Mission: Responsible

Budgetloft og flerårige aftaler er i kommunernes egen interesse, fordi det skaber klarhed over råderum, mener økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R). Til gengæld vil hun arbejde for en øget tillid, der bliver mere end et fluffy candyfloss-ord. 

styring

Af Sine Riis Lund | [email protected]

I vil indføre en budgetlov. Kommer det til at ligne forslaget fra den tidligere regering?

Vi har ikke sat pen til papir endnu, men det er klart, at den vil ligne noget af tankegangen, som V og K havde, nemlig at man kan udvikle den offentlige opgaveløsning inden for de rammer, der nu er inden for stat, regioner og kommune. Det gælder for alle parter, at det er en udfordring at holde sig inden for de budgetter, der er lagt.

Så det er altså et egentligt loft over, hvor meget man må bruge som kommune?

Ja, og det gælder også regioner og stat, fordi staten også skal blive bedre til sin økonomistyring. Vores grundsyn på det er, at man i virkeligheden får mere frihed, hvis man er sikker på, at man har styr på økonomien. Så slipper man for vilkårlige besparelser eller sådan et stop-go. Så kan man bedre sige: Fair nok, der er så ikke så mange penge. 

Til gengæld kan jeg lægge min strategi for, hvordan det her skal udvikle sig over flere år. Og jeg tror, at det både er nemmest at bruge penge og spare penge på en klog måde, hvis man har længere tid til at finde ud af, hvordan man gør det.

I forhold til de flerårige aftaler, så kan det selvfølgelig give mere fleksibilitet, men risikerer det ikke også at blive en spændetrøje?

Men det er jo lige præcis de diskussioner, der skal tages nu her, når vi skal finde ud af, hvordan det skal udformes. For der er nogle ting, som man som kommune har indflydelse på, og så er der nogle ting, som man ikke har indflydelse på. 

Og det bliver man jo nødt til at have en meget nøgtern diskussion af hen over bordet. Hvad er de kommunale erfaringer, hvad skal være en del af budgetrammen, og hvad skal ligge udenfor? Jeg tror også, at det bliver bedst, hvis man laver sådan en lovgivning i et meget tæt samspil med kommuner og regioner. 

Det er jo sådan en afspejling af vores grundsyn, nemlig at hvis man skærer helt ind til benet, så har vi sådan set en fælles interesse i, at der er styr på de offentlige interesser. Fordi dårlig økonomi rammer borgerne. Enten direkte i form af vilkårlige besparelser eller indirekte i form af, at renten bliver større end den ellers ville have været, og virksomhederne får svært ved at skabe jobs.

I taler meget om tillid. Bør der ikke også være tillid på økonomifronten?

Det er sådan set ikke et udtryk for mistillid til, om man kan lægge ansvarlige budgetter. Det er mere en konstatering af, at der er meget få midler at gøre godt med. Derfor kan man lige så godt gøre rammen klar for alle parter fra begyndelsen af, fordi så ved man, at det er det, som vi har at gøre med, og så kan man styre finanspolitikken. 

Jeg har stor tillid til, at man tager ansvar i hver enkelt kommune. Der er jo bare det ved det, at det er summen af samtlige kommuner, der bliver til en stor del af finanspolitikken.

Så er der væksten i det offentlige forbrug. Taler vi reelt om nulvækst fremadrettet?

Det kommer an på, hvor godt og hurtigt vi kommer af sted med det reformprogram, som vi har lagt på bordet i regeringsgrundlaget, for jo ­mere vi kan komme af sted med det, jo større råderum vil der også blive for realvækst i den offentlige sektor, og det er uanset, om det er stat, regioner eller kommuner. Men det er alt for tidligt at sige noget om det på det her tidspunkt.

Vil I holde fast i både de kollektive og individuelle sank­tioner, som den tidligere regering lavede?

Hvordan det konkret skal udformes, har vi slet ikke lagt os fast på endnu. Jeg tror, at hovedelementet bliver aftalte konsekvenser som følge af den store aftale. Hvis man laver en aftale hen over bordet, så må man jo også forpligte sig så meget på den, at man kan aftale, hvad der sker, hvis vi ikke holder aftalen. Den må i sagens natur vende begge veje. 

Men vi har ikke snakket med KL om det endnu. Jeg tror, at der bliver et mindre element af de sanktioner, vi kender i dag, men om det bliver på den ene eller anden måde, det har vi faktisk ikke lagt fast.

I skriver i jeres regeringsgrundlag, at I vil lave en ny digitaliseringsstrategi, men der er jo lige kommet en. Taler vi om en større ændring?

Nej, man kan sige, at det, der er vigtigt er at tage den digitaliseringsstrategi, der er, og så tage alle de ting, der er klar til at køre deri. Så ser vi, hvordan vi kan accelerere den udvikling og være sikker på, at den har retning hen imod, at stadig mere bliver digitalt.

Så det er ikke en ny strategi, men blot at accelerere de ­nuværende tiltag?

Ja, og at det har den rigtige retning. For vores kritik af digitaliseringsstrategien var ikke så meget dens indhold. Der er rigtig meget godt at sige om den, men sagen var, om den var ambitiøs nok i sine målsætninger.

I har fredet regionerne. Nu ved jeg godt, at I vil afvente evalueringen af kommunalreformen, men hvor kunne du forestille dig, at regionerne kunne overtage flere opgaver?

Jamen vi har jo sat nogle ord på, hvad det er, der skal undersøges. Og det kommer sig jo af, at der i de nuværende regeringspartier har været sådan en tanke, om vi egentlig endte det samme sted, som vi var, nemlig at vi havde små kommuner til mange opgaver. Nu fik vi så større kommuner, men stadigvæk små kommuner til endnu flere opgaver. 

Spørgsmålet er, om vi er endt samme sted med en kommunal overbelastning, og at det kan løses bedre i et andet regi. Men i stedet for at konkludere på forhånd, så lad os finde ud af, hvad der er op og ned i det, fordi man jo ikke skal bygge ideer om opgavefordeling på anekdoter og mere løsrevne fortællinger. 

Det er derfor, at vi laver en evaluering, som går fordomsfrit til det, men med et særligt fokus på sundhedsområdet, det specialiserede socialområde, miljøområdet og den regionale udvikling.

Men kunne man for eksempel forestille sig ændringer på beskæftigelsesområdet, hvor der har været en del kritik af kommunerne?

Vi har så ikke taget hul på det endnu, men noget af det, som i hvert fald er tankevækkende, er, at jeg tror det var KL, der havde tallet, at for hver ti kommunalt ansatte i beskæftigelsesindsatsen, der er der én statsansat til at kontrollere dem. Det må kunne gøres bedre.

A-kasserne virker til gerne at ville have opgaver tilbage. Ser I tilbagerulning som en mulighed?

Nej, det vigtige er, at samarbejdet bliver godt. I København har de jo et samarbejde, hvor man forsøger at gøre op med det her, fordi der jo er nogle ulemper forbundet med begge organiseringer. Altså, vi har ikke kommunale arbejdsmarkeder i Danmark. På den anden side er det også vigtigt, at der er en faglig fleksibilitet. De to hensyn skal forenes. 

Samtidigt skal borgerne gerne opleve, at det er relevant, hvad der foregår. Uanset om man så valgte en anden løsning, så ville der stadigvæk skulle sys et eller andet sted for at få tingene til at hænge sammen.

Radikale skriver i jeres Tillidsreform 2010 om politikerfrie zoner. Er det noget, som kommunerne kommer til at se noget af, og hvordan?

Nu må vi se, hvor konkret det bliver, men vi begynder jo at drible af sted med de første bolde. Dels frikommunerne, hvor første akt jo bliver at bruge dispensationsmulighederne, som de nu kan strækkes til. 

I anden akt vil jeg så sige, jamen kan vi lave en egentlig frikommuneforsøgslov de steder, hvor dispensationer ikke giver tilstrækkeligt rum. Og det er jo sådan en måde at gøre det konkret på. Lad os skabe nogle rum, hvor det ikke er Christiansborg, der sætter dagsordenen, men hvor det er ledelsen på stedet, og det er medarbejdernes faglighed. Der er så i stedet en forpligtelse over for nogle resultater, som er politisk udstukne, enten fra nationalt eller kommunalt hold, og som giver retningen. 

Noget af det, der også er helt konkret er, at jeg og ministerkollegerne og ordførerne har sådan en regelhæmmende adfærd. Så at vi ikke, hver gang vi hører om et eller andet, tænker, at hov for søren, nu må der nye regler til, men i stedet spørger meget mere præcist ind til, hvad der så foregår her.

Dermed bliver tillid jo heller ikke bare sådan et fluffy candyfloss-ord. Det bliver meget konkret, fordi man bliver nødt til at vise det i den konkrete situation.

Men mange har talt om afbureaukratisering. Den tidligere regering sagde det også. Alligevel voksede regelmængden. Kan I gøre noget mere konkret end bare at sige, at vi skal nok holde os tilbage og tænke os om en ekstra gang?

Jamen, det bider lidt mere end som så, fordi en stor del af politikergenet er jo, at man skal se handlekraftig ud. Er der et problem, så halløj, det skal løses. 

Derfor er det ikke spor tandløst. Det kræver faktisk nærmest en overvindelse af politikernaturen, hvis man som minister bliver præsenteret for et problem og så siger, at jeg altså først bliver nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned i den sag. 

Der må være en borgmester eller en politisk beslutning, som har gjort, at man er kommet hertil. Eller der kan bare være sket en menneskelig fejl. Det er lige så svært for politikere at ændre adfærd, som det er for alle mulige andre.

 

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet