At det gælder om at være positiv og løsningsorienteret, er en grundindstilling, de fleste deler – ingen gider pessimisme, vel?

Men hvor meget kan man undertrykke kendsgerningerne om dansk natur, hvis sandheden er, at naturtilstanden tordner nedad bakke?

Jamen, har vandløbene ikke fået det bedre de seneste årtier takket være en målrettet indsats? Jo, og selvom denne indsats desværre atter er presset, er det et vigtigt lyspunkt.

Og tænk engang, at havørnen er vendt talstærkt tilbage de seneste par årtier efter 80 års fravær som ynglefugl på grund af vores tidligere vane med at skyde og forgifte denne smukke fugl. I dag er her over 70 ynglepar – en opmuntrende natur-sensation takket være ændret natursyn og -adfærd.

Glenten, tranen og vandrefalken er for eksempel også tilbage og beriger atter naturen i Danmark, der engang var grebet af en sådan ligegyldighed overfor de store fugle, at selv knopsvanen var på nippet til at blive fuldstændig udryddet herhjemme i 1920’erne.

Det kan altså lade sig gøre at vende dyster tilbagegang til eventyrlig fremgang.

90 procent har ugunstig bevaringsstatus

Men der er et MEN så tungt og trist, at dampen desværre hurtigt går af festen, for generelt går det ad helvede til på langt hovedparten af de væsentligste natur-parametre.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Det ville ikke være retvisende, hvis vi skulle nøjes med at overtyde den promille, der lyser op som små glimt, når helhedsbilledet er så mørkt.

I givet fald skulle vi jo glemme, fortie eller bagatellisere, at 90 procent af alle de naturtyper, vi er særlig forpligtet til at beskytte i Danmark, har “ugunstig bevaringsstatus” ifølge forskernes seneste indrapportering til EU fra 2014. Halvfems procent!

Det er heller ikke let at glemme, fortie eller bagatellisere, at en ny rapport om vore overvågede naturtyper fra 2004 til 2015 er så nedslående, at seniorrådgiver Bettina Nygaard ved Institut på Bioscience på Aarhus Universitet i januar 2017 måtte ty til en karakteristik som “alarmerende” (Altinget.dk, 27.1.2017).

Og den karakteristik er hun ikke ene om.

Eller skal vi også glemme, fortie eller bagatellisere EU’s seneste ’Revision af gennemførelsen af EU’s miljøregler – landerapport for Danmark’ (februar 2017): »Det er alarmerende, at alle vurderinger af levesteder i skove er af typen ugunstig-ringe, og det samme gælder for de fleste levesteder i græsarealer, sumpe eller moser og kystområder. Danmark er et af de lande, der rapporterer om flest levestedsvurderinger med ugunstig status.«

Det kunne vel have fortjent Breaking News-stemplet, men medietavsheden var nærmest rungende.Der er mange årsager til, at det står så galt til med dansk natur, men når politikerne i den grad underprioriterer at standse forarmelsen, skyldes det måske den sideløbende oplysningsforarmelse?

Illustreret på en anden måde er der en alt for beskeden del af politikerne, pressen og befolkningen, der overhovedet har hørt og forstået det allervigtigste begreb i denne sammenhæng: Biodiversitet.

Danmark bundskraber i EU

Biodiversitet er et andet ord for variationen i den levende natur, herunder både gener, arter og økosystemer – eller lidt forenklet: livets mangfoldighed. Ordet inviterer dermed til et indblik i naturens sammenhænge i form af levestedernes og arternes samspil, og skal vi både forstå, anerkende og gøre noget ved naturforarmelsen, har vi brug for et begreb, der lige præcis illustrerer og adresserer problemet: At biodiversiteten er på retur med historisk hastighed, fortæller os, at naturen og arterne er ved at blive kørt over af en udslettende ensformighed.

Men næsten ingen ved det til trods for, at det allerførste af de 20 delmål, som de fleste af verdens stats- og regeringsledere enedes om ved partsmødet i Biodiversitetskonventionen i Japan i 2010, lige præcis handler om at gøre befolkningen “bekendt med de værdier, der knytter sig til biologisk mangfoldighed og de skridt, de kan tage for at beskytte og udnytte biodiversitet bæredygtigt.”

Altså er det slet og ret politikernes pligt at udbrede forståelsen af biodiversitet i befolkningen.

Det giver da også god mening, for uden kendskab til biodiversitet fortoner billedet af naturtilstanden sig i luftige fornemmelser af ’rigtig’ og ’forkert’ natur eller smag og behag, hvorved forståelsen af naturforarmelsen og det omsiggribende artstab drukner. Det er derfor, at natur- og biodiversitetsforarmelsen tillige er en allestedsnærværende oplysningsforarmelse. For afslørende nok er Danmark en af de absolutte bundskrabere i EU, når det kommer til at indfri dette delmål.

Det seneste EU-barometer over kendskab til biodiversitet i EU-landene placerede således Danmark sjetteringest, idet kun sølle 20 procent af danskerne aner, hvad biodiversitet overhovedet er (EU-barometer 2013).

Et gabende oplysningstab

I topscorerlandene Østrig og Tyskland er det hele 80 procent af befolkningen, som forstår begrebet, og gennemsnittet i EU er 48 procent – altså en langt større andel end i den under-oplyste osteklokke herhjemme.

Og så længe ingen politiker med indflydelse tilsyneladende føler sig kaldet til at efterleve vore internationale forpligtelser og iværksætte oplysningskampagner til befolkningen om biodiversitet, sejler de danske naturværdier upåagtet ned i kloakken. Og så længe medierne hverken konfronterer politikerne hermed, endsige overhovedet gider formidle dansk natur, vil det fortsat være de færreste danskere, som opdager og forstår naturforarmelsen – og hvad der skal til for at standse den.

Tag bare vores public serviceorgan nummer 1, Danmarks Radio: Selvom naturbegejstrede danskere tæller adskillige hundredtusinder, hvis ikke millioner, lukker DR til sommer det eneste gode og dedikerede naturprogram, vi overhovedet har (og som i virkeligheden for længst burde være opprioriteret med en tv-parallel): P1’s Natursyn.

Public service? Javel – hvis det altså er public service at bidrage til det gabende oplysningstab, der placerer os som EU’s mest primitive natur-analfabeter.