Milliardaftale sikrer flere læger til de mest syge
Milliardaftale sikrer flere læger til de mest syge

Selv om vejret søndag ikke bød på megen sol, var der høj forårsstemning i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Det understregede sundhedsminister Sophie Løhde (V), da regeringen, KL og Danske Regioner på et pressemøde præsenterede den første store milliardaftale, som skal virkeliggøre sundhedsreformen, der former fremtidens sundhedsvæsen.
Den såkaldte "forårsaftale" skal være med til at omstille sundhedsvæsenet og flytte sundhedstilbud ud af sygehusene og tættere på borgerne.
- Vi skal skabe et langt stærkere, men også mere nært sundhedsvæsen. Og med den aftale, vi i dag har indgået, kommer vi i gang med implementeringen af sundhedsreformen, der er den største reform i mere end 20 år, siger Sophie Løhde.
Med aftalen skrues der blandt andet op for antallet af uddannelsesstillinger til speciallæger, som der skal uddannes endnu flere af.
Det er ifølge næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl et af aftalens "mange positive greb".
- Vi skal fordele lægerne anderledes i Danmark, så vi får flere læger, der hvor de mest syge mennesker bor. Det har vi jo desværre ikke i dag, siger han.
Det gælder ifølge aftalen indenfor blandt andet almen medicin, psykiatri og geriatri, som er ældresygdomme.
130 flere speciallæger
Fra 2026 kan der årligt uddannes 130 flere speciallæger. Det betyder, at der årligt kan uddannes i alt 1270 speciallæger, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Ifølge Lægeforeningen understreger aftalen behovet for flere læger og en mere målrettet rekrutteringsindsats de steder i landet, hvor der mangler.
Foreningens analyse viser, at der mangler 2000 speciallæger.
- Vi er glade for det løft i antallet af læger, man nu vil lave til speciallæger. Men vi er lidt mere bekymrede for det loft, man vil indføre, siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
Med aftalen indføres et loft over antallet af speciallægestillinger på de fem universitetshospitaler samt øvrige sygehuse i hovedstadsområdet.
Men ifølge Lægeforeningen kan man ikke løse en mangelsituation med ansættelseslofter.
- Vi kan være bekymrede for, at vi mærker en negativ effekt på nogle af de store hospitaler, som jo altså skal leve op til patientrettigheder og også kunne behandle patienter for nogle af de andre hospitaler i landet, siger Camilla Rathcke.
Parterne bag aftalen er dog ikke bekymrede for, at der forsvinder ekspertise fra de store universitetshospitaler.
I takt med at danskerne bliver ældre, får flere og flere behov for hjælp tæt på, mener næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl.
- Med aftalen højner vi niveauet på en række hospitaler, der har behov for det, mens vi fastholder et højt ambitionsniveau på de største universitetshospitaler, siger han.
4,2 milliarder fra kommuner til regioner
På søndagens pressemøde svarer sundhedsminister Sophie Løhde ikke direkte på, hvordan man med aftalen vil sikre, at lægerne rent faktisk har lyst til at forlade de større byer til fordel for en hel anden landsdel, hvor der er dårligere lægedækning.
Hun afviser dog, at det skulle betyde, at færre får lyst til at uddanne sig til speciallæge.
- Tværtimod - nu er der langt flere, der får mulighed for at blive speciallæge. Det betyder, at der kommer mange flere kolleger ude på sygehusene og i sundhedsvæsenet, siger sundhedsministeren.
Med søndagens "forårsaftale" er der også enighed om økonomien, når en række opgaver flytter fra kommunerne til regionerne.
Der er blandt andet afsat 4,2 milliarder kroner til at flytte sundhedsopgaver fra kommuner til regioner og 3,5 milliarder kroner til byggeri samt investeringer i IT, teknologi og udstyr.
Centrale punkter i "forårsaftalen"
- Der udmyntes 3,5 milliarder kroner til lokale sundhedstilbud herunder investering i nybyggeri, renovering, IT og udstyr for at bringe behandling tættere på borgerne.
- Kommunale sundhedstilbud styrkes: sundhedsrådene får 0,6 milliarder kroner i 2027, stigende til 2 milliarder kroner i 2030.
- Flytning af sundhedsopgaver til regioner: 4,2 milliarder kroner følger med opgaverne for at sikre bedre kvalitet og sammenhæng.
- Flere speciallæger årligt: 130 ekstra forløb, heraf 50 i almen medicin (i alt 1270 forløb per år fra 2026-2030). Der indføres desuden et loft på universitetshospitalerne.
- Bedre lægedækning i yderområder:
- 85 millioner kroner i 2025 og 163 millioner kroner i 2026 til støtte i områder med få læger.
- 11 millioner kroner i 2025 og 22 millioner kroner i 2026 til uddannelseslæger i almen medicin.
- 50 millioner kroner i 2026 til kortere ventetid hos speciallæger.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























