Efter ét år som social-, beskæftigelses- og kommunalordfører i Alternativet er jeg ærlig talt blevet noget forundret over, hvor store problemer og udfordringer der bliver syltet i det klassiske slagsmål mellem kommunerne og Christiansborg.

I min optik er ansvarsskubberiet mellem Christiansborg og kommunerne et alt for overset problem, og det er altafgørende, at vi snarest finder en langt mere konstruktiv måde at køre samarbejdet på.

Jeg skrev i min seneste klumme her i Kommunen, at jeg ville ønske, vi havde flere kommunale folk med helt inde i maskinrummet, når vi her på Christiansborg forhandler om løsninger, kommunerne skal implementere. Og det vil jeg fortsat arbejde for.

Desværre ser det ud til, at udviklingen i øjeblikket går den anden vej. Som relativt ny kommunalordfører på Borgen oplever jeg en kløft mellem Folketinget og kommunerne i næsten alle de spørgsmål, hvor Folketingets lovgivning handler om borgernes hverdag i kommunerne.

I sidste uge viste undersøgelser, at forholdene for anbragte børn ikke var bedret gennem længere tid på trods af, at der følger noget, der ligner 800.000 kroner, med hvert barn om året. Socialministerens svar var stort set udelukkende at kritisere kommunernes indsats. Det samme ser vi fra beskæftigelsesministeren, når det handler om, hvordan kommunerne forvalter de ressourceforløb, hvor nogle af de syge og udsatte borgere parkeres på kontanthjælp med endeløse jobprøvninger i stedet for at få deres førtidspension. Det er kommunerne, der ikke kan finde ud af det, siger ministeren: For hvis der er enkelte kommuner, der godt kan, så burde alle kunne.

Til de to udsagn kunne man jo indvende, at hvis det er så umuligt for kommunerne at forstå og forvalte lovgivningen, at de færreste kommuner kan finde ud af det, så burde politikerne på Christiansborg måske også kigge sig selv i spejlet og lave noget lovgivning, som er lidt lettere at anvende og implementere.

Men skal lovgivningen så være strammere eller mere fleksibel? Hos Alternativet vil vi gå meget langt for at sætte kommunerne fri, men vi har også brug for ,at kommunerne giver os argumenter og signaler, der gør det lettere for os at gøre netop det.

For eksempel kunne jeg godt tænke mig svar på spørgsmålet om, hvordan kommunerne vil være med til at sikre, at de økonomiske incitamenter altid kommer borgerne til gode. Og svar på, om kommunerne overhovedet ser ideen i at være med i maskinrummet, når vi lovgiver om forhold, der skal implementeres i kommunerne.

Det kan godt være, at kløften mellem Folketinget og kommunerne og den medfølgende retorik virker som en uantastbar præmis. Men vi er nødt til at udfordre den præmis, for den kommer ikke de kommunale frontmedarbejdere eller borgerne til gode.

Når det handler om frisættelse af kommunerne, så behøver man ikke sparke på Alternativets dør. Den er åben.

Men alle forandringer starter med, at man ændrer retorikken og fokuserer på det, der samler, i stedet for det, der splitter. Hvis vi fortsætter, som vi plejer, ender vi der, hvor vi er på vej hen. Og det er ikke en ambition for Alternativet at grave kløften mellem Folketinget og kommuner ne endnu dybere. Tværtimod.