Lolland har bevidst svigtet udsatte børn

En ny politik og økonomiske opstramninger på området for udsatte børn og unge i Lolland lagde op til underkendelser i det sociale nævn. Det skrev forvaltningen sort på hvidt.

social

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

Lolland var forberedt på, at kommunes indsats over for de allersvageste borgere ville føre til underkendelser i det sociale nævn. Præcis som det skete i forrige uge, da det sociale nævn slog fast, at Lolland har udvist ”åbenbar” passivitet i sagen om storfamilien, der siden blev landskendt med Brønderslev-­sagen.

Familien boede indtil begyndelsen af 2009 på Lolland, hvor den i en årrække havde været under observation af først den tidligere Ravnsborg Kommune og siden Lolland Kommune. Godt et år senere endte børnene med at blive anbragt af Brønderslev Kommune, hvor familien siden var flyttet til.

Brønderslev rejste efterfølgende krav om, at Lolland skulle betale for anbringelserne, ud fra en vurdering af, at Lolland burde have grebet til anbringelse med den viden, man havde om familiens forhold.

Kommunen har fået aktindsigt i klagen til det sociale nævn. Her anfører Brønderslev blandt andet:

”... at det i hvert fald i januar 2007 var åbenbart, at der måtte gribes ind overfor de opvækstvilkår, som børnene havde hos deres forældre.”

Ingen nedre grænse

Men netop i starten af 2007 var den nyetablerede Lolland Kommune i gang med en radikal omlægning af indsatsen for udsatte børn og unge. Krav om store besparelser blev fulgt af en ny politik for indsatsen for sårbare børn og unge.

I oplægget fra forvaltningen beskrives forudsætningerne for denne politik. Udover at sagsbehandlerne må forvente ”en strammere styring … som vil kunne opleves som en væsentlig ændring i deres hidtidige handlemuligheder,” lægges der også op til, at det uundgåeligt vil føre til underkendelser i det sociale nævn.

”Udmøntningen af de politiske rammer og forudsætninger indebærer også en væsentlig højere risiko for at blive underkendt i Det sociale Nævn/Tilsynet. En loyal efterleven af de vedtagne budgetforudsætninger indebærer, at det må Lolland Kommune leve med.”

Og videre:

”Selvfølgelig er det ikke et mål i sig selv at producere ’underkendelser’ i nævnet; men før der er en vis andel af dem, har vi ikke fundet grænsen for vore handlemuligheder.”

Disse formuleringer fandt i løbet af foråret vej til medierne og udviklede sig til en skandalesag. Så politikken for sårbare børn og unge lå først klar til vedtagelse – stærkt forsinket – i juni 2007, nu uden de kontroversielle formuleringer.

Kompromis med loven

Tom Larsen (V) var formand for Lollands børne- og skoleudvalg dengang og nu. Han afviser, at der skulle være en sammenhæng mellem det politiske oplæg og sagsbehandlingen af den konkrete sag om storfamilien. Og at der skulle være lagt økonomisk pres på sagsbehandlingen på området generelt. 

”Vi var ikke enige i det oplæg, forvaltningen smed på bordet, så det underkendte vi. Vi har på ingen måde lagt politisk pres på sagsbehandlingen. Tværtimod gjorde vi, hvad vi kunne for at få ansat de syv–otte medarbejdere, der manglede i forvaltningen. Og så sikrede vi, at de hver især fik færre sager,” siger Tom Larsen.

Det billede genkender Anette Falck Olsen imidlertid ikke. Hun var i 2007 sagsbehandlernes tillidsrepræsentant, indtil hun sidst på året fulgte flere af sine kollegaers eksempel og sagde op i protest mod kommunens politik.

”Jeg forlod kommunen, fordi der med den nye linje blev lagt et pres på os. De økonomiske rammer, der var sat for vores arbejde, betød, at vi måtte gå på kompromis med lovens krav,” siger Anette Falck Olsen.

Hun vil ikke kommentere på den konkrete sag om storfamilien, som hun udmærket husker. Men hun er ikke overrasket over det sociale nævns afgørelse.

 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet