Labour glemte sine rødder

Fællesskabet og indflydelsen skal styrkes i lokalsamfund, og Labour skal genfinde tabte værdier. Sådan lyder de nye visioner for socialdemokratismen fra Maurice Glasman, britisk politisk tænker og fadder til Blue Labour.

visioner

Af Sine Riis Lund | [email protected]

Vi skal tilbage til bydelen Hackney i London for cirka 15 år siden for at forstå baggrunden for Blue Labour.

Maurice Glasman er netop flyttet til bydelen, der er en af Londons fattigste, og hvor en meget stor del af borgerne ikke er født i England. På grund af udflytninger skiftes omkring en fjerdedel af befolkningen ud hvert fjerde år. Stemmeprocenten til lokalvalg er ekstremt lav.

Samtidigt underviser Maurice Glasman i politisk teori på London Metropolitan University, og her oplever han, at den store gruppe af elever af udenlandsk herkomst viser meget begrænset interesse for traditionel partipolitik.

For Maurice Glasman bliver udfordringerne startskuddet til en indvendig rejse, der ender i et opgør med traditionel Labour-politik.

”Politik er noget, der foregår, når der er en grad af stabilitet og en grad af engagement i et bestemt område, hvor du kan se dig selv have en fremtid. Men som jeg så dette område, så var det som at bo på et skib på havet. Det var midlertidigt og fragmentarisk. Og Labour så bare ikke denne del af historien med de konstante bevægelser og graden af mangfoldighed,” siger Maurice Glasman, som Kommunen møder i København, inden han skal holde et foredrag i Ceveas debatrække Deltager-Europa.

Glemmer arbejderklassen

Samtidig oplever Labour-tænkeren, hvordan immigranter og arbejderklassen langt hen ad vejen er to fuldstændig oversete grupper.

”I England er omkring 40 procent af vores fattige de arbejdende fattige, men vi har fokuseret meget på de arbejdsløse og forsømt de arbejdende fattige.”

For Maurice Glasman bliver mødet med projektet ”London Citizens”, der handler om organisering af lokale fællesskaber, skelsættende. Maurice Glasman oplever, hvordan netværket formår at køre en lang række lokale projekter med muslimske, jødiske og kristne organisationer, universiteter, skoler og fagbevægelser. Maurice Glasman bliver igennem ti år en central figur i netværket og er blandt andet med til at søsætte store initiativer, som kampagnen ”Living Wage”, der arbejder for at sikre folk en løn, som de kan leve af.

De mange erfaringer fra Hackney, London Metropolitan University og London Citizens materialiserer sig efterhånden til den politiske vision Blue Labour. Efter det økonomiske nedbrud i 2008 beslutter Maurice Glasman sig for at sætte skub i tingene.

”Vi blev efterladt med underskud og gæld, og vi stod tilbage med meget forvirrede og demoraliserede lokale samfund. Og der var bare en total stilhed fra mainstream-partierne både på højre- og venstrefløjen, selv om vi så en af historiens største bevægelser fra fattige til rige. Og du kan sige, at dette var tidspunktet, hvor jeg skiftede fra organisering af fællesskaber til at arbejde med de her problemstillinger på et mere nationalt niveau.”

Del af inderkredsen

Herefter tager den politiske karriere for alvor fart. I begyndelsen af 2011 bliver den politiske tænker adlet for sit lokale arbejde efter ønske fra Ed Miliband, lederen af Labour, og Maurice Glasman indtager en plads i det britiske overhus. I flere medier udråbes han som en tæt allieret og sågar guru for Ed Miliband.

Blue Labour er i høj grad inspireret af erfaringerne fra London Citizens.

”Agendaen for Blue Labour er at forny Labour-bevægelsen til at arbejde for det fælles bedste, og det er beslutninger, som de forskellige organisationer og institutioner kan blive enige om,” fortæller Maurice Glasman.

Labour skal finde tilbage til det lokale og nære ved at arbejde for organisering af lokale fællesskaber rundt i England og dermed få de forskellige organisationer og institutioner til at engagere sig i lokaldemokratiet og skabe fællesskab mellem grupper, der før blev set som uforenelige.

Labour skal grave dybt i sin historie og genfinde nogle af sine værdier og traditioner fra før 1945 og igen få solidaritet og fællesskab øverst på dagsordenen.

Det har fået kritikere til at kalde Blue Labour for en nostalgiens politik, men fra det lokale arbejde oplevede Maurice Glasman, hvor meget de traditionelle værdier betød for immigranter og arbejderklassen.

”Når vi talte med folk, udtrykte de, hvad jeg i mit hoved, forstod som ret konservative bekymringer omkring deres familier, deres familieliv, stoffer, alkohol, sikkerhed på vejene. Og så ønskede de ikke at modtage støtte. De ønskede at arbejde, men de blev ikke betalt nok til at kunne leve af det.”

Konservativ socialisme

Blue Labour bliver ofte kaldt ”konservativ socialisme”, og som en del af programmet kan man også finde sloganet ’familie, tro og flag’. Blue Labour har imidlertid også bevæget sig alt for langt væk fra sin oprindelige kernegruppe, de fattige og arbejderklassen, mener Maurice Glasman.

”Tilbuddet til arbejderklassen og de fattige var: stem på os, så vil vi give jer skoler og hospitaler. Det var det. Der var ikke noget dårligt hjerte i det, men der var ingen udvikling af arbejderklassen, og det blev til en politik, der havde svært ved at udtrykke nogen bekymringer omkring og svar på emner som immigration, nedbrydning af familielivet og de store ændringer i folks områder. Så Labour blev et teknokratisk, topstyret parti. Det var et parti, der talte for de fattige, men som ikke gav dem nogen stemme.”

Samtidig har socialdemokratismen givet staten og kapitalen lov til at få al for stor indflydelse. Det blev i særlig grad demonstreret med finanskrisen, og her falder en del af kritikken også tilbage på Socialdemokraterne over hele Europa. De stod tavse og rådvilde tilbage, da kapitalen og staten svigtede.

Nu bør Labour stille sig i spidsen for at stække staten og kapitalen, mener Maurice Glasman.

Får staten for meget magt, begynder den nemlig automatisk at udvikle alt til en administrativ regel, mens markedet konstant ønsker at maksimere afkastet af sine investeringer og ender med at gøre alle mennesker til en vare. Men ved at styrke lokale, demokratiske fællesskaber vil kapitalens og statens magt få en modvægt. Staten skal i højere grad se sig selv som en partner til de lokale samfund og udvise tillid, så de lokale projekter fremover bliver evalueret frem for kontrolleret. Der skal være plads til at fejle og lære af disse fejl.

Visionen lever videre

Maurice Glasman bliver af mange set som kontroversiel og er blevet kaldt både racist og sexist. Lige så hurtigt som Blue Labour med rekordfart fik en fod inden for de inderste cirkler i Labour-partiet, lige så hurtigt har mange derfor givet visionen dødsstødet. Blue Labours endeligt er dog stærkt overdrevet, mener journalist og byrådsmedlem for Labour, Rowenna Davis, der har skrevet bogen ”Tangled up in Blue” om Blue Labour og Maurice Glasmans opstigen i politik.

For selv om Maurice Glasman har trukket sig om bag scenetæppet og ikke længere er så tæt på Ed Miliband, som han har været, så har han stadig stor indflydelse i partiet. Og Blue Labours visioner lever endnu videre i partiet, skriver Rowenna Davis på sin blog. For eksempel har teamet omkring Ed Miliband hyret Arnie Graf fra USA, der har mange års erfaring med organisering af lokale fællesskaber bag sig.

Maurice Glasman ser også forventningsfuldt på Blue Labours fremtid i engelsk politik.

“Det startede sådan set med en samtale mellem fem mennesker, men tankesættet er vokset og vokset, så jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til, at folk vil tage ejerskab til det her. Og jeg tror også, at de venstreorienterede partier har set, at vi er nødt til at skabe et forhold til arbejderklassen og indvandrermiljøer og sammen med dem finde frem til det fælles bedste.”

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet