Kommunen.dk
MENU

Minister klar med forslag til museumsreform

Regeringen vil i forslag til ny museumsreform øge den samlede finansiering og gøre tilskudssystemet overskueligt. Organisation mangler stadig svar på spørgsmål.

Minister klar med forslag til museumsreform

Regeringen vil i forslag til ny museumsreform øge den samlede finansiering og gøre tilskudssystemet overskueligt. Organisation mangler stadig svar på spørgsmål.
Nationalmuseet i København er et statsligt museum. Det vil derfor ikke være omfattet af museumsreformen, der kun er henvendt til statsanerkendte museer eller de, der kan blive det. (Arkivfoto).
Nationalmuseet i København er et statsligt museum. Det vil derfor ikke være omfattet af museumsreformen, der kun er henvendt til statsanerkendte museer eller de, der kan blive det. (Arkivfoto).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
11. apr 2024
RITZAU

Finansieringen af landets statsanerkendte museer skal have et permanent økonomisk løft på 75 millioner kroner årligt. Sådan lyder det i regeringens forslag til en ny museumsreform.

Bliver udspillet til virkelighed, vil den samlede finansiering af statsanerkendte museer dermed overstige en halv milliard kroner om året, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

- Vi har som aldrig før behov for at passe på vores kultur og de steder, der fortæller os noget om os selv og vores historie. Det er årsagen til, at jeg som kulturminister sammen med mine kolleger i regeringen har truffet beslutningen om at løfte finansieringen.

- Det er muligvis det største løft nogensinde - i hvert fald i nyere tid.

Museernes fremtid har fået en del opmærksomhed, siden kulturministeren meldte sig parat til at gå ind i kampen om en ny museumsreform. Det var i forbindelse med tilblivelsen af SVM-regeringens regeringsgrundlag, at arbejdet med en ny museumsreform gik i gang.

I november kom en arbejdsgruppe nedsat af regeringen med en række anbefalinger. Her opstod blandt andet en bekymring for, at en ny reform vil give lavere statsstøtte til en række museer - blandt andet Arken og Museet for Søfart, skrev B.T. i december sidste år.

Men med det økonomiske løft, som regeringen foreslår, er tanken, at ingen museer må dreje nøglen om, når museumsreformen går fra papir til virkelighed.

- Jeg forestiller mig absolut ikke, at der er nogle museer, der skal lukke. Den her reform handler ikke om at gøre nogen ked af det, siger han.

Det er dog ingen garanti for, at museerne vil have den samme finansiering, efter reformen er vedtaget, understreger kulturministeren og tilføjer:

- Men med det massive økonomiske løft vil langt de fleste se ind i en økonomisk mere fordelagtig fremtid.

Regeringen og kulturministeren sætter sig nu ved forhandlingsbordet sammen med Folketingets partier med en række principper som en del af udspillet.

De principper skal danne grundlag for, hvordan reformen kan skabe et - i regeringens øjne - bedre system for fordelingen af tilskud til museer.

Foruden det økonomiske løft lægger regeringen op til en todelt finansiering: et såkaldt differentieret grundtilskud og et variabelt tilskud.

Grundtilskuddet skal give museerne et fast tilskud, der blandt andet gives ud fra, hvilken opgave museet varetager, og hvor mange lokationer museet strækker sig over.

Det variable tilskud skal gives på baggrund af faktorer som antallet af besøgende samt museets økonomi. Og så vil regeringen gøre det muligt, at nye museer kan blive statsanerkendt - mens andre kan blive frataget tilskuddet.

- Det er et af de principper, som flere museer og folk i museumsverdenen har efterlyst, siger Jakob Engel-Schmidt.

I dag er der 95 statsanerkendte museer. Antallet skal ifølge regeringen afgøres af et organ ud fra et armslængdeprincip, så det er andre end Kulturministeriet, der sagsbehandler, siger kulturministeren.

Han forventer, at museumsreformen vil ligge klar inden sommer. Men først skal Folketingets partier drøfte forslaget.

Udspillet bliver taget positivt imod af Organisationen Danske Museer, ODM, siger forperson Claus Kjeld Jensen.

- Helt grundlæggende er vi rigtig glade for det varige løft til området. Det er virkelig godt nyt, da det giver en væsentlig større sikkerhed på den lange bane, siger han.

Finansieringsmodellen er i tråd med Danske Museers holdning.

De statsanerkendte museer er forskellige, løser forskellige opgaver og har forskellige samlinger. Det bør derfor også afspejles i måden, de bliver honoreret på, siger Claus Kjeld Jensen. Der er dog stadig en række ubesvarede spørgsmål i forslaget, mener han.

- Der er brug for, at det variable tilskud bliver klart beskrevet, så det ikke bliver uigennemskueligt igen.

- Vi er spændte på at følge museumsreformen. Ingen kan endnu se, hvad det kommer til at betyde for de enkelte museer.

Alle statsanerkendte museer er medlem af interesseorganisationen ODM.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR