De mest moderate politikere taber terræn inde i centrum. Elektriciteten i den politiske debat er ganske enkelt ved at forskyde sig ud mod yderfløjene og flamboyante kandidater, som med en blanding af karisma og iscenesættelse formår at tiltrække sig flygtig opmærksomhed i medierne. Netop sådan gik det ved det netop afsluttede midtvejsvalg i USA, og sådan er der også flere gode grunde til at forvente næste folketingsvalg vil udspille sig.

Amerikansk politik er stadig verdens førende laboratorium for nye tendenser i politisk markedsføring. Forud for tirsdagens midtvejsvalg i USA brugte kandidaterne og deres støtteorganisationer væsentlig over 20 milliarder kroner på avancerede valgkampagner, som traditionen tro vil sætte sig tydelige spor ved kommende valg her i Danmark. Ligesom modestrømningerne inden for forbrugerteknologi og cowboybukser i årtier er kommet fra USA, har de amerikanske kampagnefolk også dannet skole for politiske strategier i resten af Vesten.

Den mest opsigtsvækkende tendens ved årets midtvejsvalg har været, at de to partier, Demokraterne og Republikanerne, droppede det klassiske fokus på midtervælgerne for i stedet at forsøge at mobilisere basen af kernevælgere. Fremfor at klumpe sig sammen på midten med enslydende budskaber er de to partier trukket skarpt fra hinanden og debatten er som følge heraf blevet voldsomt polariseret.

Midten er for kedelig

De mest ekstreme vælgere virker til at være langt mere tilbøjelige til at stemme end moderate vælgere. Læren fra midtvejsvalget er således, at moderne partier først og fremmest fokuserer på deres egen base af kernevælgere: For uden opbakning fra de mest opildnede vælgere er det umuligt at vinde, da valgdeltagelsen risikerer at falde drastisk.

Desillusion, apati og politikerlede er blevet en så altafgørende faktor, at enhver politiker med magtambitioner er nødt til at satse mest på at hidse de mere ideologiske vælgere så meget op, at de rent faktisk også går hen og stemmer på valgdagen. Det store tavse flertal af moderate vælgere virker tiltagende ligeglade og synes at have resigneret, mistet troen og givet op.

Engang lød den konventionelle visdom, at vælgerne fordeler sig i en normalfordelingskurve henover det politiske spektrum og partier derfor har mest at vinde ved at nærme sig modstanderne og derved kapre stemmer. Men hvis vælgerne – som tilfældet i stigende grad synes at være – mister interessen for den lidenskabsløse politik inde på midten, ja, så begynder partierne at miste vælgere ved at flytte sig mod midten og kan – omvendt – vinde flere stemmer ved at melde mere ideologisk og kompromisløst ud.

Undersøgelser fra Pew Research Centre viser, at både ultra-konservative og ultra-liberale vælgere er mere end dobbelt så tilbøjelige til at stemme som folk med ”blandede holdninger”. Så selvom der rent matematisk stadig er flest midtervælgere, giver det mest mening for kampagnemagerne at brænde krudtet af på at mobilisere ekstremerne – oftest ved brug af karikerede skræmmekampagner om modstanderne.

Comeback til ideologi

Tendensen til resignation hos midtervælgerne kan forklare SR-regeringens faldende popularitet herhjemme: Som generaler, der udkæmper tidligere tiders krige, har topministrene satset alt på at appellere til midtervælgerne – uden effekt – og har samtidig mistet opbakning fra egne kernevælgere, som har sat sig over i sofaen. Socialdemokraterne har endnu ikke formået at vinde ’Blå Bjarne’ over på deres side, og De Radikale har heller ikke kapret vælgere blandt de borgerlige.

I praktisk politik har SR-regeringen imidlertid formået at bryde med blokpolitikken fra 00’erne og på imponerende vis genskabt et samarbejdende folkestyre, hvor alle store reformer gennemføres med brede og skiftende flertal. Men vælgerne har ikke kvitteret positivt. Tværtimod.

I en krisetid, hvor forskellene mellem rød og blå blok er skrumpet – og embedsmændenes 'mulige kunst' kan være svær at forklare for menigmand – har det tydeligvis været en ulempe for statsminister Helle Thorning-Schmidt & co., at hele spændingsfeltet af principielle, holdningsbårne og ofte skingre markeringer har været overladt til den borgerlige opposition og Enhedslisten.

Hvis erfaringerne fra det amerikanske midtvejsvalg vanen tro bliver afprøvet ved det kommende folketingsvalg, er der skarpe værdipolitiske og følelsesmæssigt opflammende meldinger i vente. Bedømt ud fra de dyreste kampagner i USA er det en taberstrategi, når SR-regeringen holder fast i sine slogans om ansvarlighed og nødvendighed.

Folket – i hvert fald dem, der afgiver de afgørende stemmer – vil i stigende grad have fandenivoldskhed og temperament. Ideologi kan være på vej til et overraskende politisk comeback.