Midtvejs på ruten holdt han op med at træde i pedalerne

Jan Trøjborg og Frank Jensen var nære venner og delte i seks år en lejlighed i København. Fank Jensen skriver mindeord.

mindeord

Af Redaktionen | [email protected]

'Midtvejs på ruten holdt han op med at træde i pedalerne'.

Sådan lyder et af de citater, der beskriver Jan Trøjborgs chokerende og tragiske død under et cykelløb søndag den 6. maj. Citatet er en nøgtern beskrivelse af omstændighederne. Men det kunne lige så godt have været en metafor. For Jan Trøjborg var i høj grad 'midt på ruten'. Der lå seks ministerposter, to borgmesterperioder og to år som kommunernes førstemand bag ham, men der lå også mange nye og spændende politiske og organisatoriske opgaver foran ham, da den ellers utrættelige Horsensborgmester pludselig 'holdt op med at træde i pedalerne'.

de mindre nøgterne artikler der fulgte, kunne man læse, at 'Trøjborg kunne have været statsminister', 'Trøjborg var en af de bedst begavede i sin generation' og 'Trøjborg var en kammerat, man kunne stole på'. Som Jans nære ven og politiske kollega gennem tre årtier kan jeg bekræfte, at både de tre udsagn og de mange andre rosende ord, der blev skrevet om hans egenskaber som menneske og politiker, er sande.

Mest tragisk og urimeligt er det naturligvis, at fire unge mennesker helt uden varsel har mistet deres far. At en kvinde har mistet den mand, hun troede, hun skulle leve resten af sit liv med. At familien og vennerne har mistet et menneske, vi alle holdt af. Men det står også fast, at Danmark desværre har mistet en visionær og resultatorienteret politiker.

Som formand for Kommunernes Landsforening kunne Jan Trøjborg have ført landets kommuner gennem store reformer og stærkere ud på den anden side.

Og det er uomtvisteligt, at Socialdemokraterne har mistet en politiker, der påtog sig et stort ansvar, løste sine opgaver effektivt og lydefrit og var vellidt inden for og uden for partiet – langt ind i andre partiers rækker. For Jan Trøjborg var Socialdemokratiet et aktivt valg. Selv om Jans forældre, Erik og Rita Trøjborg, var henholdsvis specialarbejder og husassistent, var Jan den første socialdemokrat i sin familie. Og på trods af Jans senere hen meget resultatorienterede og pragmatiske tilgang til politik, var det efter hans eget udsagn to meget værdipolitiske emner, der tændte hans politiske engagement; modstanden mod Vietnam-krigen og udsigten til jordskredsvalget og dermed Glistrup og Fremskridtspartiets indflydelse på dansk politik.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at Horsens har mistet en borgmester, der brændte for sin barndomsby. Som murerlærling i Horsens bestred Jan Trøjborg poster som amtsformand og hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Da han senere videreuddannede sig til ingeniør på Horsens Teknikum, fortsatte hans politiske karriere i Horsens Byråd. Jan har således på mange måder personificeret den socialdemokratiske drøm om, at alle skal kunne udfolde deres potentiale gennem uddannelse og videreuddannelse samtidig med, at han selv bidrog til at udvikle politik for sit land, sin by og sit parti.

Mit venskab med Jan går helt tilbage til de dage. Men det var naturligvis i vores år som unge folketingsmedlemmer i 80’erne og som ministre i 90’erne, at vores stærkeste bånd blev knyttet. Vi var ikke blot de unge ministre, der måtte finde vores roller i et parti præget af fire stærke politiske profiler og deres på en gang stærke samarbejde og indbyrdes styrkeprøver. Vi delte også en lejlighed i København, og vi så derfor gennem seks år mindst lige så meget til hinanden som til vores respektive familier. Det skaber bånd, der ikke kan brydes – heller ikke fordi man holder på hver sit, når partiet skal vælge formand.

Vores socialdemokratiske regering fik sat 'gang i 90’erne'. Og Jan – der i den grad var en driftsikker politiker, som lynhurtigt kunne sætte sig ind i nye komplekse områder, indtog ikke mindre end seks ministerposter. Som industriminister (1993–1994), trafikminister (1994–1996), erhvervsminister (1996–1998) og forskningsminister (1998–1999) var han om nogen med til at genoprette landets økonomi, uddannelsessystem og arbejdsmarked. Og som minister for udviklingsbistand (1999–2000) og forsvarsminister (2000–2001) stod han for et stærkt dansk engagement i verden omkring os. Men ved årtusindskiftet ville danskerne have forandring, koste hvad det ville.

Da borgerlige politikere indtog regeringskontorerne, valgte Jan og kort efter jeg selv at kaste os over kommunalpolitikken. Vi delte ønsket om at skabe vækst og udvikling i vores byer og regioner. Giro d’Italia, som i alles bevidsthed er knyttet til Jan Trøjborgs alt for tidlige død, er samtidig et lysende eksempel på, at alt kunne lade sig gøre i Horsens.

Vi påtog os også begge ansvaret som kommunernes talsmænd. Jeg som medlem og Jan som formand for bestyrelsen i Kommunernes Landsforening. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at Jans vision om at gøre Kommunernes Landsforening til en moderne interesseorganisation føres ud i livet. Jan blev stoppet midt på ruten og midt i livet af et hjertetilfælde. Som en lille trøst må vi konstatere, at Jan på sine blot 56 år oplevede og udrettede langt mere, end de fleste kan drømme om – om de så bliver 112.

Æret være Jan Trøjborgs minde. 


Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet