Det skal træde i kraft 1. januar 2017.

Det betyder, at kommunen sparer 12 millioner om året ved at indføre gennemsnitsløn for de 140 plejefamilier, der er tilknyttet kommunen, viser beregninger fra Plejefamiliernes Landsforening. Det svarer til, at alle plejefamilier mister to vederlag à 4.152 kroner om måneden. For Peter og Pia betyder det, at de går cirka 20.000 kroner ned i løn om måneden.

Det er en øvelse, som er gennemført i flere kommuner, og især Aarhus har haft held med at gennemføre en gennemsnitsbetaling. Derfor kaldes aflønningsmetoden for Aarhus-modellen. For plejefamilierne sikrer det, at de ikke skal forhandle løn hvert år samtidig med, at det giver en bedre dialog mellem plejefamilier og kommune, da det ikke længere er, hvor dårligt det går med barnet, der afgør, hvad plejefamilierne får i løn.

Men i Randers mener plejefamilierne, at der er tale om en regulær spareøvelse. De går derfor sammen i en styregruppe, som mødes med kommunen, og her sidder Peter med ved bordet. Familiernes kritik går især på, at den lønnedgang, de har fået oplyst, ikke bunder i børnenes handleplaner. Flere af familierne har nemlig ikke fået udarbejdet handleplaner i årevis. Og derfor oplever de ikke, at lønnedgangen tager udgangspunkt i det enkelte barn.

Da fagforeningen Socialpædagogerne, som organiserer flere plejefamilier, beder en familie om at træde frem i medierne og fortælle om konsekvenserne af den nye lønmodel, er det Pia, der toner frem på TV 2 Østjylland.

– Efter det er man selvfølgelig ikke så populær i forvaltningen, når man er blandt dem, som råber op, siger Peter.

Alligevel beslutter familien at gå med til lønnedgangen. De vil for alt i verden ikke miste deres plejesøn. I stedet vil de kæmpe for at få ændret beslutningen om vederlaget.

Var sagen på vej?

Men selvom parret går med til at gå ned i løn, skal Pias optræden på TV vise sig at blive fatal for familielivet.

Spørger man Peter og Pia, er der nemlig ingen tvivl om, at det er derfor, de umiddelbart efter TV-indslaget får et brev om, at der er iværksat en børnefaglig undersøgelse af Michael. Og da kommunen beslutter, at Michael skal straks-fjernes, er det denne børnefaglige undersøgelse, der bliver henvist til.

– Men jeg kan tilbagevise mindst 80 procent af de ting, som rådgiveren hiver frem i den undersøgelse, siger Peter og fortæller, at formanden for Børne- og Skoleudvalget i Randers, Anders Buhl-Christensen (V), i et interview på P4 Østjylland har fortalt, at beslutningen om at fjerne Michael fra familien havde været undervejs i et stykke tid.

Men for det første er Peter i tvivl om, hvorvidt Anders Buhl-Christensen overhovedet må udtale sig om enkeltsager i radioen. For det andet forstår han ikke, hvorfor kommunen har brugt tiden på at forhandle løn med plejefamilien, når de alligevel ville fjerne Michael:

– Hvis man mente, der var nogle ting, som vi ikke gjorde godt nok, hvorfor har man så ikke stillet noget støtte til rådighed for os? Vi har jo haft Michael i mange år. Hvorfor har man så for det første brugt tid på at forhandle løn med os? Og hvorfor er man ikke skredet ind noget tidligere, hvis han tog skade af at være hos os?

”Det er kommunerne, der har det juridiske ansvar for de her børn - det er jo dem, der har anbragt dem i første omgang, men det føles, som om de er pisse ligeglade med dem.”

En af de plejefamilier i Randers, som ikke gik med til lønnedgangen, er Anette og Niels Jørgensen. De har ikke været lige så synlige i den offentlige debat, men modsat Peter og Pia accepterede de ikke lønnedgangen, og derfor skal deres to plejebørn gennem syv år nu flytte.

De frygter, at praksissen også vil sprede sig til andre kommuner:

– Det er nemlig ikke kun en smartere aflønningsform, der skal indføres. På samme tid nedvurderes børnenes problemer fra en kant af, så børnene pludselig fremstår mindre plejekrævende.

Anette og Niels forstår godt de plejefamilier, som går med til at sænke lønnen, fordi de ikke kan bære risikoen for, at børnene bliver flyttet:

– Men vi synes, det er vores pligt. Nu ser det så ud til, at vi og børnene må betale prisen for at kæmpe – ja, ikke engang for ordnede forhold, men for, at det ikke er sparekniven, der skal bestemme, sådan som DF og Venstre gennemtrumfer det, slutter de.

Praksis i flere kommuner

Hverken Peter og Pias eller Anette og Niels Jørgensens sager er ualmindelige, fortæller formanden for Plejefamiliernes Landsforening, Thomas Vorre-Grøntved. Bare sidste år har der været to store sager – den i Guldborgsund og den i Randers.

I Guldborgsund viste et lækket notat allerede i 2014, at kommunen havde tænkt sig at hjemtage 30-40 procent af de børn, der er anbragt i plejefamilier. Det fik Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, til i alvorlige vendinger at advare mod risikoen for, at børnenes rettigheder ikke respekteres.

I efteråret 2016 valgte Guldborgsund derfor i stedet, som man nu også gør i Randers, at sætte 40 plejefamilier i gennemsnit 100.000 kroner om året ned i vederlag. Også her er der historier om plejefamilier, som har oplevet at blive truet med, at plejebarnet bliver fjernet, såfremt familierne ikke accepterer lønnedgangen.

– Det, som har kendetegnet begge kommuner, er, at de enkelte anbragte børn generelt ikke har haft lovpligtige børnesamtaler og der ikke har ligget nogen opdaterede handleplaner, hvis der overhovedet har været handleplaner, siger Thomas Vorre-Grøntved.

Men selvom de største sager har været i Randers og Guldborgsund, mener Thomas Vorre-Grøntved at kunne fortælle den samme historie fra andre kommuner:

– Vejle kører i øjeblikket hårdt på og presser. Og hvis det lykkes ét sted, så er der jo millioner at spare for de kommunale kasser. Jeg ser det også i Syddjurs, hvor man har kørt et massivt pres på plejefamilierne ved at true med at tage børnene. Og hvis plejefamilierne siger nej til lønnedgangen, har de jo sagt nej til barnet.

De skal kende barnet

For Plejefamiliernes Landsforening er det ikke gennemsnitslønnen, der er problemet. De oplever, at en gennemsnitsløn giver en mere ligeværdig dialog mellem kommuner og plejefamilier, fordi der ikke skal forhandles år efter år.

– Men lige nu handler det ikke om, at kommunerne tænker på børnene. I stedet sætter de gang i en kommunal spareplan, som de kalder almindelig sagsbehandling. Men det er kommunerne, der har det juridiske ansvar for de her børn – det er dem, der har anbragt dem i første omgang, men det føles, som om de er pisse ligeglade med dem.

Hans største anke omkring lønnedgangen er, at kommunen sætter den i gang uden at kende børnene:

– Situationen kan sagtens være sådan, at der skal være nogen omkring barnet 24 timer i døgnet. Hvordan skal en plejefamilie så kunne opbære en anden løn fra et andet arbejde, hvis de går ned til tre vederlag? Så skal familierne ud på arbejdsmarkedet, men det kræver jo, at hjemmefronten er selvkørende, siger han.

Barnets tarv

Den betragtning er Venstres socialordfører Carl Holst enig i: Kommunerne skal udrede barnet og på baggrund af det udarbejde handleplaner, og det er forbedringer for barnet, som skal ligge til grund for vederlagsnedgangen:

– Det kan godt passe, at man kan sætte familier ned i løn. Ønsket må jo være, at man oplever en forbedring for barnet, og at den betaling, man får som plejefamilie, derfor bliver lavere, fordi barnet bliver mindre krævende.

Han ser derfor positivt på, at flere kommuner indfører gennemsnitsløn, selvom det betyder, at nogle plejefamilier i en periode vil opleve en underbetaling i forhold til, hvor plejekrævende barnet er. Til gengæld er betalingen sikker:

– Det har jo været et område, hvor der er en række plejefamilier, som føler sig usikre, og den sikkerhed, skal vi tilstræbe, at kommunerne sørger for at give plejefamilierne. Det kan man med en gennemsnitsløn, siger Carl Holst.

En lignende besked kommer fra kontorchef i KL’s Center for Social og Sundhed, Niels Arendt Nielsen.

– Det er altid børnenes tarv, som skal være i fokus, når det gælder plejefamilier. Det er børn i en sårbar situation, og derfor er det vigtigt med god dialog mellem kommunen og plejefamilien, så man så vidt muligt bevarer gode og stabile relationer for børnene, siger Niels Arendt Nielsen.

Han understreger, at KL ikke kender de konkrete sager, og hvad der konkret ligger til grund for nedsættelsen af honoreringen af de enkelte plejefamilier.

– Men i princippet er det ikke anderledes end med andre kontrakter. Kommunen eller plejefamilien kan altid opsige kontrakten, hvis de ikke kan blive enige om vilkårene, og så vil det desværre betyde, at man er tvunget til at finde et andet sted til plejebørnene. En børnefaglig undersøgelse er kun nødvendig, hvis der sker ændringer i barnets forhold, og det vil være en konkret vurdering fra sag til sag, om det er tilfældet.

Kommunen har på baggrund af samtaler med Peter og Pia besluttet at anonymisere parret samt deres tidligere plejebarn af hensyn til Michael, der i dag er 11 år gammel.

Social & sundhed

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet