Nu går jagten ind på de administrative udgifter

2021 er valgår, og det kan mærkes. Også inde på Christiansborg, hvor fokus på velfærd øges og partierne falder over hinanden for at love flere medarbejdere til ældre, skoler, daginstitutioner og hospitaler. Hvilke massive uddannelsesinvesteringer det vil kræve, hører vi til gengæld ikke meget om. For hvor skal alle disse kvalificerede ledige komme fra? 


Lige så forudsigeligt er jagten gået ind på de eksterne konsulenter og administrative udgifter i det offentlige. Flere borgerlige partier mener, man kan spare helt op til 100 mia. kroner på driften i det offentlige. Og her er det som ofte før det administrative område, der står for skud.


Ingen tvivl om, at nogle kommuner kan finde besparelser på administration, hvis de vil. 

Hvis alle kommuner gjorde som de ti mest effektive, ville der samlet kunne spares 7,9 mia. kr., viser beregninger fra Vive og NB Økonomi.

Men at stikke kommunerne så stor en samlet spareøvelse ville være katastrofalt for de kommuner, der allerede har slanket administrationen. Det fremgår tydeligt af Social- og Indenrigsministeriets benchmarkingrapport for 2019. 
En overvejende del af de kommuner, der har færrest omkostninger til administration, er kommuner med de højeste udgiftsbehov pr. borger. De har ganske enkelt over en lang årrække været nødt til at slanke administrations-omkostningerne. I den anden ende af skalaen kan interne politiske kampe og fløjkrige aflæses direkte i regnskabet som større administrative omkostninger end gennemsnittet. 


Uundværlige kernemedarbejdere

En fristende radikal konklusion må være, at en sund kommune er afhængig af brede politiske aftaler henover midten.

Men tilbage til valgkampen.

Mange kandidater fra Socialdemokratiet til Nye Borgerlige vil i de kommende måneder kaste sig frådende over den kommunale administration, der beskrives som en flok højtuddannede døgenigte. Der går værdikamp i den, og det kommer til at handle om kolde versus varme hænder med et underliggende angreb på ”eliten”. 


Men er der nogen, der har sat sig ind i, hvad en administrativ medarbejder i kommunen egentlig laver? At det er socialrådgiveren, sagsbehandleren, biologen, juristen, sekretæren, ingeniøren, skolekonsulenten og ham, der sidder i borgerservice, vi taler om? Det er også forvaltningscheferne og deres direktører. Og de decentrale ledere, f.eks. skole- og daginstitutionsledere. Den kommunale administration består af en masse kernemedarbejdere, uden hvem intet ville fungere. 


Og så er det i øvrigt forskelligt, hvordan man i kommunerne bogfører udgifter til administrative omkostninger, hvilket blot gør diskussionen endnu mere kompleks. 


Kontorhænder er også varme

Men måske kan vi af den kompleksitet  lære, at det ikke giver mening at dele kommunens medarbejdere op imellem varme og kolde hænder. Borgerkontakt har de jo alle. 

Om der kan spares på adminiastration eller ej, kommer helt og aldeles an på, hvilken kommune du befinder dig i. Se det som en mulighed for innovation og oprydning, og lad være med at gøre det til en værdikamp. 


Den gyldne middelvej er oftest den bedste. 
Hvis du vil have et fingerpeg om, hvorvidt administration er et emne, der er værd at tage op i valgkampen i din kommune, så kig et smut forbi Social- og Indenrigsministeriets seneste benchmarkrapport fra 2019. 

Kathrine Olldag er skatte- og kommunalordfører for De Radikale