Europa er som et brændende hus. Et sted i huset - i et rum bag lukkede døre - sidder de europæiske statsledere og forhandler om, hvilke summer der kan stilles til rådighed til at udbedre vandskaderne, hvis man vælger at slukke ildebrandene rundtomkring i huset.

- Selvfølgelig skal brandene slukkes. Men vi bør også spørge os selv, hvordan huset kan indrettes, så de ikke hele tiden blusser op på ny, siger den tyske politolog Ulrike Guérot, da Kommunen møder hende i Berlin. Som leder af den pro-europæiske tænketank European Democracy Lab er hendes mission klar: at analysere den europæiske integration og pege på mulige veje mod et økonomisk og demokratisk velfungerende europæisk hus.

Selvtilfredse tyskere

Siden eurokrisens udbrud for cirka fem år siden har den europæiske krise virket mere eller mindre permanent. Årsagerne og løsningsmodellerne er yderst komplekse. Alligevel har tyske politikere og medier i Guérots øjne skabt en enstrenget og selvtilfreds fortælling om, hvordan en række sydeuropæiske landes manglende finansielle disciplin har ført dem mod afgrunden, hvordan kun sparepolitik kan rette op på miseren, og hvordan Tyskland sidder i offerrollen som den disciplinerede duks, der nu betaler gildet.

Med Grækenland som det aktuelle eksempel giver politologen ikke fem flade euro for denne ensidige udlægning.

- Den tyske andel af kreditterne i redningspakkerne er - relativt betragtet i forhold til BNP - mindre end flere af de små eurolandes. Med redningspakkerne sikres de tyske banker og investorer desuden i mindst lige så høj grad som de græske borgere, siger Ulrike Guérot.

At der skal ryddes op i den græske nepotisme og skatteunddragelse, er ifølge Guérot hævet over enhver tvivl.

- Men hvis korruption er problemet, så er sparepolitik ikke svaret. Stort set alle andre eurolande end Tyskland har forståelse for, at sparepolitikken har alvorlige slagsider både vækstmæssigt og socialt - ikke mindst i lande med så høj arbejdsløshed som Grækenland.

Alt har sin pris

For at forstå krisen og de anti-europæiske strømninger  i Europa må man se på EU's og især euroens tilblivelseshistorie.

- Enhver generation forsøger at presse omkostningerne ved det aktuelle system væk fra sig selv. I 70'erne og 80'erne oplevede vi i Europa flere valutapolitiske slag i lande som Frankrig og Italien. Med den tyske genforening og euro-forhandlingerne håbede flere sydeuropæiske lande på en stærkere valuta, lavere rente og en opblødning af D-marken, mens Tyskland blandt andet ønskede et mere købekraftigt indre marked.

I dette spil har ikke mindst Tyskland profiteret på euroen, mener Ulrike Guérot. Men nu forsøger de nuværende generationer at skubbe omkostningerne ved det nuværende euro-system fra sig. Denne generation kan vælge at sætte enkelte kriselande uden for euroen, men det vil medføre et  bank run i (når indlånere i stort antal hæver deres opsparinger, red.) og en spekulation mod de eurolande, der måtte være de næste kandidater til at ryge ud af den fælles valuta.

- Man kan også vælge at spalte euroen i en sydlig og nordlig zone eller indføre en nord-euro, som flere tyske økonomer foreslår. Det vil give en voldsom revaluering og lamme den overdådige tyske eksport. Bitte schön, siger Ulrike Guérot og læner sig frem i stolen.

- I kan jo prøve det, men I vil finde ud af, at ethvert system har sine omkostninger. Det system vil udfordre alle landes økonomier og rive Europa fra hinanden. Personligt vil jeg hellere betale omkostningerne i det nuværende system i form af indrømmelser overfor Grækenland og en afsked med de tyske forestillinger om valutapolitik og vejene til vækst.

Lånt over evne

Men udstiller den aktuelle krise i Europa ikke netop umuligheden af at lægge så mange lande med så  forskellige produktivitetsniveauer og socialsystemer sammen i én valutaunion? Fra Portugal over Italien til Grækenland har euroen jo fristet en række lande til at leve og især låne over evne og misligholde deres konkurrenceevne, mens andre lande - som for eksempel Tyskland - har gennemført reformer og trimmet deres arbejdsmarked.

Har den venstreorienterede sociolog Wolfgang Streeck ikke ret, når han siger, at et land i Grækenlands situation må genindføre en national valuta, devaluere, tage den medfølgende krise og opbygge sin konkurrenceevne op på ny - for trods alt at blive herre i eget hus igen og beholde et intakt nationalt demokrati?

- Jeg har for nylig diskuteret det indgående med Streeck. Jeg forstår godt hans holdning, men jeg mener, han drager den forkerte slutning, lyder Ulrike Guérots svar.

- Omkostningen ved euroen er en finanspolitisk union og større politisk integration. Det har vi vidst siden 1992 og Maastricht. De omkostninger har vi ikke betalt, og nu betaler vi prisen med vedvarende systemiske kriser. Det absurde er, at det er common knowledge indenfor samfundsvidenskaben, men at vi alligevel ikke tillader disse diskurser - systemspørgsmål bliver stort set ikke behandlet i den offentlige debat. Selvom næsten halvdelen af tyskerne er positive overfor at gå i retning af en fiskal union og en socialpolitisk union, er det angst og trusselsscenarier, der hersker, ikke mindst i de tyske medier. Hvis vi havde reelle politiske diskurser om dette emne, kunne vi i det mindste søge løsninger på disse systemiske problemer: et stærkere transnationalt, europæisk demokrati med langt større harmonisering af de politiske og økonomiske spilleregler.

Eliternes svigt

At mange i den brede tyske befolkning føler sig udnyttet i den nuværende eurokrise, skyldes ifølge Ulrike Guérot især, at de tyske eliter har svigtet. Svigtet både i forhold til at forklare sagens kompleksitet og i forhold til at vedstå sig deres egne visioner om europæisk integration i 90'erne.

- Det gælder i øvrigt også Grækenland, hvor vi altså ikke "bare købte katten i sækken", som det hedder sig, men blandt andet af geostrategiske årsager havde et politisk ønske om at knytte landet stærkere til Europa. Vi ville det, og nu må vi gå hele vejen. Vi må holde op med at klamre os til "nødvendighedens politik" og permanent kun gøre det allermest nødvendige for at redde euroen med reaktioner på markedets umiddelbare krav. Lad os begynde at agere politisk, siger Ulrike Guérot og holder for første gang en pause i sin talestrøm.

- En returbillet til de europæiske nationalstaters tid er en vanvittig tanke i en globaliseret verden. Energipolitik, indvandringspolitik, økonomisk politik - vi sidder i en overvejende europæisk værdiskabelseskæde. Desuden forhandles de globale magtbalancer på ny i disse år - herunder overlader USA jo åbenlyst rampelyset mere til Europa i konfliktzonerne omkring vores hus. Libyen, Ukraine, Syrien, Libanon, Lampedusa - you name it. Udenrigs- og sikkerhedspolitik har vi nok om ørerne.

Vejen synes allerede tegnet på forhånd. Men gør Ulrike Guérot i sin Europa-rus ikke regnskabet op uden at have spurgt den europæiske befolkning? Plæderer hun ikke netop for en nødvendighedens politik, når hun siger, at euroen tvinger Europa til yderligere integration?

- Min påstand er og bliver, at det europæiske folk vil stå bag dette projekt. Og ellers må vi overbevise dem med de gode argumenter. Det er også eliternes ansvar, siger Guérot.

- Når de populistiske partier kommer op mod tredive procent, bliver det kritisk. Herfra begynder de resterende 70 procent overvejende at reagere på de 30 procent. Det er den fare, vi står i for tiden - i Nordeuropa med en populisme fra højre, i Sydeuropa fra venstre. Så begynder selv de europæiske eliter blot at reagere på populismen og angsten for Europa og globaliseringen.

Forene borgere

Allerede inden de falder, kommer Guérot indvendingerne i forkøbet.

- Ja, selvfølgelig må de nationale parlamenter afgive mere suverænitet blandt andet i forhold til den økonomiske politik. Men mit projekt er ikke mere EU, men et andet EU, hvor denne proces foregår uden at undergrave den enkelte europæers demokratiske medbestemmelsesmuligheder. De europæiske borgere må tilbageerobre deres individuelle suverænitet og medvirke til at skabe et større fællesskab. Vi må forene borgerne, ikke bare staterne, lyder det fra Guérot.

Er det ikke en elitær fantasi om en europæisk offentlighed fra en sociologiprofessor, der selv behersker tre af Europas hovedsprog flydende og ser Europas to vigtigste lande, Tyskland og Frankrig, som sine hjemlande?

- I et lille land som Danmark med en udbygget velfærdsstat er der selvsagt andre ting på spil i det europæiske spørgsmål. Alligevel ser jeg ingen vej uden om at opbygge et mere demokratisk, borgernært og parlamentarisk funderet EU. Udfordringen bliver - det indrømmer jeg - at skabe det psykologiske vendepunkt, at skabe en begejstring for det her projekt. Den nuværende aggressive tone mellem EU-landene tyder ikke på, at det bliver en let vej at gå.