Hovedbestyrelsen i Kommunaldirektørforeningen i Danmark har skrevet et debatoplæg om kvinder i kommunal topledelse. Det sker i forlængelse af en medlemsundersøgelse fra sidste år, der viste, at der er langt mellem kvinder på de kommunale topposter - på trods af at 77 procent af de ansatte er kvinder.

Oplægget indeholder en fin, kort analyse, som præsenterer de triste fakta om antallet af kvinder på direktionsgangene i Danmark. Der argumenteres for, hvorfor det er en god idé med kvinder i topledelse.

Foreningens hovedbestyrelse har den opfattelse, at der må konkret indsats til for at vende situationen og i langt højere grad bringe kvinderne og deres kompetencer i spil. Der fremsættes fem anbefalinger til kommuner, som vil ændre den skæve kønsfordeling:

• Skab et positivt billede af jobbet som topleder

• Skab en rekrutteringsproces for både mænd og kvinder (det handler blandt andet om jobprofil, spørgeramme til samtale, sprogbrug i annoncering m.v.)

• Udnyt potentialet – indret karrieresystemet

• Fasthold kvindelige ledere

• Sæt kvinder i topledelse på dagsordenen   

Fem udmærkede og sympatiske anbefalinger, men sikrer de flere kvinder på direktionsgangene? Kommunaldirektørforeningen anbefaler ikke, at der skal indføres kvoter for kvinder i direktionerne. Argumentet er gammelt og velkendt: ”Det er kvalifikationerne, der tæller.”

Jeg kan så ikke lade være med at reflektere over, hvorfor kun 6 ud af 98 danske kommunaldirektører er kvinder. Skyldes det mon, at kvindernes kvalifikationer er så meget ringere end mændenes? 

Nej, tværtimod slår debatoplægget fast, at de formelle kvalifikationer er til stede hos kvinderne i lige så høj grad som hos mændene! Men en fastgroet og dybt forankret kultur i Danmark spænder ben for kvinderne.

To undersøgelser underbygger denne tese. En EU-undersøgelse viser, at Danmark på ingen måde er et foregangsland. I EU-landene er der i gennemsnit 30 procent kvindelige topledere, mens tallet for Danmark blot er 23 procent. 

Ønsker ikke job med ledelsesansvar?

Ifølge samme undersøgelse mener cirka halvdelen af de adspurgte danskere, at mange kvinder ikke ønsker et job med ansvar – altså en lederstilling. En anden undersøgelse viser, at lige så mange kvinder som mænd blandt DJØF’s medlemmer har ambitioner om en lederstilling. 

Her er der tale om et paradoks, og debatoplægget peger da også på, at den nævnte overbevisning om, at mange kvinder ikke ønsker et job med ansvar ”… kan være stærkt medvirkende til, at mange kvinder oplever det som en barriere at komme til tops i ledelsessystemet. En forudindtaget holdning om, at kvinder ikke ønsker ledelsesansvar på arbejdspladsen, kan meget nemt resultere i valget af en mand frem for en kvinde, når en toplederstilling skal besættes”.

Når vi er oppe i mod en stærk og fastgroet tradition på det danske arbejdsmarked, og når nu tallene viser, at det er svært for kvinderne at bryde igennem denne barriere, så er det måske ved at være tid til andre og mere skrappe midler end snak og gode hensigter. Og her er kvoter et relevant tiltag.  

Ikke fordi kønskvoter i sig selv er saliggørende, men ud fra en betragtning om, at det står virkelig ringe til, når den internationale tænketank World Economic Forum placerer Danmark på en 63. plads, når det handler om kvinder på topposter. Og hvad værre er, det ser ikke ud til, at udviklingen går i den rigtige retning. 

Hurtigt og effektivt redskab

Erfaringer fra Norge viser, at kvoter er et særdeles godt redskab til hurtigt og effektivt at ændre de kulturelt betingede normer og vaner, som er med til at hindre, at kvinderne får topposterne. Siden 2006 har 40 procent af medlemmerne af en bestyrelse i Norge skullet være kvinder. Udviklingen har vist, at det er blomstret op med dygtige kvinder, og det har fået to særdeles handlekraftige danske erhvervskvinder, Stine Bosse og Lone Fønss Schrøder, til at anbefale et ja til lovbestemt midlertidig kønskvotering i bestyrelser.

Hvor ville det have været et forfriskende nyt indspark til debatten, hvis Kommunaldirektørforeningens hovedbestyrelse var gået i brechen for kvoter. Når nu foreningen gør sig til talsmænd for flere kvinder i topledelsen i de danske kommuner, hvorfor så ikke anvende et af de mere effektive midler til at accelerere denne udvikling?