Da krisen for alvor skyllede ind over Vesten i 2008 og i de følgende år skabte massiv arbejdsløshed og medførte negativ vækst i mange lande, var der en forventning om, at bevægelser som ‘Occupy Wall Street’ og dens mange udløbere ville være starten på en ny kapitalismekritik. Venstrefløjen havde for første gang i mange år et momentum og passende bagtæppe til at fremføre nye argumenter for større regulering af finansmarkederne og større indkomstudligning. Men hvad skete der så? Occupy-bevægelsen fik sine femten minutters berømmelse, men politikerne i de fleste lande indrettede sig efter diktaterne fra EU og IMF, der lød på spareøvelser og reformer.