Flygtningekritiske stemmer taler ofte om integration. Fortidige integrationsbestræbelser dømmes ude, fiaskoen menes afspejlet i kriminalitets-, arbejdsløsheds- og uddannelsesstatistikkerne. Dels er fortællingen om den umulige integration ikke helt sand, dels ville det være klædeligt, hvis man gav nytilkomne en fair chance for at vise deres værd.

Ofte lades man tilbage med indtryk af, at det aldrig er godt nok. Det handler ikke længere om at tage aktivt del i samfundet, at kunne sproget eller at have et arbejde. I stedet tales der uldent om danskhed. Ikke sjældent tages også kristendommen som gidsel: Kristne værdier er åbenbart de sande danske værdier, så dybt masseret ind i folkesjælen, at det ikke betyder noget, at danskere i hobetal melder sig ud af folkekirken. Vi kræver, at andre skal respektere vores kultur, men viser ikke vejen. Vi opfordrer folk til at tage del i samfundet, men anerkender ikke, når det sker. Vi opfordrer folk til at være en del af fælleskabet, men marginaliserer i ord og handling.

En ting, som gerne fremhæves af integrationskritikere, er efterkommernes manglende skolefærdigheder. Læser man imidlertid Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling's profilmodel for 2014, viser beregningerne, at årgangen indenfor de næste 20 år forventes at få cirka samme uddannelsesfrekvens uanset etnisk oprindelse. Profilmodeller viser også, at drenge af dansk og udenlandsk herkomst i lige høj grad forventes at få en videregående uddannelse. Til gengæld forventes unge mænd af udenlandsk herkomst i markant ringere grad at få en erhvervsfaglig uddannelse. Eksperter siger, at dette forhold sandsynligvis skyldes den skandaløse mangel på praktikpladser, der kan betyde, at unge gøres til tabere i uddannelsessystemet, fordi de ikke får mulighed for at færdiggøre den uddannelse, de er kvalificerede til.

Drenge af udenlandsk herkomst halter bagefter danske børn ved 9. klasses afgangseksamen. Forklaringerne er komplekse. Mange undersøgelser tager ikke højde for sociale variabler – det betyder, at det bliver umuligt at se, om forskelle i skolepræstationer skyldes sociale forskelle. En anden undersøgelse har vist, at lærere kan være med til at forværre problemet ved at se skævt til drengene, opgive dem og hurtigt udnævne dem til ballademagere. Resultaterne af integrationsbestræbelserne synes altså delvis afhængige af fordomme.

Der skal arbejdes for lighed

Når man taler om integration, må man også identificere sociale problemer. Sociale årsager er komplekse, men er man barn af forældre, der er traumatiserede, ikke har særlig tradition for uddannelse, tilhører en lavindkomstgruppe og måske taler sproget dårligt, står man svagere end de fleste. Lighed er ikke noget, man fødes til; det er noget, et samfund skal arbejde målrettet for. Og inden man peger fingre, må man huske at spørge: Hvordan går det med at få unge gammeldanskere fra uddannelsesfremmed og ringe socioøkonomisk baggrund ind på de videregående uddannelser? Hvordan ser det ud med arbejdsløsheden, den sociale arv og kriminaliteten dér? Og er det lykkedes at øge livslængden og fremme sundheden markant for tilsvarende udsatte grupper blandt etniske danskere? Svarene er ikke opløftende.

I stedet for at tage livgreb med komplekse livsomstændigheder har regeringen indført integrationsydelse til flygtninge. Det gøres vel vidende, hvilke omkostninger starthjælpen havde. Det er ikke raketvidenskab, at fattigdom giver dårligere mulighed for integration. Resultatet er dårligere sundhed, begrænset mulighed for at få tre måltider om dagen, truende hjemløshed og social isolation. Der skabes med fuldt overlæg en ny underklasse, hvor de største tabere bliver de mest sårbare og deres børn. Til gengæld er der intet, der tyder på, at regeringen har planer om øget indsats og afdækning af for eksempel posttraumatisk stress' betydning for sprogindlæring, arbejdsevne og familiedynamik. Besparelserne kan vise sig at blive en usandsynligt dyr løsning.

Det er også indlysende, at det er vanskeligere at finde fodfæste på arbejdsmarkedet uden netværk og sprogkundskaber. 7 ud af 10 danskere har ikke kontakt med flygtninge og indvandrere og ønsker det heller ikke. Denne temmelig kuldslåede gæstfrihed gør det ikke lettere at være ny. Det er en fordel for integrationen, at man har nogen at spørge til råds, diskutere værdier og lære dansk med. Grøftegravningen maler fjendebilleder, der lukker endnu flere døre.

Kriminalitet er et ungdomsfænomen

Kriminalitetsstatistikken fremhæves tillige hyppigt. Selvom det er rigtigt, at indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede, begås langt hovedparten af alle lovovertrædelser af gammeldanskere. Blandt mandlige indvandrere og efterkommere er overhyppigheden 50 procent over den øvrige befolknings, blandt kvinder ligner den gammeldanskernes. En del af forklaringen er, at kriminalitet især er et ungdomsfænomen. Blandt efterkommere og indvandrere er andelen af yngre personer langt større end i den øvrige befolkning. Korrigerer man for denne faktor, skønnes det at overhyppigheden kan reduceres med tyve procent.

En anden forklaring er, at efterkommere og indvandrere generelt er socialt og økonomisk ringere stillet end befolkningen som helhed, og også blandt gammeldanskere er kriminaliteten højest blandt lavindtægtsgrupper. Når man korrigerer for socioøkonomisk status, reduceres kriminalitetsindekset for ikke-vestlige mandlige indvandrere til et niveau, der svarer til gennemsnittet for alle mænd. Kun for efterkommere – født og opvokset i Danmark – ser man ikke samme ændring efter korrektion, de står stadig for dobbelt så megen omfattende kriminalitet som gennemsnittet af alle mænd.

Løsningen kunne være tidlig social indsats og bestræbelser på at modvirke den samfundsmæssige marginalisering, der i sidste instans fører til, at vrede og rodløse unge opsøger radikaliserede bandemiljøer for at finde fællesskab og identitet. Det er klart, at den diskriminerende debat om flygtninge og indvandrere næppe kan undgå at påvirke disse unges opfattelse af det danske samfund. Derfor er det en skændsel, når folkevalgte politikere sætter spørgsmålstegn ved danskhed ud fra en ekskluderende dagsorden. Det er en skændsel, når vores integrationsminister provokerer Nørrebros unge med antagelser om, at de driver dagen væk. Det er en demokrati-skadelig skændsel, når Nye Borgerlige har et partiprogram, der er en direkte trussel mod religionsfriheden.

Der er så mange andre historier at formidle. Der er gode eksempler at tage ved lære af. Man kunne fortælle, at integration tager tid, og hæfte sig ved, at anden generation er markant bedre uddannet end første. Man kunne øge opmærksomheden på, hvad fattigdom og social ulighed gør for et samfund. Man kunne formidle viden på området uden at lade alt forplumre af politiske dagsordener. Man kunne åbne sin dør for sin nabo og byde velkommen.