For de fleste nyvalgte lokalpolitikere kommer det som en ganske stor overraskelse, at de nu også er arbejdsgivere eller ledere. Når lokalpolitikeren henter sine børn på skolen, er man ikke bare forælder – så er man også ‘byrådsmedlemmet’. Når man besøger sin gamle mor på plejecenteret, er man ikke bare pårørende – så er man også medlem af byrådet. Når man udtaler sig kritisk, er man ikke bare borger, men arbejdsgiver.

Opmærksomhed og omhu

Den ny rolle kræver både stor opmærksomhed og omhu, når man skal balancere mellem at være pårørende og byrådsmedlemmet eller arbejdsgiveren. Et synspunkt på lektiecafé-ordningen ytret af et byrådsmedlem vil helt naturligt få en anden vægt end det samme synspunkt ytret af en anden forælder. Et synspunkt på en navngiven medarbejder på plejecenteret får en helt anden vægt, når man er byrådsmedlem, end når man er helt almindelig pårørende, og det rejser for flere nyvalgte lokalpolitikere det helt naturlige spørgsmål:  Kan jeg nu ikke varetage mine børns interesser, når jeg er blevet byrådsmedlem? Eller har min mor ikke de samme rettigheder som de øvrige beboere på plejecenteret, blot fordi jeg er blevet byrådsmedlem? Svaret er naturligvis:  Jo, du har de samme rettigheder, men du skal tænke nøje over, hvordan du varetager dine eller dine pårørendes rettigheder, for du er ikke længere en helt almindelig borger – du er byrådsmedlem.

Arbejdsgiverrollen

Som byrådsmedlem er du i gennemsnitskommunen arbejdsgiver for næsten 5.000 medarbejdere: SOSU-assistenter, sygeplejersker, lærere, pædagoger, HK’ere, 3F’ere og så videre.

Arbejdsgiverrollen indebærer, at du er med til at beslutte personalepolitikken, uddannelsespolitikken, lønpolitikken, politikken for medindflydelse og så videre. Som lokalpolitiker fastlægger du de overordnede rammer for arbejdet i kommunen, men du er også i det daglige arbejdsgiveren. Det betyder, at der bliver lagt særlig mærke til det, du siger, og det, du gør. Så lad være med at give udtryk for, at lønnen er alt for dårlig på ældreområdet. For de, der hører det, tror naturligvis, at du vil tage initiativ til at få det lavet om. Og lad være med at udtale dig om skolelederens manglende kvalifikationer eller evne til at lede skolen, For de, der hører det, tror naturligvis, at du vil tage initiativ til at få lavet om på det.

Uenige arbejdsgivere

I byrådet hersker den politiske uenighed som noget naturgivent og sundt. Men det kan komme til at smitte af på arbejdsgiverrollen.

I en kommune besluttede et flertal i byrådet en ny udbudspolitik, der medførte, at langt flere opgaver skulle i udbud. Nogle af de opgaver, der kom i udbud, var tidligere blevet udført af lokale leverandører – altså leverandører, der var bosiddende i kommunen. Efter udbuddet skulle opgaverne nu udføres af udenbys leverandører. Det medførte en meget voldsom personlig kritik af indkøbschefen fra den del af byrådet, der ikke havde stemt for den ny udbudspolitik. Kritikken blev ikke kun udtrykt i byrådet, men i hele lokalsamfundet. Konsekvensen blev, at indkøbschefen opsagde sin stilling.

I en kommune besluttede et flertal i byrådet at lukke en ud af 8 skoler med henvisning til, at elevtallet var faldende. Beslutningen affødte mange borgerprotester, og de partier, der ikke var for beslutningen om at lukke skolen ,satte spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kunne undvære skolen, hvis nu børnetallet begyndte at stige igen. De mange spørgsmål, der blev stillet, skulle skolechefen jo på bedste vis forsøge at besvare. De svar, skolechefen fremsendte, pegede alle på, at det både var hensigtsmæssigt at lukke skolen og muligt at rumme alle eleverne på de tilbageblevne skoler. De partier, der var imod skolelukningen, fandt, at skolechefen ikke var neutral i sin besvarelse og kritiserede i stærke vendinger skolechefens ageren. Efter ganske få måneder havde skolechefen fundet sig et nyt job.

Chikane?

De to eksempler beskriver hverdagseksempler fra politisk styrede organisationer, hvor risikoen for at komme i sådanne situationer så at sige er indbygget i systemet. Arbejdsgiverne er per definition uenige, og de ansatte skal udføre de beslutninger, som et uenigt byråd har truffet. Heri er indbygget flere risici for, at gennemførelsen af en beslutning bliver konfliktfyldt.

I langt de fleste tilfælde håndteres sådanne uenigheder med forståelse fra byrådets mindretal og med forståelse fra de udførende ansatte for, at det er vilkår, der er forbundet med at arbejde i en politisk styret organisation. Men som Kommunens netop offentliggjorte trivselsundersøgelse viser, udvikler flere og flere situationer sig altså til noget, der af de ansatte chefer opfattes som egentlig chikane. Hele 14 procent af de chefer og ledere, der har svaret, var ja til, at de har oplevet chikane eller bagtalelse fra deres politiske arbejdsgivere.

14 procent er for mange!

Og det er for mange – for det betyder, at de pågældende ikke kan løse deres opgaver optimalt. Det betyder, at deres effektivitet i det daglige ikke er i top. Det betyder, at den pågældende organisation spilder kræfter på at gå med ”livrem og seler”.

Der hviler et stort ansvar på borgmesteren og kommunaldirektørens skuldre for at få de 14 procent ned. Hvis der er mistanke om chikane, må borgmesteren tage ansvar for at få talt med sine politiske kolleger, og kommunaldirektøren må tage ansvar for at sikre tålelige arbejdsvilkår for sine chefer og ledere ved løbende at have en dialog med borgmesteren herom.

Arbejdsgiverrollen i en politisk styret organisation er noget helt særligt, men den kan sagtens udøves uden chikane.