I stedet for at have så travlt med at være imod den solidariske konkurrencestat burde Socialdemokraterne gøre deres for at bevare den, mener Ove Kaj Pedersen.
Foto: Thomas Emil Sørensen/Polfoto
I stedet for at have så travlt med at være imod den solidariske konkurrencestat burde Socialdemokraterne gøre deres for at bevare den, mener Ove Kaj Pedersen. Foto: Thomas Emil Sørensen/Polfoto

Konkurrencestaten er under pres

De politiske kampe i 2015 bliver skelsættende for, hvilken vej det danske samfund vil gå, mener professor Ove Kaj Pedersen. Hvis vi ikke gør os bevidste om samfundsudviklingen, kan den danske konkurrencestat gå hen og blive splittet op til et konkurrence­samfund med store uligheder.

interview

Af Morten Munkholm | [email protected]

Ønsker du at hælde vand på debatmøllen ved et DSU-arrangement, skal du blot nævne ét ord: konkurrencestat.

- Det er kun et ord, sagde Helle Thorning-Schmidt, efter finansminister Bjarne Corydon i 2013, et år med massiv kritik af regeringens dagpengepolitik og ledelse, gik ud og fortalte, at han troede på konkurrencestaten. At det var sådan, Danmark skulle fungere.

På den måde kan professor Ove Kaj Pedersen fra CBS, forfatter til bogen ‘Konkurrencestaten’ fra 2011, godt ses som en slags statsanalytiker.

Han har i hvert fald beskrevet en statsform, som en af regeringens ledende ministre har bekendt sig til, og sat et ord på den, som fortsat kan tænde kampgløden blandt de ideologiske frontkæmpere i DSU og de rutinerede Rustbankere på tinge: De bekender sig til velfærdsstaten.

Meget af det er dog misforstået, mener Ove Kaj Pedersen, som påpeger, at vi i Danmark har valgt velfærden som forudsætningen for at være en konkurrencedygtig stat. Velfærden er fundamentet, som skaber velstand, som så igen kan finansiere vores velfærd. Det er de tre V’er (velfærd-velstand-velfærd), som udgør essensen i den solidariske konkurrencestat, Ove Kaj Pedersen definerer Danmark til at være – den model, Bjarne Corydon bekender sig til.

Og i stedet for at have så travlt med at være imod den solidariske konkurrencestat burde Socialdemokraterne gøre deres for at bevare den, fortæller professoren, som ser mange antydninger af, at den solidariske konkurrencestat er under pres. Og netop i år, hvor vi både har haft offentlige overenskomstforhandlinger og står foran et folketingsvalg, tager vi nogle skelsættende beslutninger om, i hvilken retning vores samfund skal gå.

Inside eller outside

For at forstå presset på vores solidariske konkurrencestat skal vi gå cirka tyve år tilbage i tiden og søge syd for grænsen til Tyskland. Efter genforeningen i starten af 90’erne stod den tyske økonomi med nogle ganske alvorlige problemer i form af høj arbejdsløshed, høje lønomkostninger og lav vækst. Løsningen blev en række arbejdsmarkeds- og erhvervsreformer, som forbedrede konkurrenceevnen for de tyske virksomheder.

Fokus blev lagt på eksporten, som på femten år blev fordoblet fra at udgøre 22 procent af tysk BNP til at udgøre 44 procent.

- De lagde en ganske voldsom vægt på industrisektoren i Tyskland. Især store bilfabrikker som Volkswagen, Mercedes og hele den teknologiske sektor blev styrket både af politiske og økonomiske reformer, fortæller Ove Kaj Pedersen.

Det store eksportfokus betød samtidig, at de tyske fagforeninger koncentrerede sig om at fastholde og forbedre overenskomsterne i industrisektoren, mens den nye voksende servicesektor blev mere eller mindre overset. Der skete en klar opsplitning på det tyske arbejdsmarked mellem dem, der er indenfor overenskomstsystemet, og dem, der er udenfor. Tyskland er i dag en splittet konkurrencestat i politologens begrebsverden.

- Der er kommet en klar inside/outside-problematik i Tyskland: De, der er på overenskomst, sparer i stigende grad op til egne velfærdsydelser, mens de udenfor er overladt til de statslige velfærdsydelser. Og forskellen på de to niveauer af velfærdsydelser vokser ganske betydeligt, hvilket giver en stigende ulighed, siger Ove Kaj Pedersen.

DK på tysk kurs

Der er tendenser på det danske arbejdsmarked, som afspejler de tendenser, vi har set i Tyskland op gennem 90’erne og nullerne, mener statsanalytikeren. Politisk set har der været et stort fokus på arbejdsmarkedsreformer, som har svækket eksempelvis dagpengeydelsen og muligheden for førtidspension, mens især de offentligt ansattes fagforeninger har forsøgt at beskytte deres medlemmer ved at tilbyde forskellige forsikringsordninger.

”Vi får den situation, at der er nogle, der har bedre velfærds­goder end andre. Og den afgør­ende forskel ligger faktisk i, om de har været ansat i en fast stilling med overenskomst eller ej.”

- Vi, der er på kollektiv overenskomst, bruger den i stigende grad til at sikre os velfærdsydelser, som er anderledes og bedre end de skattefinansierede. Dermed presser vi også i stigende grad vores faglige organisationer i den tyske retning, fortæller Ove Kaj Pedersen.

Også herhjemme findes størstedelen af de nye job indenfor fag, hvor fagbevægelsen ikke er stærk og uden tradition for at sikre kollektive overenskomster. Samtidig falder antallet af de traditionelle job indenfor landbrug og industri, hvor fagbevægelsen står stærkt.

- Vi får den situation, at der er nogle, der har bedre velfærdsgoder end andre. Og den afgørende forskel ligger faktisk i, om de har været ansat i en fast stilling med overenskomst eller ej, lyder professorens konklusion.

Stor ulighed i vente

Fortsætter samfundsudviklingen, vil den statsfinansierede velfærd, fundamentet i V-V-V-modellen, i yderste konsekvens blive lige så begrænset som i England og USA.

Vores solidariske konkurrencestat vil efter en splittelse som den i Tyskland ende ud som et rendyrket konkurrencesamfund, hvor der skal kæmpes intenst for at fastholde en vis levestandard, og hvor uligheden er langt større end i dag.

- Vi vil se en stor ulighed i formue og indkomst. Men der vil også være stor ulighed i, hvordan man kan finansiere sine børns uddannelse og hvordan man kan sikre sig selv ved sygdom og alderdom og så videre. Flere undersøgelser har vist, at det har ganske betydelige konsekvenser for livskvaliteten og den sociale mobilitet i samfundet, siger Ove Kaj Pedersen, som ellers gør en dyd ud af ikke at tage politisk parti i forhold til, om det er en god eller dårlig kurs, vi er på, eller om der er bestemte politiske partier, der presser mere på udviklingen end andre ved det kommende valg.

Professoren ønsker derimod, at vi som befolkning og vælgere gør os klart, at det er retningen. Og at vi skal tage stilling til, om det er den vej, vi vil gå. For ifølge Ove Kaj Pedersen er der ikke nogen økonomisk nødvendighed, der tvinger os i retning af et konkurrencesamfund. Det er vores egen politiske vilje.

- Hvis vi vil undgå den splittede konkurrencestat, så kræver det, at vi med de gode overenskomster er klar til at hjælpe dem uden. Spørgsmålet er, hvor langt vi er klar til at finansiere de skattefinansierede velfærdsgoder. Om vi både vil finansiere vores egne pensioner og forsikringer – samtidig med, vi skal finansiere nogle andres, siger han.

Det kunne for eksempel sikres ved en form for indeksering mellem de offentlige ydelser og private opsparinger, så uligheden mellem de to ikke bliver for stor. Det vil dog også fjerne et økonomisk incitament til at yde ekstra på arbejdsmarkedet, vil borgerlige politikere sikkert påpege.

- Og det er jo det, hele diskussionen er centreret omkring: Hvor meget vi skal konkurrere med hinanden i vores samfund, fastslår Ove Kaj Pedersen.

Blå bog

Ove Kaj Pedersen

  • Uddannet cand.scient.pol. i 1978, siden professor i politisk økonomi
  • Med til at starte Department of Business and Politics på Copenhagen Business School (CBS), hvor han fortsat er ansat
  • Forfatter til flere bøger, heriblandt Konkurrencestaten fra 2011 og Markedsstaten fra 2014

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet